bliver siddende hjemme i Ulvdale. Han venter, at hans Brud skal komme tilbage, og smeder kostelige Ringe til hende.

Kong Níðuðr faar höre, at Volundr er alene med sine Skatte. Han drager med sine Mænd til Ulvdale, binder Volundr i Sövne, raner hans Skatte og förer ham selv fangen med sig. Níðuðr bærer herefter et ypperligt Sværd, som Volundr har smedet til sig selv, og giver sin Datter Bothvild en kostelig Ring, som Volundr har arbeidet til sin Elskede. Níðudrs onde Hustru sér, at Volund tænker paa Hævn, og efter hendes Raad lader Níðuðr Senerne i Volunds Knæhaser overskjære og sætter ham til at smede paa en Holme, hvor ingen uden Kongen maa komme til ham. Der ruger Volundr over Hævn, og den faar han udfört. Han myrder Kongens to unge Sönner, som uden Faderens Vidende komme til ham. Han arbeider Drikkekar til Níđudr af deres Hjærneskaller, Smykker til Dronningen og Bothvild af deres Øine og Tænder. Derpaa vanærer han Kongedatteren, som uden Faderens Vidende kom til ham, og endelig flyver han bort efter at have aabenbaret Níðuðr alt.

Digtet oplyser os ikke om, hvorledes Volund kunde faa Evnen til at flyve.

Digtets Sprog, dets poetiske Udtryksmaade og Slægtskab med flere af Nordmænd forfattede Digte viser tilstrækkelig, at det i den os foreliggende Form er forfattet af en Mand, hvis Modersmaal var norsk Sprog.

Men for at bestemme, i hvilken norsk Bygd Digteren er födt og vokset op, fæster jeg mig först ved den Meddelelse i den prosaiske Indledning, at Volundr og hans to Brödre var Sönner af en Finnekonge. Derom véd Sagnet udenfor intet. Dette er altsaa sandsynlig en nordisk Tildigtning. Denne tilhörer ikke blot den prosaiske Indledning, saaledes som de fleste tyske Forskere mene, men ogsaa Digtet.

Dette maa for det förste sluttes deraf, at den ene Broder ikke blot i den prosaiske Indledning, men ogsaa i Digtet heder Slagfinn (Slagfior). Dette Navn forekommer ikke, saaledes som Navnene Volundr og Egill, i Sagnet udenfor Norden, og vi tör derfor antage, at det er skabt af en nordisk Digter.

Dette Navn Slagfiðr har rigtignok tyske og hollandske Lærde (Kögel, Jiriczek, Sijmons) erklæret for et tysk og unordisk Navn, som de har forklaret af oldhöitysk slagifedhera 'Schwungfeder'. Hvis denne Forklaring var rigtig, behövede Navnet derfor ingenlunde at være tysk, da slagfjeder ogsaa er et nordisk Ord. Men at den nævnte Forklaring er feilagtig, slutter jeg af fölgende Grunde:

1) Slagfior fremstilles i Vkv. 1) ikke som bevinget eller som flyvedygtig. Hvis han havde kunnet flyve, vilde han naturligvis, da han sögte efter sin Brud, have flöiet afsted, men han drog afsted paa Ski (skreið).

2) Heller ikke noget andet germansk Sagn véd noget om, at en Broder af Volund kunde flyve.

3) Ikke engang Volundr (Weland, Wieland) fremstilles i Vkv. eller i nogen anden germansk Sagnform som fra Födselen af eller efter sin oprindelige Natur bevinget eller flyvedygtig. Det er kun nyere Lærde, som, med Urette og uden Stötte i noget gammelt Vidnesbyrd, har gjort ham til dette.

Slagfiðr er i Virkeligheden den regelmæssige Nominativform til en Akkusativform *Slagfinn. At Navnet blev forstaaet saaledes af Islændingerne i Middelalderen, godtgjöres derved, at det i det arnamagnæanske Haandskrift er skrevet Slagfinnr.

Dette Navn, som Digtet giver Volunds ene Broder, udsiger altsaa, at han var en Fin.

Da verbet slá kan bruges specielt om 'at slaa med Ham

1) Denne Forkortning bruger jeg i det fölgende for Volundarkviđa.

mer, smede', saa betegner Navnet Slagfior 'den smedende Fin'. Denne Forklaring stemmer vel overens med det Udsagn i et gammelt fransk Digt, at ogsaa Galands (d. e. Volunds) to Brödre var dygtige Smede. Hermed stemmer det ogsaa vel overens, at Volund siger i Vkv., at alle de tre Brödre, da de boede sammen, havde mange kostbare Eiendele af Guld. I norske Sagn omtales Finner oftere som dygtige Vaabensmede.

At Digteren tænker sig Volund og hans Brödre som Sönner af en Hövding over Finnerne, stöttes ogsaa derved, at det om hver af Volunds Brödre heder, at han skreið, d. e. gik paa Ski. Thi det at gaa paa Ski fremhæves jævnlig som karakteristisk for Finnerne, d. e. Lapperne, som deraf i ældgammel Tid kaldtes Skriðfinnar.

