Den fredlöse Bueskytte William af Cloudesly var gift, og hans Hustru Alice boede i Byen Carlisle i Cumberland. Engang besögte han hende der, men en gammel Kvinde, som han af Barmhjærtighed havde optaget i sit Hus, forraadte hans Komme til Stadens Dommer. Huset blev derefter omringet paa alle Sider. William griber sin Bue og hans Hustru en Stridsöks. Han værger sig först med at udskyde Pile.

Cloudesle bent a wel good bowe,

That was of trusty tre,

He smot the justise on the brest;
That hys arrowe bredt in thre.

Men Huset blivet antændt, og William skyder alle sine Pile bort.

William shott soe wonderous well

Till his arrowes were all agoe.

Derpaa styrter han, da hans Hustru og Börn er frelste, ud af Huset, men bliver overmandet.

Jeg har i det foregaaende nævnt, at Sagnet om, at en Bueskytte skyder et Æble af sin Söns Hoved, er blevet henfört baade til Velents Broder Egil og til William af Cloudesly. Vi har fremdeles i det foregaaende seet, at den paa Skrinet fremstillede Bueskytte Ægili er Welands Broder. Jeg mener derfor, at den paa Skrinet fremstillede Handling viser, at man om Welands Broder Ægili ogsaa foruden det, at Æblet skydes af Sönnens Hoved, har fortalt et andet Sagn, som senere er blevet fortalt om William af Cloudesly. Jeg forklarer altsaa Fremstillingen paa Skrinet paa fölgende Maade. En fiendtlig Konges (sandsynlig Nidhads) Krigsmænd rykke væbnede frem mod det Hus, hvori Welands Broder Ægili er med sin Hustru. Det er Angribernes Hensigt at tage Ægili til Fange. Men han stiller sig, da han har seet Fienderne komme, frem med spændt Bue for at værge sig med Pileskud. I Huset bag

ham sidder hans trofaste Hustru. Vi se, hvorledes han, ligesom William i Balladen, rammer en af sine Angribere med en Pil i Brystet.

Fremstillingen paa denne Side af Skrinet har endnu tre menneskelige Figurer, som jeg hidtil ikke har omtalt

nærmere.

I midten er överst oppe fremstillet en nögen Mand i horizontal Stilling med Ansigtet vendt nedad og med et Skjold foran sig; han synes frit at svæve i Luften. Han kan ikke betegne nogen anden Person end den flyvende Weland, saaledes som allerede Hofmann har antaget.

Naar den flyvende Weland er afbildet foran Ægili, som staar med spændt Bue, saa maa Kunstneren have kjendt det Sagntræk, som fortælles i Didriks Saga, at Egil (Ægili) fik Befaling til at skyde mod Valent (Weland), da denne flöi. Men dette Sagntræks Forhold til Ægili er blevet lidt uheldig gjengivet paa Skrinet, fordi Kunstneren, for at faa anbragt saa mange af Sagnets Begivenheder som muligt, her ligesom paa Fremsiden har afbildet ved Siden af hinanden. paa samme Flade Begivenheder, som ikke foregik samtidig.

I Midten nederst nede paa Topsiden, lige under den i Luften svævende Mand se vi en nögen Mand ligge paa Ryggen med Skjold foran sig. Nogen sikker Forklaring af denne Person kan jeg ikke give. Men da han er nögen ligesom den oppe i Luften svævende Mand, og da han i det hele er fremstillet som svarende til denne, men saaledes at han ligger paa Ryggen nede paa Jorden, saa kan man ikke benegte Muligheden af, at Kunstneren her har villet fremstille, hvad der i Didriks saga fortælles, at Egil styrtede til Jorden, da han sögte at flyve.

Endelig se vi til venstre for den paa Ryggen liggende Person et paaklædt, men ikke bevæbnet Menneske, som böier sit Hoved fremover og nedover. Han holder sin ene Haand op foran Panden. Vistnok kun paa Grund af Rummets

Knaphed er han kommen lige ind paa den liggende Person, saa at det överste af hans Haand er under dennes Skjold, medens hans ene Haand berörer den liggende Mands ene Fod og den Haand, som han holder foran Panden, er tæt ved den liggende Mands ene Knæ. Ved denne fremoverböiede Person er der to Besynderligheder, som fortjene Opmærksomhed. Haaret er ved ham af Kunstneren behandlet ganske anderledes end ved alle andre Personer paa Skrinets forskjellige Sider. Haaret stritter nemlig ret op. Og over denne fremoverböiede Person er anbragt frit i Luften en Pil, som besynderlig nok vender Spidsen opad. Begge disse Besynderligheder maa have sin bestemte Grund. Ligeved Pilens Odd er afbildet tre smaa runde Gjenstande. To lignende Gjenstande ser man over den Mand, som ligger paa Ryggen, og 5 lignende omkring Ægili.

Den Kunst, som her har virket, er saa naiv og ubehjælpelig, at man let kan faa forskjellige Ting udaf denne dens Fremstilling. Jeg vil derfor intet bestemt paastaa om, hvad Kunstneren her har villet fremstille, og jeg vil ikke have det, som jeg nævner, betragtet som andet end en Mulighed.

