stellt, die mir wenig gelungen vorkommen. Eine wohlbekannte Stelle hat bei Sievers folgendes Aussehen: Hvát ær vi hittum i lághsaghu háns dr allum mánnum þárflikt dr, þæt setjum vir í bok péssæ. Die Umstellung von hans laghsaghu erregt zwar nicht besonders grosses Bedenken. Sehr schlimm ist aber die Betonung i bok. Aber die Annahme einer Lücke hat keinen anderen Grund als die Sieverssche Theorie, die hier am zweiten Platz eine Verszeile vom Schema (s) s s ś ss ss 1 voraussetzt. Inhaltlich aber ist ja der Text vollständig einwandsfrei; es wird sehr schwer fallen, einen Satz zu erfinden, der einerseits die Lakune füllt, anderseits den Inhalt und den Stil unbeschädigt lässt. Ähnliches gilt von der Lücke in KkB 2, die S. 272 angenommen wird. Die Stelle lautet bei Sievers: værit lipugh af állum utskýldum 2. Ich sehe von der ganz unwahrscheinlichen Satzbetonung ab, und will nur hervorheben, dass man zur Füllung der Lücke wohl eine kleinere Einheit als die Tolft annehmen muss, die wir aus den Quellen gar nicht kennen. Zuletzt nur noch eine Stelle. S. 342 behandelt Sievers ÄB 19 mit der auffälligen Vorschrift, dass Kinder, deren beide Eltern unfrei sind, frei sein sollen, und behält die. Lesart von A: þæt barn a frælst væra. Läffler hat jedoch einleuchtend dargelegt, dass diese Lesart nicht ursprünglich sein kann, da die folgenden Vorschriften ganz sinnlos wären, falls selbst die am ungünstigsten gestellten, Kinder, deren beide Eltern Sklaven waren, frei gewesen wären. Er liest deshalb mit E: ofrælst, welche Lesart auch von Hultman in seiner Ausgabe aufgenommen wird. Hier muss die wichtige Silbenzahl geändert werden; die Melodieprobe hat Sievers nichts davon gelehrt. Es gab Wasser, aber die Wünschelrute hat es nicht angezeigt. 3 1 Vgl. Och sjunger så vackra visor. 2 Der Leser wird den Rhythmus des obenerwähnten Kinderreims erkennnen. Vgl. Sievers: Das Melodische entscheidet in Fragen der Silben- zahl, s. 21. Ich muss hier meine Bemerkungen abschliessen, obgleich vieles noch hinzufügen wäre. Meine Kritik ist in den meisten Punkten eine ablehnende geworden. Und dennoch fühle ich mich gegen Sievers überaus dankbar für die Anregungen, die er gegeben hat. Dass ich nicht immer die melodischen Verschieden. heiten, von denen er spricht, auffassen kann, ist ja durchaus kein genügender Grund, dieselben in Abrede zu stellen. Aber ich kann nicht umhin zu sagen, dass nach meiner Meinung Sievers seine Methode überschätzt hat. Es ist möglich, ja wohl wahrscheinlich, dass die Melodieprobe, wenn sie vollständiger ausgebildet wird, von der grössten Bedeutung für deutsche Forschungen über Goethe und Schiller, für englische über Shakespear und vielleicht Chaucer, für schwedische über Tegnér und Runeberg, vielleicht sogar Olaus Petri sein wird. Aber da man aus reicher Erfahrung weiss, dass beim sprachlichen Unterricht nichts. so schwer ist, als die richtige Melodie einer Sprache, die man oft gehört hat, richtig zu erlernen, so dass die künstlich gelernte Aussprache einem Durchschnitt der individuellen Spielarten einer richtigen, von den Eingeborenen verwendeten Aussprache einigermassen ähnlich kommt, so kann man mit guten Gründen bezweifeln, dass ein Ausländer, ohne gründliche Studien des betreffenden Dialekts imstande sei, verschiedene Stimmen aus der Sprache vor 600 Jahren verstorbener Menschen durch die Buchstaben zu bestimmen und zu unterscheiden. Schliesslich will ich aber dies Eine noch hervorheben. Meine Kritik ist keine immanente gewesen. Sie beruht nicht auf Untersuchungen derselben art, wie diejenigen, die Sievers gemacht hat. Man darf deshalb von mir nicht sagen, dass ich, der Farbenblinde, dem Normalsichtigen seine Farbenempfindungen abdisputieren wolle. Im Gegenteil habe ich, nach richtigen psychologischen und kritischen Principien, den Versuch gemacht, die Objektivität der Empfindungen dadurch zu prüfen, dass ich sie mit anderen Empfindungen verglichen habe. Göteborg November 1918-März 1920. Nat. Beckman. der die Rechtsregeln des Sklaventhums nicht mehr kannte. Sie giebt denjenigen Kindern, deren beide Eltern Sklaven sind, unbedingte Freiheit, denjenigen aber, die von einem freien Vater und einer unfreien Mutter geboren sind, nur bedingte Freiheit. Dass dies nicht ursprünglich sein kann, ist offenbar. Hj. Falk: Altwestnordische kleiderkunde. Videnskapsselskapets Skrifter. II. Hist.