Digtet lader vistnok Volunds Elskede omslynge hans hvide Hals, men Digteren kan meget vel have tænkt sig Volund hvid og fager, uagtet han var Sön af en Konge over Finnerne. Volundr behöver derfor ikke efter Digterens Forestilling at have været af rent Finneblod. Forfatteren af Digtet om Volund er altsaa en Mand, der har kjendt eller i det mindste har hört tale om Finnerne, d. e. Lapperne, som Skilöbere og Vaabensmede og tillige som Jægere, thi Volund og hans Brödre fremstilles som vældige Jægere. Allerede dette taler snarest for, at Digtets forfatter har været en Nordmand, som var födt eller opvokset i det nordlige Norge; men det udelukker dog ikke ganske andre Muligheder, f. Ex. at han kan have været en Islænding. Jeg skal derfor före andre Argumenter frem, for at Digterens Hjembygd kan blive bestemt med tilstrækkelig Sikkerhed.

Der har været flere Grunde, som har virket med til, at Sagnet om Volund og hans Brödre af en Nordmand blev henlagt til Finnernes Land. For det förste kaldes Volundr i det norske Digt "Alfernes Herre". Denne Betegnelse har efter min Formodning været brugt om ham allerede udenfor

Norden, i England '). Den forudsætter den oprindelige germanske Forestilling om smedende Alfer. Men den har sandsynlig tildels sit Forbillede deri, at Vulcan er Cyclopernes Herre. Nordmændene forbandt Forestillingen om de smedekyndige Alfer og Dværge med Forestillingen om Finner; "Finn" er ligesom "Alf" (Álf) et Dværgenavn. Det var derfor naturligt, at en norsk Digter gjorde Volund, Alfernes Herre, til Finnernes Herre.

Fremdeles kan det nævnes, at Egil, Volunds Broder, i Sagnet kjendtes som en ypperlig Bueskytte og Jæger. Dette kan ved siden af andet have givet Anledning til, at den norske Digter bragte Volund og hans Brödre i Forbindelse med Finnerne, som hovedsagelig levede af paa Ski at jage efter vilde Dyr med Pil og Bue. Ogsaa de mythiske Personer Ullr og Skađi er baade Skilöbere, Bueskytter og Jægere, og Skađi sættes i Forbindelse med Norges nordligste Bygd, Haalogabygd.

Ved siden af det, som her er fremhævet, kan den Omstændighed her nævnes, at allerede et oldengelsk Digt lader Weland lide ondt i en "vinterkold" Egn.

Men særlig vil jeg fremhæve fölgende.

I det sydtyske Digt Friedrich von Schwaben fra 18:de Aarhundred fortælles, at denne Helt under Navnet Wieland sér tre Duer komme flyvende til en Kilde, hvori de vil bade sig. De blive til Jomfruer, da de træde paa Jorden. De lægge Klæderne fra sig og springer i Vandet. Wieland tager deres Klæder og vinder derved en af dem, Angelburg.

Dette viser, at Sagnet om Volund eller Wieland ogsaa, saaledes som det var kjendt udenfor Norden, har ladet Möer i Fugleham, enten som Svaner eller som Duer, komme flyvende og lægge sine Fuglehamme fra sig ved en Kilde eller

...

1) Jfr on aluisc smid pe wes ihaten wygar, som skal have forfærdiget Arthurs Brynje (Layamons Brut ed. Madden 2, 463).

paa Stranden af en Indsjö, hvor Volundr (Wieland) finder den ene Fjæderham.

Det norske Kvad begynder med at fortælle, at tre Möer kom flyvende söndenfra gjennem den mörke Skov og satte sig til hvile ved Bredden af en Indsjö. Den ene af dem bar Svanevinger. Og i Prosastykket siges det, at Möerne havde lagt sine Svanehamme ved Siden af sig.

Heri finder jeg en væsentlig Grund til, at Sagnet af en Nordmand blev knyttet til Finnerne Digteren har henlagt Sagnets Skueplads til hine nordlige Bygder, fordi han har vidst, at Sangsvanen har sit Sommertilhold i Finmarkens og Lapmarkens indre Egne, hvor den bygger sit kjæmpemæssige Rede ved Bredderne af de öde Indsjöer. Jeg finder, at Sandsynlighed taler for, at Digteren har kjendt dette Forhold af egen Erfaring, eftersom det har trængt sig saa stærkt ind paa ham, at det er blevet bestemmende for ham ved Stedfæstelsen af Digtet. Jeg mener, at Digteren er vokset op i Haalogaland, Nordmændenes nordligste Bygd. Han har selv vandret ved de ensomme Sjöer inde i Landet, hvor Svanerne holdt til i den korte Sommer og hvor Finnerne gik paa Ski, naar Sneen laa. Herfor taler bestemt hele den morgenfriske og anskuelige Skildring af Sceneriet i Digtet. Indsjöen, ved hvis Bred Svanerne sidde, ligger ved Ulvdale og heder ifölge den prosaiske Indledning Ulvsjö. Brödrene forlade paa Ski sit Hjem, da Svanerne igjen er flöiet bort. Volund, som bliver tilbage i Hjemmet, er sysselsat med at smede og lever af Jagt. Han kommer hjem med en brun Hunbjörn, som han har skudt; steger dens Kjöd ved Ilden og lægger sig til at sove paa dens Skind, som han har flaaet af.

Dette passer jo fortræffelig til Livet i hine nordlige Egne, hvor Finnerne, som det fortælles i den i Skotland fundne Historia Norvegiae, levede af Jagt, og hvor der var en utallig Mængde vilde Dyr, navnlig Björne og Ulve.

Den islandske Lærde Björn Ólsen, som forsvarer den