I Str. 24 siges, at Volundr, da han har myrdet Niduds unge Sönner: und "fen fiotvrs" Udtrykket gjentages i Str. 34, hvor Volundr fortæller, hvad han har gjort. Dette Udtryk er hidtil ikke med nogen Rimelighed forklaret. Volunds Sener blev overskaarne, men han var ikke bunden i Smidjen. Derfor passer ikke fjeturs "Fodlænkens" her. Paa det engelske Skrin ser man et hovedlöst Lig ligge lige ved Welands Födder. Jeg tror, at det oprindelige Udtryk er: und fen sjotuls Han lagde Födderne af Niduds Sönner dybt i Mudderet ved det Sted, hvor han sad. sjotuls Gen. af angelsaks. setl, seotl, setol "Sæde". Da Ordet ikke i denne Betydning brugtes i Oldnorsk, blev sjotuls (enten gjennem Digtets mundtlige Forplantning eller gjennem Skrift) forvansket til fjeturs. jarknasteina acc. pl. 25, 35 et slags straalende Stene. Ordet jarknasteinn, som ogsaa forekommer Guðr. I, 18 og Guðr. III, 9, er laant fra ags. eorcnanstân eller earcnanstân (Christ. 1196). Str. 28 siger Volund: "Nú hefi ek hefnt allra nema einna Sidste Ord kan i Haandskriftet mulig ogsaa være giariva, rettet til gianra, eller giarnra med sammenslynget rn. De to Ord indeholder som förste Led ivio "Ondskab", der ellers ikke forekommer i Oldnorsk og er laant fra angelsaks. inwid, inwit. Her synes íviðgjarnra ment af Skriveren; jfr. osaks. inwiddies gern. F. Jónsson bemærker med rette, at iviðgjarnra ikke passer som Epitheton til harma. Han indsætter derfor iviðgjornum, Sijmons íviðgjarnri. Et af disse Udtryk er mulig det oprindelige. Dog synes det mig muligt, at iviðgjarnra kan være en feilagtig Overförelse til Norsk af et angelsaks. Digts inwidgyrna af gyrn Sorg; jfr. ags. inwitsorh. Overförelsen kunde være foranlediget derved, at gyrn ikke fandtes i Norsk, og ved ags. gyrne = georne, gyrnes = geornes og andre lignende Sideformer. Str. 29, der udtales af Volund umiddelbart, förend han efter fuldbragt Hævn leende flyver bort, begynder saaledes: Vel ek, kvad Volundr. vel findes i Oldnorsk ellers ikke brugt saaledes. Her er vel af det angelsaksiske jublende Udraab wel, som i Forbindelsen wel lâ "eia!" (lat. euge) og i wel him pas geweorces. Dette Udraab passer her meget godt til det fölgende hlæjandi. Kongen siger, da Volund har aabenbaret ham alt, i Str. 37: "Ikke kunde du sige noget, som kunde volde mig större Kummer eller for hvilket jeg skulde ville.... dig værre, Volund!" né ek pik vilja, Volundr, Her giver nita ingen Mening. Jeg formoder, at et engelsk Digt om Weland har havt nætan eller genâtan, d. e. trykke, undertrykke, plage, og at den norske Digter har beholdt dette. i Formen neita. Men da det ægte norske Ord neita "negte" har Sideformen nita, saa er neita her siden blevet forandret til nita 1). 1) Dette neita, som jeg har antaget i Vkv., er forskjelligt fra oldn. hneita i Fms. IV, 58: kallađi O'láfr sverđit hneiti; því at honum þótti þat hneita onnur sverð fyrir hvassleika sakir, hvor Fritzner oversætter "stöde, tilsidesætte". Fremdeles fra nynorsk Dial. neita knække, stöde, fornærme, Aasevall (Aasen); især tirre ved spydig Forekasten; stikke, prikke, Vester Agder, Raabyggelaget, Bamle (Ross). I det foregaaende tror jeg at have godtgjort, at Volundarkviða er en Omdigtning af et engelsk Digt om Weland 1) og at denne Omdigtning er forfattet af en Nordmand fra Haalogaland, der ligesom Ohthere, som var i Kong Alfreds Tjeneste, har færdets i England. IV. For nærmere at kunne bestemme den Tid, paa hvilken, og de Forhold, under hvilke Volundarkviða er bleven digtet, undersöger jeg Svanemöernes Slægt. De fremstilles af den norske Digter som hjemmehörende i fremmede Lande. I förste Strophe af Digtet fortælles, at Möer kom flyvende söndenfra og at de sydlandske Kvinder satte sig til Hvile ved Brædden af en Indsö. Derpaa har fulgt en Strophe, som har gjort Rede for deres Slægt. Hladguðr og Hervor var Dötre af Hlýðvér, Qlrún var Kiars Datter 2). Ved dette Navn Hlodvér gjengives i gamle islandske Skrifter det frankiske Navn Hlodoweo, Chlodewich eller Ludwig. Müllenhoff 3) har derfor allerede opfattet disse to Svanemöer som frankiske Kongedötre. Den tredje Svanemö, Egils Hustru, siges at være Kiars dóttir Vkv. 15, i den prosaiske Indledning Kiars dóttir af 1) Forlængst har N. F. S. Grundtvig i "Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog" (1832) S. 176 sagt, at "Völunds-Kviden... aabenbar er oversat af Angelsaksisk". 