Mening, at Eddadigtene er forfattede af Islændinger 1), anförer Steder af forskjellige islandske Skrifter for at vise, at Islændingerne kjendte Skovbjörnen, skjönt den ikke fandtes i deres eget Land, og at de kjendte Jagten paa den; at de vidste, den havde et loddent Skind, som var godt at sidde paa, og at dens Kjöd var godt at æde.

Men jeg finder det utilstedeligt, saaledes at trevle det poetiske Billede op Billede op i sine Enkeltheder. Det maa sees som Helhed, saaledes som Digteren har vist os det, og dette Billede i sin Helhed kunde en Islænding, som ei havde levet i Haalogaland, ikke have skabt. Det har formet sig i den Mands Sjæl, som selv har færdets deroppe i Finmarkens Skove ved den stille Indsjö, hvor Finnerne bode.

.

Da Volundr skal stege Björnens Kjöd, tænder han Ild op:

ár brann hrísi
oll þar fura 2)

"snarlig brændte ved Riset der en hel Fura".

Han lægger altsaa paa Ilden et helt Furutræ, da han skal stege en hel Björn. Han tænder op med Ris, det vil vistnok sige med Birkeris. Endnu bestaar Skoven i Finmarkens indre Egne af Birk og Furu.

Jeg tror saaledes at have vist, at det norske Digt om Volund er digtet af en Nordmand, som er vokset op i Haalogaland, og som der har færdedes inde i Landet blandt Finnerne.

1) I Afhandlingen "Hvar eru Eddukvæðin til ordin?" i Tímarit XV årg. (1894) S. 53.

2) Handskriftet har: allþvr fvra. Finnur Jónsson har forandret dette til: allpurro fúrv. Dette holder jeg for ikke rigtigt. Thi man bliver da nödt til at antage det fölgende Linjepar:

viar enn vindþurri
fyr Volundi

for uægte, uagtet det har fuldstændig Præg af at være ægte. Desuden er fura efter sin Betydning netop det Ord, som man her skulde vente.

II.

Jeg gaar nu over til at undersöge, hvorfra Digteren har kjendt Sagnet.

Volundr er ikke en Person, som er sprungen frit frem af den norske Digters Fantasi, thi Fortællinger om denne samme Person, Volundr, Weland, Wieland eller Galans, har, som allerede antydet, været udbredte baade i Nordens forskjellige Lande, i Tyskland, navnlig det nordvestlige, i England og i Frankrige. Man har ogsaa med Rette almindelig anerkjendt, at Overensstemmelsen mellem disse Fortællinger hos de forskjellige Folk er en saadan, at den ikke kan forklares derved, at Fortællingerne skulde have holdt sig uafhængige af hverandre i de forskjellige Lande fra en ubestemmelig fjærn Fortid. Tværtimod maa man antage, at Sagnet om denne vidunderlige Smed er vandret, vistnok tildels i poetisk Form, fra det ene Folk til det andet.

Nu er det tydeligt og almindelig anerkjendt, at Volundarkviða paa Grund af Digtets hele sproglige og poetiske Eiendommelighed er digtet omkring Aar 900, og Kvadet er, som jeg i det foregaaende har vist, forfattet af en Nordmand fra Haalogaland.

For at finde, fra hvilket fremmed Folk det Sagn om Volund, som Digteren har kjendt, er bragt til Nordmænds Kundskab, maa vi derfor söge at bestemme, med hvilke af de Folk, som paa denne Tid kjendte Sagnet om den vidunderlige Smed, Nordmændene og særlig Nordmændene i det nordlige Norge stod eller havde staaet i Forbindelse, og fra hvem de ogsaa ellers modtog aandelige Impulser.

Af Vigtighed for os er da navnlig de Efterretninger om dette Sagn, som vi har fra England.

I Exeter-Bogen, som sandsynlig er skreven i Begyndelsen af 11te Aarhundred, findes et lidet lyrisk-episk angelsaksisk Digt, som man har kaldt Déors Klage eller San

gerens Tröst. Det er inddelt i Stropher og har Omkvæd. I dette Digt, som aabenbart er langt ældre end Exeterbogen, omtales det, at Weland levede i Landflygtighed, udholdt Möie i et Hul, hvor det vrimlede af Orme, var ene med sin Sorg og sin Længsel i Vinterens Kulde. Ofte fölte han Kval, efter at Niohad havde lammet hans Sener 1). Beadohild sörgede mindre over sine Brödres Död end over at hun selv var frugtsommelig.

I det angelsaksiske Digt om Waldere kaldes Widia Welands Sön for Nidhades mag, d. e. Dattersön. I Eposet Béowulf kaldes Béowulfs Brynje for Welands Arbeide. Kong Alfred oversætter Fabricius ved Weland og kalder denne for vis og for en Guldsmed, som i gamle Dage var den berömteste Mand.

