Altbulgarisch § 100). Dog har den slaviske Form

trent vilde svare til et lat. »lator sim» (fiam) i Betydningen » fer

4, 73. Paa tilsvarende Maade forklarer Meillet (Gramm. de l'arménien § 90) den armeniske Konjunktiv, f. Eks. bericem >jeg bære» (som ægte Konjunktiv ogsaa med Futurums Betydning). bericem etc. ser ganske ud som en Sammensmeltning med Konjunktiv af em »jeg er», der hedder icem. Til denne Forms Forklaring sammenligner Meillet da det gl. lat. escit erit (Sommer § 358, 6); dog er -i'et vanskeligt at forklare (Brugmann II, 3, 272); er det et oprindeligt ē, opstaaet ved Erstatningsforlængelse: *essk-> *esk-> iç-?

4, 74. En videre Parallel er maaske den italiske irrealis, saaledes den lat. imperf. konj. amārem, vidērem, scriberem, finirem, vellem, essem, ferrem etc. I Analogi med Meillet's Forklaring af arm. beriçem ligger det nær at forklare det til Grund for Endelserne liggende -sēm, sēs, -sēt, -sēmus, -sētis, sent som en gammel konj. til Ves, formet efter opt. sīm, sīs, sīt, sīmus, sītis, sīnt (gl. lat. siēm, sies etc.), samt ind. sum, sumus, sunt, og i Overensstemmelse med Konjunktiver som agam (gl. lat. agēm), agēs, agēt, agēmus, agētis, agent. Den faktisk foreliggende, i alle Tilfælde nydannede Irrealisform til Ves, nemlig essem, skulde saa være analogisk efter alle de andre Irrealisformer (essem til Stammen es-, som amāsēm) amārem til Stammen ama-, som velsēm) vellem til Stammen vel- etc.), paa lignende Maade som det arm. impf. ei (›jeg var») regnes for Nydannelse efter Former som berei (»jeg bar»).

(Andre Forklaringer, se f. Eks. I. F. 30, 338 ff.; Brugmann II, 3, 421, 4; Sommer § 352.)

4, 8. Angaaende det keltiske t-Præteritum, der undertiden er søgt anvendt til Forklaring af det germ. svage præt., henvises til Holger Pedersen: Vgl. Gramm. der kelt. Sprachen II, § 619 og 625 (se ogsaa II, 246 ff. om den dunkle imperf.-Form). Ved sammensatte Verber kan t-Præteritet, der er aktivt, have samme Form som det af det gamle to-part. opstaaede passive

Præteritum (f. Eks. irsk -alt 1) opdrog, 2) blev opdraget), og dette sidste kan konstrueres upersonligt med et Objekt; smlgn. ovenfor til det arm. perf. (og f. Eks. K. Z. 40, 151 f.).

5. Syntaktisk Forklaring.

5. 1. Af de i Afsnit 4 sammenstillede periphr. Verbalformer indeholder de under 4, 6 nævnte en Præteritumsform af verbum substantivum (og har impf. Betydning) og de under 4, 7 nævnte en opt.- eller konj.-Form. Den nøjagtigste Parallel til det germ. svage Præteritum efter den opstillede Forklaring findes derfor kun i de under 4, 1-5 nævnte Verbalformer, der som Grundform har: en Forbindelse mellem et aktivt verbal-nomen, gerne med nomen-agentis-Karakter, og præs. af verbum substantivum. Paa skr. (og i Sindhi), arm. og lat. har denne Forbindelse Futurums Karakter; paa pers., slav., i en anden arm. Form og en anden lat. Form derimod Perfektums; Udvikling til Præteritum ser vi ogsaa paa germ. og vel ad lidt anden Vej - i nyere indiske Sprog. Verbalnomenet dannes paa slav. og arm. med l-, ellers med t- (efterfulgt af forskellig Vokal). Agglutination af verbum substantivum, som det er forudsat for germ., findes blandt de i 4, 1-5 nævnte Former paa ind., pers. og i yngre slaviske Sprog, blandt de under 4, 6-7 nævnte paa slav., lat. (2 Former), armen. (2 Former), gr. og lit.

Forsaavidt der er udviklet præterital Betydning, har denne (oprindelig) Perfektums Karakter.

5, 2. Til Belysning af, hvorledes en Forbindelse af et nomen-agentis + Præsens af verbum substantivum kan komme. til at repræsentere enten Præteritum (spec. Perfektum) eller Futurum, skal anføres en Del danske Eksempler, der let kan suppleres fra andre Sprog.

1

=

Auktionsholderen spørger for at fremkalde Bud: »Hvem er Køber til denne sjældne Bog?»: Futurum; »hvem vil købe Bogen?> Efter Hammerslaget spørger han: Hvem er KøPerfektum; hvem har købt Bogen?»

beren?»:

1 Se Noten Side 38.

Lignende ved Børshandel: »Hvem er Sælger af Oliemøller?»: Futurum; »hvem vil sælge Oliemølle-Aktier?>

=

» Hvem

er Sælgeren? := Perfektum; »hvem har solgt det omspurgte?» Ved Kortspil: »Hvem er Udspiller?»: »hvem skal spille ud?» »Hvem er Giveren?»: »hvem har givet Kort?»

