Imágenes de páginas
PDF
EPUB

har været meget ringe. Dette har været Anledningen til at de nye Magthavere fik Navnet Goder, hvilket Navn de beholdt, selv om de aldrig byggede noget Tempel eller udøvede nogensomhelst præstelig Virksomhed, hvilket mange af dem faktisk aldrig gjorde, ligesom flere af dem heller ikke udøvede nogen Thingvirksomhed. Præste- og Thingvirksomhed var saaledes ikke Kilden til den politiske Magt, men Ulfljotslovens Hensigt var, at disse Funktioner skulde udgøre en Del af Godernes Virksomhed. Men denne Hensigt blev i Virkeligheden aldrig naaet, idet mange Goder undlod at beskæftige sig med Religions- og Thingvæsen.

§ 3 handler om Godernes Forhold til de gamle norske Adelsfamiljer (og den germanske Ur-Adel); det viser sig nemlig, at netop fra disse stammer det overvejende Antal af de islandske Godefamiljer, og heri bör altsaa den virkelige Kilde til deres politiske Magt søges.

I § 4 undersøges Forholdet imellem Goderne og deres Thingmænd, og denne Undersøgelse giver det Resultat, at dette Forhold har været af omtrent samme Beskaffenhed som i fordums Dage Forholdet imellem de germanske Principes og deres Krigerfølge. Godernes Magt beroede udelukkende paa deres Thingmænd ligesom de germanske Høvdingers paa deres Krigerfølge. "En Magthaver uden Følge var faktisk en Umulighed, thi nogen anden Mulighed til at sikre sig en varig Indflydelse gaves der ikke”.

I § 5 drøfter Forf. Godedömmets Særkende og Natur. Det vigtigste Særkende er, at Goden har Thingmænd, der samler sig om ham; og netop dette er den egentlige Basis, hvorpaa Godeinstitutionens Regeringsmagt hviler. Og denne Magt er i den Grad uindskrænket, at alle maa i Principet rette sig efter Godens Bud og Befalinger. "Goderne havde som Indehavere af Regeringsmagten hverken over eller under sig nogen höjere Instants". Dette Forhold fremtræder ikke saa skarpt i Lovene, men Sagaerne giver her bedre Oplysninger om Sædvaneretten, saaledes som denne praktiseredes i det daglige Liv. Og denne Sædvaneret, saaledes som den fremtræder i Sagaerne, viser langt större Slægtskab med den gamle fællesgermaniske Ret end de lærde Juristers Retsregler, som findes opbevarede i Lovbøgerne.

I§ 6 viser Forf., at Godernes Magt i ingen Henseende staar i Forbindelse med Besiddelse af Grundejendomme eller Lensherrevæsen, som i saa höj Grad gjorde sig gældende i de fleste germanske Lande. Godernes Herskerstilling skyldtes udelukkende den Magt, som deres Thingmænds Støtte forlenede dem med, idet de ved disses Hjælp kunde tvinge alle andre, som kunde betragtes som deres Undersaatter, til at rette sig efter deres Bud og Befalinger. "Det dobbelte Forhold, hvori man paa Island kunde staa til en Magthaver, som Thingmand og som Ündersaat, er heller ikke ukendt i andre germanske Lande. I Norge staar paa samme Maade de almindelige Undersaatter og de Mænd, der er

traadt i et særligt Troskabsforhold til Kongen (handgengnir menn), ligeoverfor hverandre. Og ligesom paa Island er det ogsaa i Norge disse sidste, der danner Grundlaget for Kongens Magt, og ved hvis Hjælp denne hersker over de egentlige Undersaatter. Og heller ikke her er Undersaatsforholdet nogen Forudsætning for Indgaaelsen af det særlige Troskabsforhold; thi ogsaa Islændere bliver Kongens haandgangne Mænd og bliver endda foretrukne. Naar man nu hertil føjer, at disse haandgangne Mænd tillige udgør Kongens Krigerfølge, saa bliver det herved i endnu höjere Grad bekræftet, at Thingmandsforhold og Krigerfølge er identiske".