I Berkshire har man lige til nyere Tid vidst at fortælle om en usynlig Smed, ved Navn Wayland, som holdt til i et gammelt Stenmindesmærke, der ansaaes for hans Smidje, og dette Sted nævnes allerede i et Diplom fra 955 som Welandes smidde. Allerede i ett Diplom fra 903 omtales i det nuværende Buckinghamshire et Sted ved Navn Welandes stocc 2). Derved er at mærke, at der i Thithriks

1) Weland him be wurman wræces cunnade.

be wurman maa betyde "hos Ormene". Weland var altsaa af Nidhad blevet kastet i en Ormegaard, ligesom flere Sagnhelte ifölge nordiske Sagn blive kastede i en Ormegaard. Ifölge Haandskriftet skulde der læses:

siđđan hine Nîđhâd on nêde legde

swoncre seonobende

on syllan mon.

swoncre seonoben de maatte betyde "med et elastisk Baand, som omsluttede hans Sener" (eller: "med et elastisk Baand, gjort af Sener"). Men paa Grund af Udtrykket

sum on fêde lif
seonobennum séoc

i Digtet Wyrde og paa Grund af Volundarkviða læser jeg heller:

swongre seonobenne

(det sidste Ord efter Grein), d. e. ved at overskjære hans Sener, hvilket forsinkede hans Gang. Navnet Nîđhâd skriver jeg i det fölgende Niđhad.

2) Binz i Sievers Beitr. XX, 189.

saga Kap. 61 fortælles om, at Velent fælder en Træstamme og udhuler den. Han lægger sig selv med sit Værktöi og med Mad og Drikke ind i denne Træstamme, som kaldes stokkr. Stokken flyder ud i Havet, og i den kommer Velent til Kong Nidungs Land 1).

Flere Vidnesbyrd i senere Skrifter om Udbredelsen af Sagnet om Weland i England forbigaar jeg her.

Et vigtigt Bidrag til Kundskab om, hvor tidlig og hvilket Omfang Sagnet om Weland har været kjendt af Engelskmænd, har man i udskaarne Billeder 2) paa et Skrin af Hvalben, som findes i det Britiske Museum, og som er kjendt under Navn af 'the Franks Casket'. Det er kjöbt i Frankrige og har tidligere været i Clermont Ferrand i Auvergne. Det har billedlige Fremstillinger og Indskrifter, dels med Runer, dels med latinske Bogstaver, og Runeindskrifterne er med Undtagelse af et kort latinsk Ord, alle forfattede i engelsk Sprog. Flere af de engelske Sprogformer i disse Indskrifter kan ikke være yngre end 8de Aarhundred og neppe yngre end Begyndelsen af 8de Aarhundred.

Paa Skrinets ene Side, Fremsiden, ser man en Smed sidde og smede ved en Ambolt. To Hammere er afbildede foran ham for tydeligere at betegne ham som Smed. Det er Weland, saaledes som jeg först har paavist i Stephens Runic Monuments, Foreword. S. LXIX f. Smedens siddende Stilling passer godt til den Fortælling, at Welands Sener blev overskaarne. I venstre Haand holder Smeden en Tang og deri, over Ambolten, et Menneskehoved. Det er Hovedet af en af Kong Nidhads Sönner, hvoraf Weland skal gjöre et Drikkekar. Ved Smedens Födder ligger et hovedlöst Le

1) Denne Sammenstilling kan dog ikke sikkert godtgjöre, at et Sagn, som stemte overens med denne Thithriks-Sagaens Fortælling i alle Detaljer, kjendtes i England ved Aar 900. I Navnet Welandes stocc kunde stocc mulig ogsaa betegne ligesom oldnorsk stokkr den Stok, hvorpaa Ambolten hviler.

2) Se Gjengivelsen hos Stephens Runic Monuments I, 474 og 475.

geme; det er Liget af en af Kongens Sönner. Foran Smeden staa to Kvinder, d. e. Nidhads Datter og hendes Tærne. Den nærmeste rækker Smeden en Gjenstand (et Smykke), som han tager i sin höire Haand. Den anden Kvinde bærer et slags Pose, og derved er hun vistnok betegnet som Tærne, der i Oldnorsk kan kaldes eskimær, den Mö som bærer den Gjenstand, hvori hendes Herskerinde gjemmer sine Kostbarheder.

Paa hver Side af Tærnens Hoved er fremstillet en Plante. Dette hentyder maaske til hvad der fortælles i Thithriks saga Kap. 74, at Kongedatterens Ring gik istykker, da hun med sin Tærne var i Haven (i grasgarði).

Det maa fremhæves, at Fremstillingen paa Skrinet her stemmer overens med Didriks saga, men ikke med det oldnorske Digt Volundarkviđa. I dette optræder ingen Tærne. I Sagaen kommer Kongedatterens Tærne först alene til Velent, derpaa komme begge Kvinder til ham.

Om andre af Skrinets Billeder, som staa i Forbindelse med Weland-Sagnet, skal jeg i det fölgende tale.

"In the Journal of the British Archæological Association vol. xli pp. 138-139 the Rev. G. F. Browne describes a sculptured cross-schaft in the parish church at Leeds, Yorkshire, as having a panel containing the pincers, hammer, bellows, and the anvil of a smith. The same panel contains an obliterated figure, probably intended for a human being. Attached by bands to the sides of the figure are two wings, while above what should be the head is the figure of a woman in a long dress, who is being held by the back hair and the tail of her dress by the human figure. Mr. Browne supposes this to represent Weland (Volund) carrying off a swanmaiden."

Denne Fortolkning er dog meget usikker, skjönt det ikke synes usandsynlig, at det er Weland, som her er fremstillet. Thi herfor taler det, at en Smeds Attributer og