2) Efter Str. 1 indsætter jeg Strophe 15 og læser som en Strophe: (2a) Hlaðguðr ok Hervor borin var Hlađvé, [en] kunn Olrún Ein nam peira Sijmons indsætter Str. 15 mellem Str. 2 og 3. 3) Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXIII, 167 f. Vallandi. Denne Sagnkonge nævnes ogsaa Atlakviđa 7, hvor Gunnar siger, at han eier Hjælm og Skjold fra Kiars Hall (ór holl Kiars). I et Vers i Hervarar saga ') siges han engang at have hersket over Valerne: Ár kváðu ráđa... Volum Kiar. Hvem er Kiarr? Da Kiar siges i gamle Dage at have hersket over Valerne og da Câser (d. e. Caeser, den romerske Keiser) i det angelsaksiske Digt Wîdsîd 2) siges at have hersket over Valernes Rige, saa har nogle 3) ment, at Kiarr skulde være det samme Navn som Caesar. Men Navnet Caesar maatte Nordboerne i saa tidlig Tid have optaget enten fra Goternes Kaisar eller fra Angelsaksernes Câser; og jeg vilde ikke kunne forklare, hvorledes den ene eller den anden af disse Navneformer kunde blive til oldnorsk Kiarr 4). Jeg vender mig derfor til en anden Formodning. Müllenhoff har sammenstillet Navnet Kiarr med irske Mandsnavne "Cearmad, Ciarmac, Cearbhall, Ciaran, Ciarvaidhe o. s. v." og opfattet Kiarr som Hersker i Bretagne eller, mindre sandsynlig, paa de britiske Øer 5). Men Müllenhoff har ikke kunnet paavise, hvorledes en bretonsk Konge kunde bære et Navn, som kun kan paavises i Irsk. Desuden tager han Feil, naar han mener, at det irske Navn 1) Bugges Udgave, S. 265, 266. [I en Strofe af Eyjólfr dáðaskáld i "Bandadrápa" kaldes Haakon Jarls Maag Tidende-Skopte mens Kiarr (”Halsringens Kiar"). A. B.] 2) Widsid ed. Grein V. 76 ff. mid Câsere, se pe wînburga geweald âkte Wala rîces. 3) Holtzmann (Altdeutsche Gramm. I, 99) og Heinzel Über die Hervararsaga S. 506 (92). Den samme Formodning havde jeg selv uafhængig fattet. 4) Forholdet mellem Formerne ísarn, iarn og járn i Oldnorsk kan ikke hjælpe til en Forklaring. 5) Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXIII 168. Ciaran indeholder det samme Navneled som Cerball. Jeg tror dog, at Müllenhoff her tildels har seet den rette Vei, uagtet han selv ikke har kunnet finde helt frem ad den. Den Konge, som i Digtningen er bleven til Kiarr af Valland, maa have været en virkelig historisk Konge, som Nordmændene ofte havde hört omtale. Han nævnes sammen med Hlodvér, der, som allerede sagt, er en frankisk Hersker Ludwig. Og i Hervarar saga nævnes Kiarr, Valernes Konge, umiddelbart foran Alfrekr eller efter andre Afskrifter Alrekr enn frækni, Englændernes Konge. I denne sidste har allerede Müllenhoff 1) gjenkjendt Alfred den store 2). Dette at Kiarr nævnes sammen med Frankernes Ludvig og Englændernes Alfred den store, viser os sandsynlig, hvem Kiarr er. 1 Landnámabók 3) nævnes blandt fremmede Herskere, der regjerede, dengang Island blev bebygget: Keiser Hlaðvér Hlaðvésson, d. e. Ludwig den anden (död 875); fremdeles Elfráðr enn ríki i England (871-901) og Kjarvalr i Irland. Denne sidste er Cerball (hvilket Navn senere skrives Cearbhall), Konge i Ossory i det sydlige Irland. Han begynder i 847 Kampen mod Normannerne i Dublin og fælder en Mængde af dem. Efter at Nordmanden Ólafr hvíti i 853 er bleven Konge i Dublin, forener Cerball sig med de Danske og vinder sammen med dem en stor Seir i Tipperary over Nordmændene. S. 858 og 859 kjæmper han sammen med Ívar, Ólaf hvítis Broder. Omkring 860 kjæmper han mod Normannerne, som anföres af Rodolf eller Rolf, Konge 1) Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXIII, 168. 2) I Flateyjarbók I 25 (= Fornald. s. II 2) nævnes Alrekr hinn frækni, en Sön af Eirekr hinn málspaki og Fader til Vikarr. Ved Indflydelse af Navnet paa denne nordiske Sagnkonge er det engelske Navn Ælfred blevet forandret til Alfrekr eller Alrekr. Paa lignende Maade har Saxo Grammaticus sammenblandet Navnene Gautrekr og Gođrøðr, naar han skriver: "Gotricus qui et Godefridus est appellatus" (p. 435). |