I § 7 skildrer Forf. Godedömmernes Væsen, hvorledes de forenes og udstykkes, i § 8, hvorledes de kunde gaa til Grunde, oprettes, sælges og afstaas, og i § 9, hvorledes de gik i Arv.

I

10 gives der endelig et historisk Overblik over Godemagtens Udvikling, hvor det blandt andet fremhæves, at det ikke er før end i det 12. Aarhundrede, at "Goder" og politiske Magthavere eller verdslige Høvdinge falder fuldstændig sammen eller betegner det samme i Sagaerne.

Afhandlingen bærer Vidnesbyrd baade om solide Kundskaber og et grundigt Studium af den gammelislandske Litteratur og om en betydelig Skarpsindighed. Den indeholder ogsaa mange nye lagttagelser angaaende forskellige Forhold, som kan faa Betydning for fremtidige Undersøgelser af de paagældende Spörgsmaal. Thi saadanne Undersøgelser har Afhandlingen, trods sine ubestridelige Fortjenester, ingenlunde overflødiggjort. Dens Resultater maa nemlig i flere Henseender betragtes som tvivlsomme, medens den paa den anden Side har rokket saa stærkt ved de ældre Forklaringer og Opfattelser, at man bliver klar over, at disse ikke kan betragtes som fyldestgørende og at fortsatte Undersøgelser derfor tiltrænges. Og netop heri ligger Afhandlingens Hovedfortjeneste.

Hovedindvendningen imod Afhandlingen maa blive den, at Forf. jævnlig synes temmelig dristig i sine Slutninger. Det maa saaledes i höj Grad betvivles, om alle de Mænd, som han vil göre til "Goder", virkelig har været det. At en Mand i en Saga kaldes for "Hövding" kan paa ingen Maade gælde som fuldgyldigt Bevis for at vedkommende har været Gode. Men netop denne Paastand spiller en stor Rolle for Forfs hele Bevisførelse, og dens Anerkendelse eller Forkastelse kan i höj Grad influere paa Hovedresultatet.

Som et andet Eksempel paa Forf:s Dristighed kan nævnes, at han ikke tager Hensyn til, om hans Skildring af Godeinstitutionen kommer til at staa i Modstrid med Fristatens Love, saaledes som disse findes bevarede i Graagaasen. At Manglen af en Centraladministration til Haandhævelse af Loven kan have medført flere eller færre Uregelmæssigheder, er, som Forf. fremhæver,

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVI, NY FÖLJD XXII.

6

höjst rimeligt. Men at disse Uregelmæssigheder skulde blive saa store, som Forf. antager, kan dog næppe antages. Dersom Forf. skulde have Ret i at Godernes Antal var langt större end det i Loven foreskrevne, idet de enkelte Hövdingers Magtsyge medførte, at de efter eget Tykke oprettede nye Godedömmer, saa skulde man dog tro, at dette maatte forsaavidt de nye Goder opnaaede en virkelig Anerkendelse have medført en Forandring af Loven i Overensstemmelse med de virkelige Forhold, i Lighed med hvad der skete i Aaret 965, da de nordlandske Goders Antal blev forøget fra 9 til 12. En saadan Forandring af Loven vilde have været uundgaaelig, eftersom Antallet af de med politisk Magt udstyrede Goder netop dannede en Basis for Fristatens vigtigste Institutioner, den Lovgivende Forsamling, Lovretten, og Domstolene. En vilkaarlig Forandring i de politiske Goders Antal maatte derfor have bragt hele Statsmaskineriet i Uorden. Der blev ganske vist ved Femterrettens Stiftelse oprettet 12 nye Godestillinger. Men dette skete ikke vilkaarligt, men i et bestemt Øjemed og ved en Lov, der samtidig oprettede en ny Statsinstitution. Desuden blev disse nye Goder ikke ligestillede med de ældre Goder, ikke udstyrede med den samme politiske Magt som disse.

