Imágenes de páginas
PDF
EPUB

[ocr errors]

som biti) i dialekten er sedvanlig skarpere artikuleret end rodstavelsens och derfor blev også rodstavelsens i noget mere åbent end endelsens". Om denna tendens skärpes, uppnås fullkomlig dissimilation, såsom i Tydalens och Guldalens mål, t. ex. revi (= rivit, -et). En liknande företeelse meddelas av Hesselman (Sveamålen sid. 47 n.) från Jämtland och Ångermanland, t. ex. biti med öppet i i penultima, slutet i ultima (Åre, Undersåker), beti med öppet i i ultima (Resele). Vid ytterligare försvagning av ändelsevokalen bleve resultatet tydligen bete, d. v. s. det stadium, som just intages av de flesta målen i Hälsingland, Medelpad, Ångermanland och södra delen av Västerbotten. Om man förutsätter denna utveckling, är det tydligt, att de ungdomliga kvantitetsförhållandena här inträtt jämförelsevis sent, och att vid en börjande försvagning av ändelse vokalerna denna genomförts tidigare efter lång rotstavelse än efter kort. Det stadium i utvecklingen, då fördelningen av i och e reglerats av vokalbalans, föll åtminstone inom någon del av området först på 1500-talet. (Abraham Angermannus var född omkr. 1540). På 1600-talet var dock försvagningen av i till e genomförd även efter ursprungligen kort rotstavelse, att döma av Tiällmanns uppgifter.

Växlingen -it : -et i sup. och part. neutr. torde sålunda regleras av vokalbalans endast i sådana nysvenska skrifter, vilkas språk rönt inflytande från målen i någon del av Närke samt från vissa norrländska bygdemål. Denna vokalbalans torde dock ej påträffas i litteraturen efter 1500-talets utgång, emedan den i de flesta norrländska målen då ej längre hade stöd i talspråket, och emedan det småningom uppkommande, litterärt färgade skriftspråket ej tålde mera framträdande dialektala egenheter.

Lund.

Johan Palmér.

[graphic][subsumed][graphic]

Det oldnorske Kvad om Volund (Volundarkviđa) og dets Forhold til engelske Sagn.

En Islænding har i anden Halvdel af 13de Aarhundred efter en tidligere skreven Samling i en Skindbog afskrevet de ældste, af ikke navngivne Digtere forfattede Digte, som han kjendte, om de hedenske Nordmænds Guder og Heroer. I denne Skindbog, som nu kjendes under Navn af den ældre Edda, finde vi som det förste af Digtene om Fortidens Heroer Kvadet om Smeden Volund. Den samme vidunderlige Heros var kjendt af Angelsakserne under Navnet Weland; Tyskerne kaldte ham Wieland (Weland, Welent), og Franskmændene Galans.

Jeg skal her ikke undersöge, hvorfra Sagnet eller Mythen om ham har sin Oprindelse. Jeg skal derom kun antyde, at i dette Sagn efter min Mening mythiske Forestillinger, som fra ældgammel Tid var almindelige hos Germanerne, blandt andet om overnaturlige Væsener, som er dygtige til at smede, og om Kvinder, som flyve i Svaneham, er smeltede sammen med latinske mythiske Fortællinger navnlig om Vulcanus, om Dædalus og om Theseus (som i den vatikanske Mythograph 2, 127 sammenblandes med Dædalus). Disse Fortællinger förtes allerede i den tidlige Middelalder, men sandsynlig ogsaa senere i nye Strömninger over til de germanske Folk og blev hos dem omdigtede og sammensmeltede med hjemlige Forestillinger. Jeg skal her heller ikke söge at bestemme, hvorfra denne Heros's Navn har sin Oprindelse 1), hvilket man hidtil ikke sikkert har kunnet paavise.

1) Jeg skriver Weland uden at bestemme Kvantiteten af förste Stavelses Vokal. Dette Navn kan ikke forklares af oldnorsk vél "Kunst, List", thi dennne Form vél forekommer ikke i Angelsaksisk; oldn. vél fem. er sam

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVI, NY FÖLJD XXII.

3

I den fölgende Afhandling skal jeg derimod söge at oplyse, hvor og paa hvilken Tid samt efter hvilket Forbillede det paa Island i den ældre Edda nedskrevne Digt om Volund er blevet forfattet.

I.

Volundarkvida indledes ved et Prosastykke, som gjör Rede for de i Digtet optrædende Personer. Ogsaa inde i Digtet findes to korte Prosastykker. Selve Digtet er forfattet i det ældste nordiske Versemaal og bestaar af Stropher med allittererende Linjepar. Hovedindholdet i dette Digt, fra hvilket den höinordiske Naturs Friskhed men ogsaa dens Kulde strömmer os imöde, er fölgende.

Tre sydlandske Möer komme flyvende fra Syd og sætte sig til Hvile paa Stranden af en Indsjö 1). Dèr findes de af tre Brödre, som efter den prosaiske Indledning er Finnekongens Sönner. Qlrún bliver Egils Brud; Slagfiðr faar Hlaðguðr, og Volundr hendes Söster Hervor. I otte Aar bo de unge Kvinder sammen med de tre Brödre, men i det niende Aar flyve de igjen i Svaneham bort. Egill og Slagfiðr drager afsted for at lede efter sine Hustruer. Men Volundr

me Ord som ags. wil neutr. "wile, trick". Smeden heder i Oldnorsk Völundr. Förste Stavelses Vokal er her kort; se f. ex. Lilja 92. At Navnet i Nordisk allerede i 10de Aarhundred udtaltes med kort g eller a i förste Stavelse, viser fransk Walander, Galans.

En oldnorsk Form Vølondr med langt ø har efter min Mening aldrig existeret. En saadan Form strider mod norske Lydforhold ved Aar 900, da den dengang vilde være bleven til Ølondr. At förste Stavelse i det norske Navn skulde være lang, kan heller ikke af Metriken bevises. Linjerne háls Volundar, kván Völundar er byggede som f. Ex. lítt megandi, margs vitandi. Linjen fyr Volundi er bygget som Linjerne ok unandi Sig. 16, 5; und vegundum Guðr. II 4, 8.

Jeg anförer Eddadigtene efter min Udgave, Christiania 1867.

1) á sævarstrond. Dette kan i og for sig baade betyde "Havets Strand" og "Bredden af en Indsjö”. Forfatteren af den prosaiske Indledning har forstaaet Udtrykket paa sidstnævnte Maade og siger, at Indsjöen hed "Ulvsjöen” (Ulfsjár). I Digtet om Friedrich af Schwaben bade de tre Kvinder sig i en Kilde.

« AnteriorContinuar »