Dette Epitheton til Skytten findes ellers ikke i Norsk, men paa Engelsk siger man endnu "to have a weathereye", "to keep one's weather-eye awake".

Men naar man med de nævnte oldnorske Verslinjer sammenligner verslinjer i angelsaksiske Digte, som:

ponne hie of wâđum wêrige cwômon

Gûdlâc 183 "da de kom trætte fra Vandringen",

wêrige after wađe

Andreas 593 "trætte efter Vandringen", saa sér man, at den norske Digter her har havt et engelsk Digt til Forbillede og at han istedenfor wêrig "træt" i dette Digt har indsat veðreygr "veiröiet", der havde en ganske anden Betydning, men i Lyd laa nær ved hint Ord 1). Vi se tillige, at det engelske Digt, som den norske Digter havde til Forbillede, neppe var digtet i northumbrisk Dialekt, thi wêrig hed i Northumbrisk wærig.

Om Volund, som smeder, heder det i Str. 5:

hann sló gull rautt

við gim fástan 2)

"han smedede det röde Guld imod den straalende Ædelsten", d. e. han indfattede Edelstenen i Guld 3).

Dette gim, Akkus. af *gimr "Ædelsten", hvoraf gim

1) Et og samme Navn udtaltes i Oldnorsk snart þjóðrikr, snart Þjórikr.

2) Haandskriftet har gimfástaN. Hvis fástan her er Superlativ af fár og betyder "den mest straalende", har det sandsynlig været udtalt trestavelses som faastan. Man kunde dog ogsaa tænke paa fastan som elliptisk Akkusativ, hvilken maatte gjengives adverbialt "ivrigen”.

Flere har her forstaaet vid gim som "ved Ilden" af Intetkjönsordet gim Ild. Men dette Ord findes aldrig i den oldnorske Prosalitteratur og heller ikke i den ældste mere folkelige Digtning i friere versemaal, men kun hos de islandske Kunstdigtere fra c. 1000 af. Dette Ords Oprindelse er uopklaret. Jeg formoder, at gim neutr. "Ild" er opstaaet derved, at man i Vkv. 5 feilagtig forklarede gim som "Ild”.

3) Jfr. Hygin. Poet. Astr. II 5: Corona. Haec existimatur Ariadnes fuisse.... Dicitur etiam a Vulcano facta ex auris et Indicis gemmis.

steinn er dannet, er et Laanord fra ags. gimm, som igjen, sandsynlig gjennem irsk gemm, har sin Oprindelse fra det latinske gemma.

I Str. 6, 13, 30 kaldes Níđudr "niara" dróttinn. Dette Udtryk er hidtil ikke blevet forklaret. For at forklare Udtrykket maa jeg i Korthed beröre Sagnets Oprindelse, uden her at give et egentligt Bevis for min Opfatning heraf.

Volundr eller Velent, den ypperlige Kunstner, holdes til Straf med Magt tilbage paa en Ø af en grusom Konge, til hvem han er kommen fra et fremmed Land og hvis Vrede han har vakt.

Dædalus, den ypperlige Kunstner, holdes med Magt tilbage paa Øen Kreta, hvorhen han er kommen fra et fremmed Land, af Kong Minos. Denne er i den ældste græske Digtning en retfærdig Konge, men skildres fra Alexandrinerne af som grusom og uretfærdig. Servius kalder ham crudelis og taler om Minois saevitia. Deri, at det germanske Sagn her stemmer overens ikke med det ældste græske, men med det senere græsk-romerske Sagn, har vi efter min Mening et Bevis blandt mange for, at Forbindelsen ikke grunder sig paa Urslægtskab, men paa senere Overförelse. Velent kommer efter Didriks Saga som Dædalus over Havet til den fremmede Konge, som först modtager ham venlig og i hvis Tjeneste han træder. Naar Didriks Saga fortæller, at Velent fælder et Træ, udhuler Stokken og i denne seiler over Havet, saa kan dermed sammenlignes den græske Fortælling, at Dædalus först skal have opfundet Öks, Sag og Seilfartöier.

En stærkt fremtrædende Lighed mellem Volund-Sagnet og Dædalus-Sagnet er fölgende: Begge arbeide sig Vinger for at komme bort fra den Konge, som holder dem tilbage, og begge flyve bort paa de Vinger, de har arbeidet sig.

Ligeoverfor denne Lighed er det vilkaarligt at henföre Volunds Flyvekunst tværtimod Sagnets egen Fremstilling

til hans Egenskab som formentlig Luftdæmon. Derved bliver Motivet med Overskjærningen af Haserne meningslöst. Kongens Navn oldn. Níðuðr, ags. Niðhâd, gammeltysk Nidung betegner ham som ondskabsfuld, ligesom Minos i det senere Sagn var grusom.

At Níđuðr har sin Oprindelse fra Minos, kan mulig forklare os, at han kaldes Niara dróttinn. Hos Servius til Vergils Aneide VI, 566 heder det: Rhadamanthus Minos Aeacus filii Iovis et Europae fuerunt: qui postea facti sunt apud inferos iudices. Denne Notis er gaaet over i Mythograph. Vatican. II, 76, hvor det heder: qui facti sunt apud inferiores iudices.

Jeg har för godtgjort, at baade Servius's mythologiske Notiser og de vaticanske Mythographer i den tidlige Middelalder var velkjendte i Britannien og at Træk i norröne Myther stamme fra dem.

