P. K. Thorsen. Peder Kristian Thorsen blev født den 28. oktober 1851 på den lille ø Sejerø, hvor hans forældre var husmandsfolk. Hans første uddannelse var alt andet end litterær: han lærte mølleri og gjorde derefter tjeneste som kok om bord på et skib, som bl. a. gik til England. Sin boglige uddannelse fik han på Gjedved skolelærerseminarium ved Horsens, som han gennemgik i løbet af tre år (1872-75). Dernæst blev han privatlærer i nærheden af Skive og fik 1877 ansættelse som andenlærer i Pedersker på Bornholm. Men 1881 opgav han lærergerningen for at læse til studenterexamen, som han bestod 1883. Hans mål stod ham strax klart: som autodidakt havde han begyndt at studere danske folkemål, allerede da han var elev på Gjedved, som ligger lige ved den berömteste dialektgrænse i Danmark», det sted, hvor skellet går mellem de jyske folkemål, der, ligesom rigssproget, har efterhængt artikel og to kön, og dem, der har foransat artikel og »ét kön». Opholdene i Vest-Jylland og på Bornholm havde yderligere skærpet hans øre for folkemålenes ejendommeligheder. Som student valgte han derfor at studere nordisk filologi, hvori han bestod magisterkonferens 1890, men med besvær: alt hvad der faldt uden for det strengt sproglige havde han kun yderst ringe begreb om. Med værdigheden som magister lod han sig nöje; doktorgraden stræbte han ikke efter, og noget embede fik han aldrig. I årene 1887-92 havde han akademisk fribolig på Valkendorphs kollegium, og fra 1892 til sin død havde han en lille årlig statsunderstøttelse, der var stor nok til at dække hans små livsfornødenheder. Lidt undervisning gav han undertiden, men ellers levede han for sine studier, som han drev på det kongelige biblioteks læsesal og på rejser rundt omkring i landet. »Københavner kunde han mindst af alt blive, og han boede derfor i lange tider på landet, ofte opholdt han sig på sit kære Gjedved, og i de sidste 12-13 år af sit liv havde han sit hjem i Ballerup (c. 18 km. fra København). Under et ophold på Gjedved faldt han i sin sidste sygdom, og han døde den 23. august 1920 på et sygehus i Horsens. Skönt Thorsens liv helt og holdent var viet sprogstudierne, er hans litterære bagage ikke stor; selv ganske små afhandlinger ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV. fik han først bragt til verden efter store fødselsveer, og efter at han længe på en meget naiv måde havde drøftet deres indhold med ældre og yngre, som han traf på. Af selvstændige bøger har han kun skrevet to: »Bidrag til nörrejysk lydlære» (1886) og »Sprogarten på Sejerø» (1894); desuden har han besørget 3.-8. udgave af Såbys Retskrivningsordbog.. -Hans vigtigste afhandlinger er: »En række fortidsformer og fortidstillægsformer af svagtböjede udsagnsord i dansk (i Opuscula philologica udg. af philologisk-historisk Samfund 1887) Eldre bidrag til kundskab om danske almuesmål» (i Dania I, 1890-92), »Glidning og spring i sprogomdannelsen» (i Festskrift til Vilh. Thomsen 1894), »Det danske folkesprog i Sønderjylland (i Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie 1901), »Den danske dialekt ved Husum i Slesvig (i Förhandlingar vid 6. nordiska filologmötet i Uppsala, aug. 1902), »Sprogforandringer» (i Festskrift til Ludv. F. A. Wimmer, Nordisk tidsskrift for filologi XVIII, 1909), »Den berömteste dialektgrænse i Danmark» ( [Festskrift fra] Gjedved seminarium 1862-1912), >>Katten og killingen» (i Festskrift til Evald Tang Kristensen 1917), De sproglige forhold i Mellemslesvig, (i Mellem Flensborg Fjord og Danevirke 1919). Endvidere har han skrevet en stor del artikler i Salmonsen's Konversationsleksikon (fx. den store artikel »Danske Almuesmaal»), holdt mange foredrag i filologisk-historisk samfund (delvis refererede i »Udsigt over det philologisk--historiske Samfunds Virksomhed» 1883 ff.) og medvirket ved O. Kalkars »Ordbog til det ældre danske sprog». Selv samlede Thorsen i mange år bidrag til en ordbog over det danske sprog i det 16. og 17. århundrede; men han nåede ikke at få noget af den udgivet, og hans efterladte seddelmateriale vil næppe kunne bruges af andre. Thorsen var en udpræget almuesmand; hans opfattelse af litteratur, kunst