brodd (Heapobearderne), så jeg må med Bugge regne de to Sagnkonger for identiske.

4. Kælenavne er yndede og bruges navnlig til Udmærkelse af fremragende Helte. Kejser Maximian, af Byrd en Goter, kaldes af sine Krigere "Micca". Blandt Hunnernes Majestæter træffer vi Navnene Attila, Bleda, Kreka, Hildiko; Attilas mest yndede Søn hedder Ernak, mens de øvrige mest har Navne som Ultjindur (Sagnets Ortwin el. Ortlieb), Emnetjur; blandt de underordnede Høvdinger træffer vi Navne som Huni-gez, Ufta-hari etc. Den her omtalte Skik synes først afskaffet af Østgoterne, thi allerede før Ermanrik bærer deres Konger sjælden Kælenavne (eneste Exp. Kniva), og efter ham findes ikke et eneste, når bortset fra lavbårne Opkomlinge som Tejas i det østgotiske Riges allersidste Tid. Fra Østgoterne breder den nye Skik sig først til Burgunderne og siden videre nordpå. Følgeslutning: når en Sagnkreses Hovedpersoner overvejende har Kælenavne, er den gammel; når de derimod overvejende har Fuldnavne, er den yngre. Den ovenomtalte historiske Hunnerkres fra 5. Arh. genfindes i Sagnet som Etzel, Etzelin, Atle, Bledla-Bloedelin, Herkja, Helche, Erpf; Frankerkongen Hlodjo fra 5. Årh. genfindes som Hilpe, Hlød forbunden med Humle, der svarer til Attila. Derimod Frankerkongerne Theuderik og Theudeberth fra 6. Årh. genfindes som Hug-Dietrich og Wolf-Dietrich (altså: Navnene udmærkes her ved at forlænges istedenfor ved at forkortes!). Omvendt: når vi finder en frankisk Sagnkres med Personerne Sigmund, Sigfrid af Rinfranken, Brynhild af Burgund, Gunther af Burgund, Dankward, Ortwin af Metz etc., kan den umulig gå tilbage til d. 5. Årh. eller til endnu ældre Tid; den må henhøre til d. 6-7. Årh., hvor vi faktisk også finder en samhørende historisk Kres Sigismund, Sigeberth af Rinfranken, Brunehild af Rinfranken og Burgund, Gundehramn af Burgund, Dageberht, Arnulf af Metz. Jfr. min Afh. Ark. n. f. XXIV, 16.

5. De enkelte Stammegrupper har et temmelig snævert afgrænset Udvalg af Navne-Elementer. Da Personnavnene ikke tør indeholde nationale Opnævnere, synes man at have trøstet sig ved fortrinsvis at vælge de Navnestave, der er stærkest afhjemlede indenfor pågældende Stammegruppe. Nerthus-Dyrkernes Område med Nabolag indeholder særlig hyppig Stavene H & V: Haruder, Himmerboer, Haler (- Hælsinger), Heapobearder, Holmryger, Vendelboer (samt Vendelfolk), Varner, Vinniler (- Langbarder), Vederas (Geater), Voinger, Ge-Visser. Dertil svarer den overvældende Masse Personnavne på H & V. Ældre Runeindskrifter: Hlevagastiz, Holtingaz, Hariso, HariwulafaR. Skjoldunger: fast Ættestavrim H, især Hrod (Undtagelse danner kun enkelte Kvindenavne; med Freavaru jfr. Gevissernes Fripugar, Freavine). Skjoldungernes Forgænger: Heremod. Sjællændere (?): Hamunds Sønner Hagbard, Hake, Helvin; i deres Følge en Hake Sjællænder og en tredje Hake. Eruler: (H)arud, (H)ochon Hauhkon, Halarik,

