Da ek i første verslinje bærer stavelserimet, bör det rimeligvis stilles foran em.

Ordfølgen i første halvvers synes at være: Ek em trauðr at segja hegju, síz ýtar hnekðu jarla sætt (jofn hræ fengusk hrofnum, er ek vætti).

Oversættelse: "Kun nødig fortæller jeg om forholdene (3: hvad der er sket), siden folk (visse personer?) forstyrrede jarlernes forlig (til ravnene blev der, efter hvad jeg tror, [af bægge parter] uddelt ådsler i ligelig mængde).

Ordet jofn må vistnok ikke tages altfor bogstavelig. Ellers kommer man i kollision med det vers om den samme kamp, der er behandlet lige i forvejen, hvor det siges, at mandefaldet var mindre på porfinns side. Meningen er vist kun at fremhæve, at bægge parter kæmpede med lige stor forbitrelse, og at der var mandefald på bægge sider 1).

I det sidste halvvers synes Sleit fyrir Eyjar útan allvaldr at udgöre en sætning for sig, hvor objektet sætt underforstås fra første halvvers. I denne sætning udtaler digteren netop, hvad han i det første halvvers erklærer helst at ville tie om, nemlig at det var Rögnvaldr, som "brød forliget" (sleit sætt), og som bevis tilföjer han: fyr Eyjar útan, "udenfor Øerne", fjærnt fra sit egentlige magtområde. Hvis kampen havde stået inde mellem Orknøerne, mener digteren, kunde man have kastet skylden for fredsbrudet på Þorfinnr. I virkeligheden stod kampen i nærheden af Dunnet Head på Skotlands nordkyst, hvor man har stedsnavnet Rattar Brough, der menes at være identisk med Rauðabjörg, i følge sagaen var Rögnvaldr den angribende part (The Orkneyinga Saga, transl. by Hjaltalin and Goudie, ed. by Anderson, Edinb. 1873 s. 33 n. u. t.). Det er altså denne, der menes med allvaldr.

og

1) Jfr. Arnórs vers (Icel. Sagas I s. 48. Orkn. s. 68. Flat. II s. 415) Hvárntveggja &c., hvor Arnórr udtaler sig således (i prosaisk ordfølge): Hvárntveggja mínn auðgjafa sák hoggva hirð sína á Petlandsfirði.

2

Resten af halvverset synes at udgöre en sætning for sig, men som den foreligger, synes den ikke at give nogen mening. Nöglen til den rigtige forståelse ligger efter min mening i en rigtig forklaring af ordet lima. Det bemærkes, at Orkn. har læsemåderne hrima for hrími og lími for lima. Med disse læsemåder for öje søgte Svb. Eg. at fortolke verset, men hans tolkning, i følge hvilken limi står for limi, acc. plur. af limr (for det sædv. limu) er allerede af metriske grunde umulig. Jeg holder mig til Flat.'s læsemåde líma, som jeg tror er acc. (sing. eller plur.?) af lími, der er et synonym til vondr, og da der er tale om et tjald (skibsteltet, jfr. Grundriss der germ. philol. III s. 467), formoder jeg, at limi her har samme betydning som vondr, når det oversættes ved "stribe i et sejl" (Fritzner2 III vondr 2.). For resten tror jeg ikke, at "stribe" er en fuldt ud korrekt oversættelse. Fritzner har sikkert ret, når han oversætter stafaðr (i forbindelsen stafat segl) med "sammensat af forskellige farvede bredder", idet han sammenligner den træffende beskrivelse i Danmarks gamle folkeviser II 92 n. 4: "Seglet var af silke små, hveranden dug var gul, hveranden var blå”. Ordet stafaðr synes at forudsætte, at stafr var det egentlige navn for "striben" i sejlet. Et meget oplysende sted er Hkr. FJ. II s. 37822 (jfr. Öh. 1853 s. 17035): var seglit hvítt sem dript ok stafat rauðu ok blá með vendi. Heraf ser man, at sejlets hovedfarve var hvidt med afvekslende røde og blå striber, d. v. s. det bestod afvekslende af en bred hvid dug, som strakte sig gennem sejlets hele længde, og en smallere strimmel farvet dug, også på langs af sejlet, som meget passende, på grund af sin længde og smalhed, kunde kaldes stafr (jfr. dreyrstafir om blodrøde striber i solen Sólarljóð v. 40). Tilföjelsen med vendi ved siden af dativerne rauðu ok blá viser, at vöndr er noget andet end stafr, og efter min mening kan der ikke være tvivl om, at det betegner 'et i sejlets stribe indvævet eller indsyet planteornament'. Den

UN

OF

Bj. M. Ólsen: Vers af Arnórr jarlaskáld.

301

samme betydning synes lími at have i vort vers. At skibsteltet ligesom sejlet kunde være stafat, følger af sig selv, og fremgår desuden af Flat. I s. 35923, hvor der tales om et telt (rigtignok ikke et skibstelt), der var stafat með ymsum litum.

Når vi nu, efter at betydningen af lími er slået fast, betragter teksten, således som den er os overleveret, synes den at være fuldstændig meningsløs. En rettelse er derfor nødvendig. Dog hjælper det ikke med Gudbr. Vigfússon at skrive fastum for fast um. Tværtimod bringes vi herved fjærnere fra målet. Men ved en ganske lille rettelse af Orkn.'s hrima (Flat.'s hrími) bliver alt klart. Der skal stå hrimat, neutr. ptc. af verbet hríma, som sammen med hafði i 7. versl. danner et plusqpf. ind. Selvfølgelig bör man også af metriske grunde skrive bláu for blá.