[ocr errors]

Det kan imidlertid ikke nægtes, at Forf:s Beviser for at der i Følge Sagaernes Vidnesbyrd virkelig fandtes flere Goder end det i Loven fastsatte Antal, ved förste Øjekast virker i høj Grad overbevisende selv bortset fra de Personer, som i Sagaerne kun betegnes som "Høvdinge", men som Forf. opfatter som Goder. Men dette kan ligge i den dobbelte Betydning af Ordet "Gode". Dette Ord kan i Sagaerne baade betegne en blot og bar Tempelforstander eller hedensk Præst (hofgodi, blótgođi) og en med politisk Magt udstyret Tempelforstander, en Herredsforstander, som vistnok oprindelig har haft Navnet forráðsgodi, fordi der med denne Stilling var forbundet mannaforráð. Selve Navnet "forráðsgođi” forekommer ganske vist ikke, men at dette har eksisteret synes at kunne udledes af Navnet forráðsgođorđ, som forekommer i et Stykke i Hænsa-Þóris Saga, som af flere Forskere menes at stamme fra Are Frode. "Forrádsgodord" betegner netop det politiske eller verdslige Godedömme i Modsætning til Tempelforstanderskabet. Man har derfor vistnok i den hedenske Tid skelnet imellem to Slags Goder: forráðsgoðar og hofgodar eller blótgođar, hvis Antal var langt större end de førstnævntes. Men da der efter Kristendommens Indførelse kun fandtes én Slags Goder (nemlig den førstnævnte Klasse), bortfaldt denne Distinktion og de politiske Magthavere kaldtes nu kun gođar. Da kun denne sidste Betegnelse var i Brug den Gang Sagaerne blev nedskrevne, er det ikke saa underligt, at Sagaskriverne anvendte den, hvad enten der var Tale om politiske Goder eller Goder, som blot var Offerpræster eller Tempelforstandere. Og hvis man derfor giver sig til at sammenregne alle de Personer, der af Sagaskriverne betegnes som "Goder"

levende paa samme Tid, kan man let komme til det Resultat, at Godernes Antal var langt större end det i Loven fastsatte. Men dette behøver ikke at være noget Bevis for at Loven i denne Henseende ikke var i Overensstemmelse med de virkelige Forhold, idet der i Loven kun sigtes til en bestemt Klasse Goder, medens Betegnelsen "Gode" i Sagaerne kan anvendes om alle Goder.

Men selv om Dr. Bodens Afhandling saaledes har sine Svagheder og man ikke uden videre kan godkende alle dens Resultater, saa er den dog et saa dygtigt Bidrag til Godeinstitutionens Historie og Udvikling, at den ikke vil kunne forbigaas af nogen fremtidig Forsker paa dette Omraade.

Valtýr Guðmundsson.

G. Schütte: Oldsagn om Godtjod. Bidrag til etnisk kildeforsknings metode med særligt henblik på folke-stamsagn. København 1907 [Disputats].

Forf:s hensigt med denne bog er, som han selv udtrykker det, "at samle og tilrettelægge en del af det kildegrundlag, på hvilket der i fremtiden vil kunne opbygges en skildring af, hvordan vor folkegruppe fra den ældste tid har opfattet sig selv og sine naboer. Det er med andre ord en kildestudie til vor etnologiske folkeliteraturs historie", og undersøgelsen betegnes som en "foreløbig orientering". Her må der særlig lægges vægt på udtrykket "etnologisk folkelitteratur", der forklares som "den etniske overlevering inden optegnelsen" (s. 15). Det er stamsagn, ætteremser, folkeremser (folkeslags opregning), kampskildringer og denslags, som göres til genstand for undersøgelse et stof, som hidtil har "været luft for litteraturhistorikere"; remsen betegnes som "et mörkt fastland" (s. 116). Det må straks siges at det er forf:s store fortjeneste at have taget dette "interesseløse hverdagsstof" op til grundig behandling og påvist dets betydning, samt de bestemte regler og former, hvori det findes og som det følger. Der kan ikke være tale om her at give en oversigt over hele det vidtløftige stof, forf. behandler, eller hans behandling deraf. Han deler sit arbejde i følgende hovedafsnit: I, "Forgængeres opfatninger" (hvor særlig N. M. Petersens fortjenester fremhæves), II, "Vor etnologiske folkelitteraturs alder og ældste almenpræg", III, "Vor etnologiske folkelitteraturs overlevering" (overleveringens personer, sted, tid, motiver, samt æmnets personer osv.), IV, "Remser og rangforhold"; her behandles vigtige spörsmål om, hvilken plads i opremsningen de vigtigste personer indtager eller hvilken retning der fra den talendes standpunkt følges; det vises, at der i reglen