olgn. var som et barns. I sine senere år læste han næppe nogen bog for fornöjelse; end ikke sprogvidenskabelig litteratur læste han ret meget af, da han blev ældre; om de fleste sprogvidenskabelige forfattere havde han sin dom færdig: de vidste ikke besked». Kun hvad han selv havde set eller hørt fæstede han lid til; autoriteter existerede ikke for ham, selv om de allerberömteste sprogforskere kunde han udtale sig på en meget uærbödig måde. Denne mistro overfor alt, hvad der er stort og fornemt, er et ægte almuetræk. Men det var også denne mangel på autoritetstro, der gjorde ham til en så betydningsfuld skikkelse i den danske sprogvidenskab, som han var. På alle punkter stræbte han efter selv at trænge til bunds i spørsmålene og uden at spørge om, hvad andre havde ment og skrevet derom, selv at danne sig en mening. Det var ikke alene ved sine skrifter, han virkede, men lige så meget ved sine samtaler, hvorunder han atter og atter vendte tilbage til sine yndlingsteorier. I flere nyere værker fra Danmark sporer man Thorsens indflydelse, selv om forfatterne ikke udtrykkelig nævner ham som hjemmelsmand. Hans almueagtige udseende og væsen gjorde ham det også let at komme i forbindelse med småkårsfolk på landet, som han kunde småsnakke helt kammeratlig med, uden at de anede, at han var en lærd mand, der hele tiden iagttog deres sprog. Ved Thorsens hjælp er Sejerømålet blevet den af alle danske sprogarter, som er bedst beskreven. Næst efter sin fødeøs dialekt kendte han de sønderjyske sprogarter bedst. Især det danske sprog i Syd- og Mellemslesvig undersøgte han længe og nöje. Det spørsmål, som her æggede hans videlyst, var: hvorledes er det gået til, at denne befolkning, som endnu ved år 1800 var næsten rent dansktalende, nu er bleven mere eller mindre fortysket? Thorsens svar er, at det hverken var det tyske kirkesprog eller pröjsernes voldsherredömme, men befolkningen selv, som bar skylden. I de egne, hvor kirkesproget siden reformationstiden havde været tysk, og hvor dansk nationalfølelse knap kendtes, blev det i begyndelsen af det 19. århundrede skik, at forældre, som bl. a. på grund af handelsforbindelse med Slesvig og Husum kunde tale plattysk, talte dette sprog til börnene (selv om de ældre blev ved at tale dansk indbyrdes) allerede fra deres spædeste barndom, idet man mente, at de derved vilde have lettere ved at følge med den tyske undervisning i skolen. En særlig granskning underkastede Thorsen sproget i de sydligste dansktalende sogne Svesing og Fjolde, og han fandt der i sproget spor af svensk, hvad han opfattede som et minde om svenskernes herredömme i Sydslesvig (kong Gnupa osv.), som Wimmer havde påvist ved hjælp af runestenene og Sophus Müller ved andre oldsager fra Sydslesvig; jf. også stednavne som Gøteby og Svesum > Svesing. Stærkt optagen var Thorsen i mange år af spørsmålet, hvorledes sprogforandring i det hele foregår. Hans teori derom var, at med hensyn til de ord, som man allerede tilegner sig i börneårene, foregår udviklingen kun ved »glidning» (bíta > bide osv.); men springene» ved analogidannelser olgn. foregår kun i de ord, man tilegner sig som ældre, altså især de litterære ord, der i virkeligheden er en slags fremmedord. Emnet er næppe gennemgransket; men at man ikke vil kunne komme uden om de grunde, som Thorsen anfører, er sikkert. I det hele er Thorsens forfattervirksomhed, hvor lille af omfang den end er, så fremragende, at han almuesmanden med de rige videnskabelige tanker altid bör mindes som en af dem, der har sat flest problemer under debat», udkastet ny ideer, som, første gang man hørte dem, fremkaldte modsigelse, dernæst nöjere eftertanke, og til sidst i mange tilfælde ubetinget tilslutning. Verner Dahlerup. Carl Arnold Edvin Jessen. 