En ordret angelsaksisk Oversættelse af inferiores er neoðran eller neoderan. Til ags. neodran kan svare lydret oldn. Njárar af *Njaðrar, jfr. hvárir af *hvaðrir. Naar den norske Digter kalder Nidud Njára dróttinn, saa har han efter den her fremsatte Forklaring overfört dette Udtryk fra et angelsaksisk Digt, som kaldte Niohad for Hersker hos *Neoðran. Men det angelsaksiske Digt kunde ikke have bevaret noget Spor af, at det latinske Udtryk, hvoraf det angelsaksiske var en Gjengivelse, havde betegnet den grusomme Konge, som den, der siden blev Dommer i Underverdenen 1).

Str. 10 kaldes Volund for álfa ljóði, ligesom i Str. 13 og 32 for vísi álfa. Derfor maa ljóði betyde "Herre, Fyrste". Ordet forekommer ellers ikke i Oldnorsk. Det er overfört

1) Jeg har ogsaa tænkt paa Muligheden af, at det rette Udtryk i Vkv. skulde være Njorva dróttinn, og at Njorvar skulde være en poetisk Betegnelse for de Folk, som binde, lamme og fængsle Volund; jfr. ags. nearu angustus, angustiae, og oldn. Njorvasund, egentlig det trange Sund.

fra angelsaks. léod "Fyrste". Afvigelsen i Form fra det ags. Ord er foranlediget derved, at Nordmanden fölte Trang til at præge Ordet som forskjelligt i Form fra ljóðr "Folk" og som Afledning af dette.

Da Volundr vaagner efter at være bunden, spörger han i Str. 12: "Hvilke er de Mænd, som lagde Baand paa mig?"

Hverir 'ró jofrar

peir er á logđu
besti "byr" síma
ok mik bundu?

Denne Haandskriftets Text er meningslös. Det skal vistnok hede:

þeir er á logđu
besti ýr síma

"Baand af Bast". Formen besti for bast, Dat. basti, forekommer ellers aldrig i Oldnorsk. Jeg formoder, at denne Form ligefrem er overfört fra den ags. Dativform bæste i et engelsk Digt om Weland. Paa samme Maade er Udtrykket á stræti i Hamðismál 12 efter Zimmer overfört fra det ags. on strate, hvor strate er Dativ af Hunkjönsordet stråt 1).

Den onde Dronning giver i Str. 17 det Raad at overskjære Vølunds Sener:

snídid ér hann

sina magni.

Den anden af disse Linjer synes i sin norske Form metrisk urigtig, da sina i Norsk har förste Stavelse kort. Derimod vil den angelsaksiske Form seonwa her passe til Metret. Derfor synes det norske Digt ogsaa her at forudsætte et engelsk Forbillede.

1) Finnur Jónsson læser i Vkv. bestesima, men derved forklares ikke byr i Haandskriftet. Der viser sig paa flere Steder af Vkv. en Virksomhed af en senere Skald, som bestaar deri, at han i den förste af de to ved Allitteration forbundne Linjer har indsat to Rimstave for én, hvilket har skadet Meningen. Saaledes 2, 3 fogr mær fira for fogr mær I'ra. 9, 3 hár (for ár) brann hrísi. 34, 7 ok undir fen fjoturs (for sjotuls).

I Str. 18 L. 7-8 siger Volund om det Sværd, som han har smedet til sig selv men som Nidud har berövet ham:

sá er mér "fra" mækir

æ fjarri borinn.

Alle Udgivere 1) har forstaaet frā som frann, d. e. fránn "blank". Men dette Ord skrives i sidste Strophe af Voluspá fran. Derimod staar i Brot af Sigurdarkviđa 12, 1 Frā Fram; i Prosaen foran Gríp. fra vis. Man skal derfor i Vkv. 18 læse:

=

sá er mér fram mækir
æ fjarri borinn.

fram er her sandsynlig bevaret fra Digtets engelske Forbillede i Betydningen frá, uagtet fram brugt som frá ikke forekommer i Oldislandsk 2). Det betonede og allittererende fram styrer her det foranstaaende mér. Jfr. ags. he hine feor forwræec mancynne fram Beowulf 110, hvor feor er brugt i Forbindelse med fram, ligesom i Vkv. fjarri med mér fram. Ogsaa ellers findes Forbindelsen feor fram i Ags., hvor det betonede fram ligeledes kan bære Allitterationen.

Da Sværdet i det foregaaende er karakteriseret af Volund, er Betegnelsen af det samme Sværd som sá mækir "det Sværd" kraftigere end med en ny Bibestemmelse sá fránn mækir 3).

Ordet kista "Kiste", som er brugt i Str. 21, 31, men ogsaa ellers i Norsk, er et fremmed Ord, som stammer fra det latinske cista. Det behöver dog ikke at være kommet til Norsk fra Engelsk (ags. ciest).

1) Endog Udgiverne af den phototypiske og diplomatiske Gjengivelse af Haandskriftet; jfr S. XLVII.

2) Derimod i Svensk, se Kock Arkiv VI 31-34 og Noreen Altschwedische Grammatik S. 189 § 248, 3, Anm. 2.

3) Da fram ikke almindelig i norsk Sprog brugtes som i Vkv. 18 og da fránn "blank" var et passende Epithet til et Sværd, har sá er mér fram mækir Vkv. 18 mulig fremkaldt Udtrykket pann inn frána mæki i Fáfn. 1.