=

Hrodvulf. Jyder: Hengest, Hors (samt (H)rowena?). Østangler: Hrodmund, Hryp. Ældre Runeindskrifter: Wolpupewaz, (Waj?)emariz. Bornholmsk Stamfader Vesete. Skånsk Kæmpe Vesete Visti, endnu et yndet Navn i Jylland. Eruler: Visund kaldet Vandalhari. Amleds Fader: Ør-Vendel. Vendler: Vulfgar. Jyder: Vitta, Vecta, Vihtgils, Vihtræd; dito på Wight: Vihtgar. Jysk Jarl: Vottr (Ynglinga Saga; jfr. sjællandsk Stednavn Vetterslev). Voinger: Vald. Lindisfarer: Vinta. Ge-Visser: Vig. Merkjer: Vapolgeat, Vaga, Vihtlæg, Værmund. Det saxisk-nordvesttyske Område med Nabolag indeholder særlig hyppig Staven S: Saxer, Suariner, Sigulones (Secger, Sycger), Sabalingier (dog måske Fejllæsning for Sigulones Abalingioi), Sveber, Semnoner, Silinger, Sidiner, Sugambrer, Salier, Sturier. Dertil svarer den overvældende Masse Personnavne på S. Østsaxer: efter Landnammet fast Ættestavrim S, især Sæ og Sig. Hos Saxe bærer Saxerne overvejende Navne på S: Sverting, Sigvar(d), Sigerik, Sigfrid; hertil Alemanneren Skate. Sycger: Sæferd (vel Secger: Sigeferd). Moerer (- Maurunger): Sigfrid. Ymbrer: Sceafthere (vel Ambrones = Nordhumbrer, hvis Fyrsteæt åbenbart oprindelig har samme Top som Østsaxernes, og desuden indeholder Navnet Sverting). Ripvarjer: Sigeberht, Siggo, Sigvald etc. Salier: Sigeberht (= Sigurd Fafnesbane). Navneleddet Sig er også hyppigt i Sverrig. Jfr. hos Saxe Kongerne Sigtrygg og Sigvard Ring og en anden Sigvard VI, 199, samt Menigmænd Sigmund fra Sigtun, Si(g)mon(d), Sibbe, endelig Gøterkongen Sigvard og en gøtisk Prinsesse Signe. Navne på Sig- optræder ikke i en eneste gammel anglisk eller jysk Et. Derimod er Sig det herskende Element i den danske Konge Sigars Et, de såkaldte Siklinger, samt optræder også i Danekongen Gøtriks Et. Men disse to Tilfælde hører til de Undtagelser, der kun stadfæster Reglen, thi Siklingerne afledes af Saxe fra Gøtland, og Gøtriks Et afledes af Saxe fra Norge. Den her meddelte Iagttagelse kan maaske bidrage til at afgøre Striden om, hvorvidt Beovulfs Geater er Gøter eller Jyder. Chadwick mener det første, men det viser sig ved deres Navnetype, at de passer mindst ligeså godt til Jylland som til Gøtland, thi de savner absolut Sig-Navnene og vrimler af Navne på H (deriblandt Hrod) og V. (Hvor skulde også Gøterne kunne have frygtet en Hjemsøgelse fra Frankerne, jfr. Beovulf 2922. Derimod viser Historien atter og atter, hvorledes Jylland var udsat for Fremstød fra Frankerne eller Romerne, og hvorledes dets Indbyggere derfor atter og atter troede at måtte hytte sig ved frivillig at sende Tilsagn om Underkastelse. Endelig kan alle de geatiske Hovedpersoner genfindes hos Saxe i Kresen om Frode: Roller, Haquin, Huglet, Egther - Hređel, Hædcyn, Hygelac, Ecgbeov).

=

6. Fortløbende Ettestavrim er hyppigt i Folkevandringstiden. Allerede iagttaget af Axel Olrik, Danmarks Heltedigtning 18. Følgeslutning: når Saxe hensætter Huglet til Irland, mens Ynglingatal gør den samme Person Hugleik til Sveakonge, ligger

Vildfarelsen ikke, som Chadwick mener (147) hos Saxe, men tværtimod hos Ynglingatal. En Hugleik er nemlig umulig i den svenske Kongeæt på daværende Tid, af den simple Grund, at denne Æt dengang havde gennemført vokalisk Ættestavrim. Den nævnte Person er ingen anden end den historiske "Geatekonge", Hygelac, der jo netop omkommer i "Irland", dvs. det nederlandske Eijerland. Samme Forskydning fra det nederlandske til det britanniske Irland iagttager vi hos Holmrygerkongen Hagena i det tyske Digt Kudrun.

