Kvinden er maaske Beado-
Naar han er afbildet under

Vinger findes i samme Billede. hild, som Weland vil voldtage. hende, kan det antyde, at hans Smidje er i et Hul under Jorden. Vingerne er snarest de Vinger, som Weland har forfærdiget til sig, og med hvilke han skal flyve bort.

Det er altsaa godtgjordt, at Sagnet om Weland var almindelig kjendt og udbredt i England, för Digtet Volundarkvida blev digtet af en Nordmand fra Haalogaland, medens vi ikke har saa gamle Vidnesbyrd om, at Sagnet saa tidlig var almindelig kjendt i Tyskland 1) eller i noget andet Land. Men selv om Sagnet allerede saa tidlig skulde have været kjendt i Nordtyskland, er der allerede paa Grund af Kulturströmningens almindelige Retning i 9de Aarhundred al Grund til at antage, at det Sagn om Volund, som en norsk Digter fra Haalogaland behandlede i sit Digt Volundarkviđa, var kommet til Nordmændene fra England og ikke over Danmark fra Nordtyskland.

I niende Aarhundrede, da slaviske Folk boede ved Östersöen og i det östlige Holsten og da Sakserne i aandelig og social Udvikling stod tilbage for Engelskmændene, naaede kun en meget svag Kulturström fra Nordtyskland op til det vestlige og nordlige Norge. Derimod begyndte med det 9de Aarhundred en ny Tid for Nordens Forbindelse med de britiske Øer. Mod Vest sögte fra Norden baade Vikingeskibe og fredelige Handelsfartöier i store Mængder. Vistnok gik Nordmændenes Krigstog mere til Skotland og Irland, Danernes mere til England. Men med Englænderne stod ogsaa Nordmændene i mangesidige og livlige, saavel fredelige som fiendtlige Forbindelser. Allerede 787 kom norske Vikingeskibe til England. Ogsaa i Skotland og Irland stödte Nord

1) Det ældste Vidnesbyrd fra Tyskland er Udtrykket Vuelandia fabrica om Waltharis Brynje i Eckehards Waltharius fra c. 930. Men dette Vidnesbyrd beviser ikke Kjendskab til Sagnet om Weland i dets hele Omfang.

boerne ofte sammen med Engelskmænd, hvilket afspeiler sig deri, at de gamle irske Fortællingers Sagn og Sprog er paavirket baade fra Nordisk og fra Engelsk. Engelsk Liv og Cultur fik stor Indflydelse paa Nordmændene ikke blot umiddelbart, men ogsaa gjennem Danerne, navnlig gjennem de Danske, med hvem Nordmændene stödte sammen paa de britiske Øer.

Forholdene i 10de Aarhundred, da Harald Haarfagre efter Sagnet sender sin Sön Haakon over til den engelske Konge for at opfostres og da Haralds ældre Sön Eirik, som har været Konge i Norge, siden bliver Konge i York, forudsætte, at der allerede i 9de Aarhundred var nær Forbindelse mellem Norge og England, hvilket stöttes ved mange Kjendsgjærninger.

Exempelvis kan her mindes om, at Thorolf Kveldulfssön ifölge Egils saga fra Haalogaland sender et Handelsskib til England (hvilket synes at have fundet Sted 874). Og vi har jo fuld historisk Vished for, at Óhthere eller Óttar fra Haalogaland traadte i Kong Alfreds Tjeneste, sandsynlig under Harald Haarfagres tidligere Regjeringstid 1).

Den Sandsynlighed, som der af mere almindelige Grunde er for, at det i Volundarkviða af en Nordmand fra Haalogaland behandlede Sagn om Volund er kommet til Nordmændene fra England, bliver efter min Mening til fuld Vished, naar vi nærmere undersöge Digtet.

1) [Flere af de islandske Landnaamsmænd, som kom fra Haalogaland, maa i Forveien have gjæstet de Britiske Øer, eller i alfald ha deres Fædre havt Forbindelser der. En Lendermand i Almdalen i Vefsen heder Ósvaldr Öxna-Þórissonr (Landnáma IV k. 1). Ósvaldr er et angelsaksisk navn (Osvald). Fra Landnaamsmanden Skjöldólfr nedstammede den saak. Háleygjaætt (Landn. IV k. 7); den maa altsaa være kommet fra Haalogaland. Dens Ettegaard paa Island bar navnet Stræti (=ags. stræt). Øivind Skaldaspiller, som boede på Tjötta i Helgeland, havde en Bror med det irske Navn Njaal. A. B.]

III.

Jeg skal her gjennemgaa forskjellige Enkeltheder, som vise, at Forfatteren af Volundarkviða har lært Sagnet at kjende af en engelsk Kilde.

1) Den Konge, som lader Smeden fængsle, heder i Vkv. Niður, Gen. Niðaðar, i England Niohad. Derimod i Didriks saga efter nedertysk Fortælling Niðungr, i "Anhang des Heldenbuchs" Hertnit eller Hertwich. Jeg indrömmer, at dette Argument ikke er afgjörende, da Kongen i Tyskland tidligere kunde have været kaldt med et Navn, som mere lignede Niðuðr.