Jeg formoder, at den fremoverböiede Person skal betegne Ægilis Sön, af hvis Hoved han skulde skyde et Æble, saaledes som Egil ifölge Didriks Saga og William af Cloudesly ifölge Balladen.

Ved den opadvente Pil over ham har da Kunstneren naivt og uheldig villet antyde, at Pilen ikke rammede ham. De runde Gjenstande ved Pilens Odd skall da betegne Æbler. Kunstneren har moret sig med at tegne mange saadanne som et Ornament. Det opadstrittende Haar, mod hvilket Personen griber med sin Haand, skal mulig antyde den Rædsel, som griber Drengen, efter at Skuddet allerede lykkelig har skudt Æblet fra hans Hoved. Han griber til sit Hoved for at overbevise sig om, at Æblet nu virkelig er borte.

Endnu skal jeg fremhæve en Enkelthed i Billedet. Nede foran Ægili er anbragt en Pil, som han endnu ikke kan have skudt ud. Dette förer Tanken hen paa det Sagntræk, som meddeles i de islandske Haandskrifter (AB) af Didriks saga, at Egil, da han skal skyde Æblet af sin Söns Hoved, sætter en anden Pil nede ved Siden af sig. (I den norske Skindbog fortælles det derimod at han tager to Pile foruden den, med hvilken han skyder Æblet af Sönnens Hoved.)

De Forklaringer af Billederne paa det engelske Skrin, som i det foregaaende er givne, er ikke alle sikre. Men det fölgende holder jeg for sikkert. Den engelske Kunstner, som ikke senere end i 8de Aarhundred udförte disse Billeder, kjendte de med Didriks saga overensstemmende Sagntræk, at Ægili bragte sin Broder Weland de Fjære, hvoraf denne gjorde sig Vinger, og at Egili fik af Kong Nidhad Befaling til at skyde mod den flyvende Weland. Kunstneren kjendte ogsaa andre Sagn om Ægilis Dygtighed som Bueskytte, særlig et Sagn om, at han ligesom William af Cloudesly værgede sig med Pileskud mod sine fremstormende Fiender, som angreb ham i det Hus, hvor hans Hustru var.

Efter dette kan Didriks-Sagaens Fortællinger om Egils Dygtighed som Bueskytte ikke, som Klockhoff mener, være laant fra den norske Fortælling om Heming. Da vi ved, at Egil allerede i 10de Aarhundred i Norge var kjendt som Bueskytte og Skilöber, maa Heming-Sagnet omvendt have. laant fra Egil-Sagnet, som fra England var bragt til Norge. I Frankrige fortaltes i Middelalderen om en ypperlig Vaabensmed Galand (Galans), som skulde have smedet flere berömte Sværd 1). Dette Navn paa Smeden er kommet til

1) Stederne findes hos Depping et Michel, Véland le forgeron; Altdeutsche Blätter I, 34-47; W. Grimm Heldensage Nr. 28, 29, 30; Jiriczek Deutsche Heldensage I 23.

Franskmændene fra Normannerne. Dette godtgjöres ved Vokalen a i förste Stavelse og navnlig, saaledes som Jiriczek med rette bemærker, derved, at det ældste franske Vidnesbyrd, som er fra förste Halvdel af 11:te Arhundred og som fortæller om Kampene med Normannerne i anden Halvdel af 10de Aarhundred, har Navneformen Walander med den nordiske Nominativendelse. I en fransk Fortælling nævnes Galans som den ene af tre Brödre, der alle var ypperlige Smede. Men den ene Broders Navn Ainsiax synes fra Tyskerne at være kommet til Franskmændene. Den Omstændighed, at Navnet Walander er kommet fra Normannerne til Franskmændene, stemmer vel overens med den Mening, at Digtningen om Volundr eller Walander er opstaaet efter engelsk Forbillede blandt Nordboerne i England, men gjör det sandsynligt, at denne Digtning ogsaa var udbredt blandt de Danske i England. Walander er snarere en dansk end en norsk Form.

VI.

I den prosaiske Indledning til Volundarkviða siges Níđudr at være Konge i Sverige (Svíþjóð). Dette holder jeg for en senere Stedfæstelse, som skyldes Nordmænd i Haalogaland. Denne Stedfæstelse forudsætter, at Volunds Hjem tænkes i Finmarken. Derhen kunde Níđudr ikke i Virkeligheden, saaledes som i Digtet, paa nogle Nætter komme fra Egnene ved Rinen. Derfor fandt Nordmændene det nödvendigt at lægge Niduds Hjem nærmere ved Finmarken. I Syd grænsede i 9de Aarhundred til Finmarken Landskaberne Jæmtland og Ångermanland, hvilket sidste dengang regnedes til Helsingjaland 1). Op paa Fjældet kom vestenfra Nordmænd og östenfra Kylfingar, d. e. efter Gustav Storm Svensker, holdt Kjöbstævner med Finnerne og krævede Skat af 1) Se Egils saga Kap. 14 og G. Storm i Akademiske Afhandlinger til S. Bugge S. 73 ff.