Fortid (= Perfektum) fremdeles i følgende Tilfælde: »Hvem er Vinderen i 400 m-Løbet?» (= »hvem er det, der har vundet?») Carlsen er Vinder. Han er Forfatter til et Skrift om Afholdssagen. Det er Hauch, der er Forfatteren. Hvem af Eder er saa Løgneren? Det er dig, der er Løgneren. Han beskyldes for at være Gartner Bangs Morder (= »for at have myrdet Gartner B.»). Tempusforandring af Kopula (henholdsvis var og bliver) angiver relativ Tid: Carlsen var ogsaa Vinder af forrige Løb»; det er Førfortid. » Carlsen bliver ogsaa nok Vinder af næste Løb»; det er Efterfremtid, som ogsaa kan udtrykkes ved er (»De skal se: Carlsen er ogsaa Vinder i næste Løb»), samme Funktion som det periphrastiske fut. paa lat. og skr.

I alle disse Tilfælde udtrykkes der en afsluttet Handling; Forbindelserne var perfektive.

Anderledes derimod ved Eksempler som: Han er Forfatter. Han er Udgiver af et lille Tidsskrift. Han er Kartoffelhandler. Vi er Eneforhandlere af denne Vare. Vi er altid Købere af gammelt Jern. Hvem er Ejeren af dette Hus? Han er en Løgner.

Her betegner enten Verbet selv noget uafsluttet (>> Forhandler») eller Udtrykket er durativt. Tidsbetydningen er »Nutid».

Ved Tempusforandring af Kopula dannes ingen relativ Tid; Tidsbetydningen ligger alene i Kopula: Han var Forfatter. Han har været Forfatter. Han skal være Udgiver af et Tidsskrift. Smlgn. navnlig: 1) Han var en Løgner og 2) Det var ham, der var Løgneren; 1) = han løj (i Regelen), 2) = det var ham, der havde løjet (dengang).

Naar et Udtryk, bestaaende af nomen agentis + »er» udvikler sig til at fungere som Perfektum eller Futurum, synes det derfor rimeligt at antage, at Udviklingen er udgaaet fra perfektive Forbindelser.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV.

4

5, 3. En saadan Udvikling som: han er Køberen) han har købt, vilde svare til den af Sarauw i Festschrift für Vilh. Thomsen 1912, s. 60 ff., hævdede Udvikling af det indoeuropæiske Perfektum ud fra en Permansivform, der under visse Betingelser fremkalder en Slutning om noget forbigangent. Som Sarauw illustrerer Perfektums Udvikling ved Sætninger som: wer besitzt, der hat erworben, kan den her behandlede Udvikling illustreres ved Eksempler som: wer Sieger ist, der hat gesiegt.

Oplysende er ogsaa Diez' Udvikling i Gramm. d. roman. Sprachen III, 302 ff. af Tidsforskellen mellem l'ennemi est battu og il est aimé de tout le monde og denne Forskels Afhængighed af, om Verbet er perfektivt eller ej.

Kortest og klarest er herhenhørende Spørgsmaal behandlet i Otto Jespersen: Tid og Tempus (Danske Vidsk. Selsk. Forh. 1914), specielt i Afsnittet om Perfektum, hvor ogsaa baade Diez og Sarauw citeres.

København, den 30. Mai 1921.

Louis L. Hammerich.

Die epische Dreizahl in den Íslendinga sogur.

Ein Beitrag zur Beschreibung der isländischen Saga.

Grettis saga Ásmundarsonar.

Die reine Dreizahl.*

(Forts.)

K. 7, 9. Der Jarl Audun zahlt den Brüdern Ásmund und Ásgrím ihr Vermögen in dreierlei Gestalt aus, in einem Halsschmuck, in 3 Goldringen und in einem kostbaren Mantel (Ausland).

K. 29, 6. Gretti treibt dem Odd ómagaskáld beim Pferdekampf den Stab so stark in die Seite, dass diesem 3 Rippen brechen.

»3 Mark Silber.»

K. 51, 11. póri aus Gard und pórodd drápustuf setzen jeder einen Preis von 3 Mark Silber auf Gretti's Kopf.

K. 59, 5. Þóri aus Gard erhöht den Preis auf Gretti's Kopf um nochmals 3 Mark Silber.

3 Personen.

K. 1,2. Qnund Ófeigsson hat auf seinen Wikingfahrten 3 Gefährten, den Balki Blæingsson, den reichen Orm und den Hallvard (Ausland).

K. 11,5. 3 Brüder, Ingólf, Ófeig und Eyvind, aus Norwegen nehmen am Húnaflói 3 Fjorde in Besitz, die nach ihnen benannt werden.

K. 31, 14. Gretti rühmt sich, dass er mit 3 Männern auf einmal zu kämpfen den Mut habe.

K. 52, 14. Nach der Gefangennahme Gretti's durch die Kleinbauern, kommen 3 Menschen das Tal heraufgeritten.

K. 69, 15. Der Bauer porvald lässt Gretti und Illugi durch seine 3 Knechte nachts nach der Insel Drangey rudern.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXVIII, NY FÖLJD XXXIV.