7. Fyrstelige Navne lyder andre Love end borgerlige. Når Chadwick af Sprogformer som Iclingernes Vermund, Uffe slutter, at Anglerne i Hjemlandet talte Anglofrisisk, er det endnu noget for rask. Thi efter samme Slutningsmåde måtte vi udstrække det anglofrisiske Sprogområde til Sverrig, hvor vi jo træffer de ntvivlsomt anglofrisiske Sprogformer An (Flatøbogen: "som vi kalder Aun") og Adils (= *Audils). Vi kan foreløbig højest slutte dette, at "anglofrisisk" Sprogpræg herskede hos den angliske Fyrsteæt Iclingerne; hvorvidt det herskede også hos det menige Anglerfolk, er en Sag for sig og står endnu tilbage at undersøge.

Et Område, der ligesom Personnavnegivningen endnu ikke er tilstrækkelig opdyrket, er Stednavnegivningen. Adskilligt er bleven gjort i den nyere Tid, således især af Johannes Steenstrup og Sigurd Nygård, der på en meget frugtbringende Måde har eftersporet Stednavnegivningens Forhold til Gudsdyrkelsen og til de sociale Realiteter. Det er bl. a. blevet fastslået, at i det ældste Lag indgår almindelige Personnavne aldeles ikke, og Gudenavne kun, hvor der er Tale om virkelige Pladser for Gudsdyrkelse. Meget står dog endnu tilbage at gøre, og det særlig netop vedrørende Spørgsmålet om Angelsaxernes etniske Stilling. I min Afhandling "Var Anglerne Tyskere?" (Sønderjyske Aarbøger 1900) kom jeg flygtig ind på det Problem, der ligger her. Medens jeg i Hovedsagen var nået til samme Resultat som Mr. Chadwick, at Angelsaxernes kulturelle Forbindelser pegede ikke vestpå men østpå, kunde det ikke undgå at slå mig, hvor ringe Samstem der i Stednavnene var mellem den angelsaxiske og den særskilt nordiske Type. Jeg kunde kun påvise et eneste vigtigt Fælles-Element, nemlig -tun; iøvrigt måtte jeg erklære, at Angelsaxernes Forbindelser her mærkelig nok pegede afgjort mod Syd og Vest. Ved nærmere Eftersyn har imidlertid det påfaldende Undtagelses-Forhold opløst sig til intet. Allerede Director H. Jellinghaus har gjort opmærksom på væsentlige Fælles-Træk mellem Angelsaxer og Fastlandssaxer på den ene Side, Danske, særlig Jyder, på den anden Side (eng. dansk "ore", eng. sax. "sike" jysk "sig" etc.) 1). Det synes mig nu at vise sig, at Fællesskabet går langt videre,

1) "Über die Ortsnamen zwischen Unterelbe und Unterweser". JahresBericht der Männer vom Morgenstern. Heft 3. "Englische und niederdeutsche Ortsnamen". Anglia. N. F. VIII, 257.