2) Kongedatteren heder i Vkv. Boðvildr, i England Beadohild. Derimod bærer hun i Thithriks saga Navnet Heren. Dette kan være en germaniseret Form af Arienne eller Arianne, som Ariadne kaldes i latinske Haandskrifter af Servius fra den tidlige Middelalder 1).

3) Det engelske Digt Déors Klage bruger om Wêland Udtrykket:

hine Nidhad on nede legde

"Nidhad lagde Nöd (eller: tvingende Baand) paa ham”. I Vkv. 11 kaldes de Baand, som lægges paa Volund for at binde ham, nauðir 2), der er samme Ord som ags. nêde. Og i Vkv. 12 spörger Volund: "Hvem er de, som á lögðu, lagde Baand paa mig?" Det her brugte Verbum á logðu er det samme som on legde, der bruges i det angelsaksiske Digt.

4) Om Kongedatterens Frugtsommelighed bruges i det norske Digt (barni aukin Str. 36) og i det angelsaksiske (héo éacen was) samme Adjektiv.

1) Jfr for Lydovergangen f. Ex. oldhöitysk helfantbein af lat. elephantem og hollandsk keper af lat. caprea, angelsaks. glædene af lat. gladiolus. Hi Heren er da tilföiet ved Indflydelse af germanske Navne paa Here-.

2) naudir bruges i Oldnorsk ellers ikke i denne Betydning, uden i Sigrdr. 1, hvor Sigrdrífas Tryllesövn folvar nauðir.

5) Der er ogsaa en neppe tilfældig Lighed mellem æva skyldi "det skulde aldrig have været saa" i Boðvilds Svar til sin Fader i sidste Strophe af Vkv. og de Ord om Beadohild, med hvilke Afsnittet om Weland slutter i det engelske Digt:

afre ne meahte

priste gepencan, hû ymb

pæt sceolde

'hun kunde aldrig dristig tænke paa, hvorledes det skulde gaa med det' (nemlig, at hun var frugtsommelig).

Det er værdt at lægge Mærke til, at samme Strophe af Vkv. har:

ek vætr hánum
vinna máttak

'jeg havde ikke Kraft til at modstaa ham', altsaa máttak benægtet, samme Verbum som ne meahte i Stedet af det engelske Digt.

Niedner, som har gjort opmærksom paa de tre sidste Overensstemmelser, bemærker med rette 1), at det nordiske Digt neppe forudsætter den korte lyriske Udgydelse i angelsaksisk Sprog.

Da vi nu fra andre Kilder end det korte lyrisk-episke Digt véd, at Digtningen om Weland var kjendt i sit fulde Omfang i England, er den eneste rimelige Forklaring af de nævnte Overensstemmelser den, at baade Volundarkviða og det korte angelsaksiske lyriske Digt Déors Klage har til Forudsætning et længere episk angelsaksisk Digt om Weland. Til et saadant angelsaksisk Digt henviser ogsaa Billederne paa Skrinet af Hvalben.

Naar en Række af Forskere, især tyske Forskere, derimod har sluttet, at den fælles Kilde for Volundarkv. og det angelsaksiske Digt Déors Klage skulde være et nedertysk

1) Zeitschr. f. deutsch. Alt. 33 S. 36 f. Jeg havde uafhængig fundet disse Overensstemmelser undtagen Nr. 5.

Digt, saa er dette at gjöre en Omvei, hvortil der ingen Grund foreligger.

Flere positive Grunde, som man har anfört for, at Volundarkviða skulde have et tysk Forbillede eller to tyske Forbilleder, er forfeilede.

Navnets Slagfior, som jeg ovenfor har omtalt, kan intet saadant bevise. Det siges, at Svanemöerne flöi igjennem myrkvið. Dette Ord har tyske Forskere forklaret som "saltus Hercynius", og de har ment, at Navnet skulde være bibeholdt fra en saksisk Digtning. Men myrkvið betyder kun "den mörke Skov". Flere Steder i Norge har baaret Navnet Myrkviðr 1).

Ligesaalidet er der fremfördt noget gyldigt Bevis for, at det angelsaksiske Digt Déors Klage skulde have et nedertysk Forbillede. Navnet Beadohild paa Kongedatteren kan naturligvis ikke bevise dette, da man i tyske Kilder ikke finder hende kaldt med et tilsvarende Navn, men kun med Navnet Heren.

Kongens Navn Niohâd er et ægte angelsaksisk Mandsnavn, hvis andet Led ogsaa findes i Mandsnavnene Wulfhad 2) og Wighaad. Hvorfor kan ikke Kongens nedertyske Navn (ifölge Didriks saga) Nidung være en tysk Forandring af det angelsaksiske Navn Niohâd?

At den norske Forfatter af Volundarkvida har kjendt og efterlignet et engelsk Digt om Weland, godtgjöres desuden ved flere Ord og Udtryk i Vkv., som skyldes Indflydelse fra Angelsaksisk Poesi.

I Vkv. Str. 4 og 8 heder det om Volund:

Kom par af veidi vedreygr3) skyti

"Kom der fra Jagten den veiröiede Skytte".

1) Se Fritzners Ordbog over det gamle norske Sprog, anden Udgave.

2) Se Searle Onomasticon.

3) Haandskriftet har paa förste Sted vegr.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVI, NY FÓLJD XXII.

4