Ordfølgen i halvversets sidste sætning bliver nu: Hafði hreggsvöl dúfa hrímat fast um líma bláu tjaldi.

Om dativen bláu tjaldi jfr. Nygård, Norrøn syntaks § 100 anm. 3. Adverbiet fast oversættes bedst ved 'tæt' (jfr. Fritzner fast 4).

Oversættelse: "Den stormkolde bølge havde belagt det blå telts stribemønstre med tæt rim".

Verset i sin helhed udtrykker, ligesom flere andre udtalelser af Arnórr, skjaldens store sorg over brudet mellem jarlerne. Han var en god ven af dem bægge to og havde digtet om bægge. I det første halvvers tillægger han jarlernes rådgivere skylden for fredsbrudet og siger, at han kun nødig udtaler sig om deres mellemværende, ligesom han også indrömmer, at bægge kæmpede med lige forbitrelse. I andet halvvers udtaler han først så kort som muligt, hvad han helst vilde have fortiet, at det nemlig var Rögnvaldr, som brød forliget. Derpå afbryder han sig selv pludselig, som om han allerede havde sagt for meget, og går

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÖLJD XXI,

21

med beregnet kunst over til at beskrive

det kolde og

Björn M. Ólsen.

stormfulde vejr den dag, da jarlerne mødtes!

Ordet "lemæn" i oldlitteraturen.

Leman er som bekendt det dansk-norske skriftsprogs betegnelse for den polarbæltet tilhörende studsmus "myodes lemnus", berömt for sine periodiske vandringer i umådelige skarer. I de norske dialekter forekommer ordet ifölge I. Åsen i formerne lemend(e), lemand, lomund, lemming o. fl. Fra oldsproget anföres i ordbögerne læmingr, der dog kun kendes fra tekstens prosaforklaring til et misforstået vers i Gísla saga Súrssonar, hvor tilmed "læmingar" forklares som "fugle större end ryper", så at dette sted helt må udgå, og lómundr, som i en i membranen AM. 310, 4to indeholdt opregning af Ægyptens 10 vidundere (trykt i K. Gislasons 44 Prøver) gengiver "locuste" 1). Derimod er det ikke bemærket, at to gange i oldsproget henholdsvis i en norsk og en islandsk tekst forekommer flertalsformen lemendr som betegnelse for dette dyr. I Hauksbók bl. 6, hvor der berettes om de plager gud sendte over filisterne, fordi de havde opstillet pagtens ark i deres tempel, har skriveren over de sidste to ord i "mys oc maðkar" anbragt "ok lemendr", sandsynligvis som berigtigelse af det först brugte udtryk (Vulgata har her kun "mures"). Den ældre udgave af Hauksbók bl. 1-14 (Rkv. 1865, s. 1829) bemærker til dette sted, at der over ordene "oc madkar" er skrevet nogle ulæselige ord; ved anvendelse af garvesyre er dog senere ordene trådte tydelig frem og er aldeles utvivlsomme 2). Ved siden af dette

1) "pa komo kvicvendi pa er locuste heita oc sumir kalla lomundi” lyder teksten (islandsk 13. årh.).

2) Sml. udg. Kbh. 1892-96. Sprogformen i dette parti af Hauksbók

ARKIV FOR NORDISK FILOLOGI XIV, NY FÖLJD XXI.

sted kan der påvises en islandsk tekst, hvor lemænen utvivlsomt omtales, med kendskab til dyrets levevis og med samme. benævnelse. Et sådant kildested foreligger i membranen AM. 764, 4to, bl. 6o, et håndskrift, som er udarbejdet i augustinerklosteret Möðruvellir i det nordlige Island c. 1360-70, og som bl. a. indeholder en bibelsk verdenshistorie inddelt i de sædvanlige verdensaldere. Her berettes om Assyriens konge Nabogodonosor, at han udsendte sin feltherre Holofernes med en utallig hær for at erobre alle omliggende lande, og den beskrives på fölgende måde: "Sva var herr sa mikill, ath allt lannd potti vognum ok hestum ok bogmonnum þakit, sem þa er lemendr falla þykvaz aa iorp” (Vulgata har på det tilsvarende sted "sicut locusta"). Ved denne sammenligning sigtes tydelig nok til den fra senere tid kendte overtro, at lemænerne ved deres pludselige massevise tilsynekomst regnede ned fra himlen, en forestilling, som altså viser sig at gå tilbage til middelalderen. Pluralisformen lemendr forudsætter en singularis *lemandi med kort vokal, og kort stamvokal må vel således også forudsættes i "lomundr", medens "læmingr" næppe hörer hid. Det to helt forskellige steder forekommende "lemendr" giver vistnok ordets grundform, hvortil også de nynorske former viser hen.

Kr. Kålund.

Codex Erfordensis af de Lundske annaler og de deri forekommende runetegn.

I fortalen til Palæografisk Atlas, Dansk afdeling (Kbh. 1903), hvor jeg påpegede, at kong Valdemars jordebog

er som bekendt norsk (c. 1300); interessant er det som F. Jónsson i indledningen til Hb. s. XIII fremhæver at også blækkets påvirkelighed af reagens vidner om bladenes norske herkomst, da islandsk blæk ikke reagerer. ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÖLJD XXI.