-filos. Klasse 1918. Nr. 3. Nr. 3. Kristiania 1919. Til sine to tidligere skrifter: Altnordisches seewesen og Altn. waffenkunde har prof. Hj. Falk nu föjet det tredje om den gamle klædedragt, af lignende art og væsen. Indholdet ses bedst af følgende kapiteloverskrifter: I. Zurichtung der gespinstfasern, II. Das spinnen, III. Das weben und sticken, IV. Sonstige technische verrichtungen an kleiderstoffen, V. Kleiderstoffe, VI. Kleidung (alle arter og enkeltheder), VII. Teppiche, tücher und kissen. Kap. VI er naturligvis det omfangsrigeste. Skriftet udmærker sig ved de samme fortræffelige egenskaber som de to første: grundighed i behandlingen af hele kildestoffet, den alsidighed, hvormed dette og de enkelte ord er belyste, samt den sunde kritik, det hele behandles med. På enkelte punkter kunde der göres indvendinger mod forståelsen eller opfattelsen af enkeltheder, men det er af en underordnet betydning. Til den allerførste sætning i bogen kunde der göres den bemærkning, at forf. godt kunde have sagt, at afrivningen af ulden af fårene på Island fandt sted lige ned til vore dage og ikke >>wenigstens noch im 18. jahrhundert», hvad jo ikke udelukker det andet. Nogle få bemærkninger om et par ord skal göres. Ordet lesni har jeg opfattet som betydende 'hoved'. Det findes 2 steder: hos Hallbjorn som del af kenningen lesnis stofn (v. 1. stafn) og i Leiðarvísan v. 24; her hedder det om den helligånd, at den lagde krisma i englenes konges lesni»; der er tale om Kristi dåb i Jordan. Forf. vil hævde, at ordet betyder 'hovedbind', på det sidste sted chrismale. Men det er dog höjst unaturligt, at digteren skulde her have tænkt sig muligheden af et bind ved denne lejlighed. Den naturligste forståelse her er, forekommer det mig, at lesni betyder 'hoved'. Udfra dette har jeg tolket lesnis stofn, hvor jeg har foretrukket v. 1. stafn; dette er ganske vist noget usikkert; men 'hovedets stavn' passer ganske fortrinlig til den situation, som verset forudsætter. Formen vartán siges (s. 12) at have eksisteret i oldtiden. Dette er en misforståelse; der henvises til hds. H. i Sn. Edda I, 346. Men dette håndskrift er et ungt, uefterretteligt papirshåndskrift, og formen er absolut den senislandske; kan altså ikke siges at tilhøre oldsproget. leydingr (sat i forbindelse med laudt s. 29) er næppe den rigtige form; i cod. reg. skrives ganske vist levp- medens alle andre har skrivemåder, der tyder på æ eller œ (T. der er meget ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV. nærbeslægtet med cod. reg., skriver ò). Den nu-isl. udtale og opfattelse er læđ-. gim i Vol.kv. 5 (sló goll vid gim) kan ikke betyde 'ædelsten'. Den betydning i dette ord eller, rettere sagt, et ord i denne betydning er ukendt i digtersproget og i den ældre tid i det hele. gim bet. her som ellers 'ild'. pváll masc. antages (s. 38), vel i henhold til Fritzner, der dog sætter et ? ved könnet, vistnok med rette. Ordet er vist ntr. (pvál). Til opfattelsen af et par steder i skjaldekvadene kunde der göres nogle kritiske bemærkninger. Men da de ingen större betydning har, skal jeg undlade det. Ind på realia skal jeg heller ikke komme, så meget mindre som jeg i alt væsenligt er enig med forf. Et par urigtige tal, jeg har fundet, skal jeg her rette. S. 2: Aarb.... 1905 læs 1907; s. 48: Aarb. 1907, 266 læs 316. Endelig er Island fejl for Irland s. 170 l. 7 f. n. Med sine 3 bøger og ikke mindst med denne sidste har prof. Falk givet os udmærkede hjælpemidler ihænde til forståelsen af vigtige kapitler i den gamle realfilologi, som alle dyrkere af denne vil være ham meget taknemmelige for. Januar 1920. Finnur Jónsson. Runologiska studier. I. Lavrbjærg-stenen. Denna runsten finnes i Lavrbjærgs socken, Galtens härad, Randers amt, på Jutland. Inskriften har behandlats av P. G. Thorsen i De danske runemindesmærker II: 2, s. 125 f. och av Wimmer i De danske runemindesmærker (förkortas DR.) I: 1, s. CXLV ff. samt har omtalats i Wimmer De danske runemindesmærker. Haandudgave ved Lis Jacobsen (förkortas Haandudgave) s. 196 f. Så vitt jag vet, har något egentligt försök att tolka denna inskrift icke blivit gjort. P. G. Thorsen förklarar inskriften vara >umedgjörlig». I DR. läser Wimmer den sålunda: rulnausanstain uili Härom yttrar han: »At vi i den første linje har stærke forkortelser undtagen i det sidste ord stain, synes inlysende. Mangfoldige muligheder har her fremstillet sig for mig til forskellige tider, som jeg dog ikke skal omtale nærmere, da det ikke er lykkedes mig at finde en løsning på gåden, som jeg tör stemple som sandsynlig. Heller ikke vover jeg derfor at afgöre, om stain er mandsnavnet » Sten» eller fællesnavnet »sten». Hvis de fire runer på den brede flade skal læses uili, som jeg antager, ligger det jo nær heri at finde et navn på runemesteren (Wili); men selvfølgelig afhænger opfattelsen af dette ord af forklaringen af hovedindskriften». Enligt Wimmer (DR. I: 1, s. CXLIX) är Lavrbjærg-inskriften ensamstående bland danska runinskrifter dels genom inskriftens hela form, dels därigenom, att a-runan har den från Rökstensrunorna kända formen . Han framhåller, att inskriftens form erinrar om ristningarna på de bohuslänska stenarna i Rävsal och ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV. 9 |