1/1 1833-14/5 1921. Blandt de danske filologer der med deres bidrag bar Tidsskrift for Philologi og Pædagogik i dets förste år, er de to betydeligste eller næsten eneste betydelige K. J. Lyngby og Edvin Jessen. Man sagde at Lyngby skrev alene for Jessen, og Jessen alene for Lyngby 1. Og den mest produktive af dem var igen Jessen; den ene betydningsfulde afhandling fra hans hånd fulgte efter den anden, en produktion der var så meget mere imponerende som den spændte meget vidt og snart på ét snart på et andet område banede vej i uføre. Han havde ved sit intellektuelle nysyn og sin stejle selvstændighed, ved sin tankes skarphed og sin stils knaphed (der i polemikken kunde blive til en Ormstunges hvashed) noget ææggende der endnu den dag i dag giver disse gamle afhandlinger en mærkelig friskhed. Og ved læsningen af dem forbavses man gang på gang over at finde nye tanker der nu er blevet videnskabens almindelig erkendte sandheder. I sine undersøgelser om gammeldanske lydforhold i TfPhil. I (1860) bragte han interessante låneordsstudier bl. a. på grundlag af det senere af Erik Brate udførlig behandlede Ormulum. I denne afhandling finder vi også - 4 år för Curtius' Über die Spaltung des a-Lautes den vigtige iagttagelse at Den alm. [Grimm'ske] Forestilling, at e (hvor det ikke er Omlyd) altid er opstaaet af i, holder ikke Prøve»: got. itan viser et yngre trin i udvikling end nordisk eta 2. I næste årgang af tidsskriftet kom en afhandling der fordringsløst hed Om stavelsemåls og toneholds» gengivelse i lydskrift» men som i virkeligheden som Otto Jespersen siger 1Jf. TfPhil. X. 134 n. 3. Hjemmelsmanden er dr. Dyrlund. TfPhil. I. 218. ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV. i sin fonetik indeholder meget mere end titlen lover, nemlig en kort fremstilling af almindelig lydlære med særlig anvendelse på dansk (om hvis lydforhold der findes mange værdifulde iagttagelser) og de fleste andre germanske og romanske hovedsprog; >altsammen skrevet yderst koncist og skarpt, med den velgörende klarhed, der præger alle Jessens arbejder fra den tid»; det var et arbejde der »vidnede om en klar forståelse af fonetikkens grundprincipper og anvendte dem på sproglige spörgsmål» 1. I tilslutning til denne afhandling skriver Jessen i samme årgang af tidsskriftet den skarpt kritiske artikel »Om J. Grimms lydfremskydningslære hvor han bl. a. fastslår den fællesgermanske lydværdi af h som k (ɔ: x), en iagttagelse der ganske vist tidligere er gjort af J. H. Bredsdorff (hvad Jessen næppe har bemærket) men som först vinder videnskabelig anerkendelse da den 1868 fremsættes af W. Scherer. 1862 kom så Jessens disputats 2 »Undersøgelser til nordisk oldhistorie», i emne noget afvigende fra Jessens øvrige produktion men i stil og form så Jessen'sk at den fik den vistnok enestående fakultetspåtegning at den var antaget til at forsvares: uagtet man måtte ønske at forfatteren havde valgt en anden fremstillingsmåde. Man finder heri på mange punkter sund og betimelig kritik. Den samme», hedder det fx i hans krasse sprog, der, hvis han var født til at være beskeden dansk mand, måtte nöjes med at hede eventyrsamler, han er historiker, når han har døbeseddel fra Island. En saga er brev med segl og vederhæftig mands underskrift. Men Sakse! han kan slå om sig med genealogier sålænge han vil; hvem hører på det vås; han er og bliver eventyrkræmmer» (s. 11). »Om brug af sagaer om Norges konger som historie har jeg ikke nødig at tale. Et er nok: Alt hvad der blot står (ikke at tale om hvad man bilder sig ind der står) i repliker, uden nogensomhelst støtte udenfor dem, går ud. Det hørte med til sagafortællerens kunst at lade personerne tale på rette måde, efter omstændigheder og character. Og det er mesterlig gjort» (s. 64). Et af undersøgelsernes hovedresultater er: at hele Danmark, halvøen med, havde danske, skandinaviske, indbyggere ved år 500 e. Chr., så langt tilbage som de klassiske forfatteres efterretninger om Norden går. Særlig mod P. A. Munchs ethnographiske luftcastel» er argumentationen og spotten i afhandlingen rettet 3. 1 Otto Jespersen, Fonetik. 42. 2 TfPhil. III og ÍV indeholdt forskellige smånotiser o. lign. af Jessen: f og v, th og di nordiske navne, om ordet (håndværks-)lav, om tilnærmelse mellem svensk og dansk retskrivning (på det af Rask og N. M. Petersen givne grundlag) m. m. 3 Undertiden går kritikken naturligvis for vidt som når han fornægter kong Gnupa (Gnupa og Silfraskalli. Det var da nogen lystige navne».) 14 ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV. |