end han har tænkt sig; navnlig er der ikke blot en Del sax. ags. Elementer, der griber over på dansk Grund, men også omvendt en Række nordiske Elementer, der griber over på sax. ags. Grund, således at vi i alle Måder får Billedet af et Overgangsled mellem Nord og Syd. Jeg skal nu kortelig meddele en Liste over mere el. mindre sikre Fælles-Elementer i etnisk-geografisk Navnegivning. -tjod (brugt i Egennavne), folk, far, Herred, -fold, -feld, -tun, -gård, -ore, -løse, -værd (Bags-værd, Tox-værd), -holm, -hylle ("Høj", Othinshylle, Vonsild), -klint, Mærn (holstensk MarnePtol. Marionis?), -mar (Vestmar, Sturmarii), -sig, -fard (Medelfar, Skiffard eng. ford?), -vedel, -pyt, -væld, Vældhoved, -elv (— Elben), -flod (ældre -fljót), -ved (gotisk Mirq-uidu, Vidi-varii), -ho (Skov), -lo (Skov). Særlig vigtige tykkes mig de etniske Inddelingsnavne. Med Angelpeod jfr. Sviþiód, Gautþiód, Liothida, gotisk Gut-piuda; på tysk Grund kun Appellativet irmindiot. Med Norfolc, Suffolc i Øst-Angel jfr. Vendelfolk (nu Vandfuld Herred) i Jylland samt det norske fylke. Med Lindisfarer v. S. af Øst-Angel jfr. Sjællandsfar, Hallandsfar samt "farones", Navnet på de burgundiske Frimænd, endvidere Personnavne burg. Fara, Burgundofaro, Sendefara, erulisk Fara. Engelsk Hired = Herred. De engelske Navne på -set og ge tysk -sass og -gau skriver sig vel fra Saxerne? Dog jfr. norsk Bostednavn -set. Andre hidhørende Elementer, der er fremmede for Nordboer og Angler er langbardisk-mellemtysk -aib, f. Ex. i Wetterau Wedreiba, nordtysk-vesttysk-frisisk -bant, f. Ex. alemann. Bukino-bantes, frank. Tubantes, Brahbant, frisisk Ø Bant, nordtysk By Banteln ved Weser. (Det nord- og vesttyske Område kendemærker sig desuden ved Strømnavne på -lâr og -apa). Overensstemmelsen i etniske Inddelingsnavne fører os hen til de af Mr. Chadwick så stærkt understregede sociale Realiteter, men den nærmere Undersøgelse heraf må jeg overlade til andre.

En Undersøgelse af Person- og Stednavne er sikkert påtrængende nødvendig, hvis vi virkelig skal nå tilbunds i Spørgsmålet om Anglernes Oprindelse, ja overhovedet i Spørgsmålet om de gamle Folkegrupperinger. Men allerede nu kan vi skønne, at denne Undersøgelse ikke på noget væsentligt Punkt vil omstøde eller blot stærkt ændre de Resultater, hvortil Mr. Chadwick foreløbig er nået. Det Suppleringsstof, jeg har fremdraget, synes overalt på det fortrinligste at passe ind i de af Mr. Chadwick opstillede Rammer. Ja selv hvor jeg har måttet tage Afstand fra Enkeltheder i hans Fremstilling, således som f. Ex. ved Opfattelsen af den formentlig historiske Person Ingvio, viser det sig undertiden, at Mr. Chadwicks Hovedresultat derved så langtfra rokkes, at det tværtimod snarere får den allerkraftigste Støtte. Det tør da med Sikkerhed forventes, at Mr. Chadwicks Værk vil blive stående som grundlæggende i engelsk Etnologi.

Gudmund Schütte.

Ymi-Tuisto.

Ich habe an dieser Stelle (23, 247) die Vermutung ausgesprochen, dass bei Tacitus' Darstellung der altgerm. Anthropogonie nicht alles in Ordnung sei. Die Vermutung, dass Twisto der Sohn und nicht der Vater des Mannus war, erhält nun eine unerwartete Bekräftigung.

In einer weitgreifenden Besprechung von Hirts "Indogermanen" kommt Fick (Zs. f. vgl. Sprachforschung, 41, 347) auch auf die Mythologie der Phryger zu reden. Er erwähnt deren Anthropogonie: Manes hat zwei Söhne, Akmon und Doias, was Fick selbst mit "Zwilling" übersetzt und mit Yama und Tuisko zusammenstellt! Wir hätten also ganz dieselbe Gruppe: Manes-Mannus Vater, Tuisto-Doias Sohn. Die Stellung Akmons allerdings würde abweichen. Dass aber die germ. Anordnung uralt sein muss, hat soeben Olrik (Danske Studier 1907, 197) im Anschluss an Schüttes "Episke Love i Gote-Ættens Oldsagn" erwiesen: der Aufbau des Stammbaums bei Tacitus entspricht der besten alten Technik. (Analoge Gebilde bei den Skythen: Fick a. a. o. S. 350).

Es wäre also Tac. Germ. 2, 10 (Schweizer-Sidler) nur zu lesen: "Tuistonem.... filium Manni" und 2, 11 "Tuistoni", und alles wäre in schönster Ordnung.

Berlin 5. 2. 08.

Richard M. Meyer.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXV, NY FÖLJD XXI.

23