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVI, NY FÖLJD XXII.

sluttes med den vigtigste person, den aktive hovedperson "de egenlige handlingsbærere udmærkes ikke ved forvægt, men ved bagvægt" (med disse to ord betegnes pladsen i spidsen eller i slutningen af remsen eller hvad det nu er). For retningens vedkommende hævdes at den i reglen er enten "østenkås" eller "vestenkås", d. v. s. går fra øst mod vest el. omvendt. Hermed er angiven en vigtig sagnhistorisk af forf. funden og nærmere formuleret lov, som sikkert vil få videnskabelig betydning for behandlingen af det herhenhørende stof. V, "Folkestamsagn" (overleverere, tekstskue, fællesgennemgang, enkeltgennemgang, værdsættelse). Endelig følger et "Tillæg" om forskellige ikke medtagne tekstklasser m. m.

Forf:s udviklinger er i mange henseender interessante og dybtgående og hele undersøgelsen foretagen med en videnskabelig originalitet og energi. I hovedpunkterne må man give ham ret, men til gengæld er der overmåde meget i enkelthederne, der ikke kan bestå for kritik, som helt eller delvis er tvivlsomt eller ligefrem urigtigt. Kilderne har forf. ikke skarpt nok sondret imellem; meget unge sagabearbejdelser eller digte kan ikke have den betydning, som der tillægges dem (som når forf. medtager f. eks. Flatøbogens godlondum, der utvivlsomt er fejl for de ældre kilders pjódlondum); han benytter digte som Þórsdrápa og de deri forekommende egennavne som bevis for sine teorier, medens det dog er klart, at rækkefølgen af disse egennavne er ret tilfældig og delvis betinget af digtets indhold. Her kunde der anføres mange enkeltheder, der helt må udgå. Heller ikke har forf. altid taget det tilbörlige hensyn til de forskellige håndskrifters læsemåder (hvor det drejer sig om et og samme værk; således er f. eks. Ritta i fortalen til Sn. Edda ganske uhjemlet; W har Picta, R Pitta el. Ficta, medens T har Vitta, og dette er det rigtige, o: ags. Wecta; p og f er opstående ved fejllæsning af ags. v).

Forf:s opfattelse af de forskellige navne i Alvíssmál er ganske sikkert urigtig og tildels vilkårlig; et ord som sunna 'sol' er ligesåvel nordisk, eller om man vil urnordisk, som tysk osv.

Af stor interesse er hvad forf. udvikler m. h. t. "fortællerne", hvor det særlig gælder de gamle þulir og skjalde; han holder sig til den fra Müllenhoff stammende opfattelse af þulr-digtningen, der her bestemmes som "vor samlede folkegruppes urdigtning". Herimod er der næppe noget væsenligt at indvende, men når forf.

foruden at opfatte eddadigtene som pulr-digtning i det følgende giver nogle oplysende tekstprøver, er det vanskeligt altid at følge ham. Især er de fra Jordanes hæntede stykker egnede til at vække mistillid; de gengives af forf. som vers med bogstavrim, således som han mener at kunne skimte sådanne i den supponerede, versificerede gotiske kilde, som Jordanes har benyttet. Her er det jo tydeligt, at grundlaget ikke kan være ret meget andet end gyngende grund, som det er voveligt at bygge noget på; men man skal gærne indrömme at forf. har herunder vist stor

« AnteriorContinuar »