en efterligning af et irsk poetisk udtryk 'mesrad machæ', »krigsgudindens afgrøde», som forklares ved hoveder af de mænd, der er dræbte i kamp'. Dette irske udtryk kan dog ikke påvises i ældre kilder end fra første halvdel af det 15. århundrede, men det siges at slutte sig naturlig til den folkelige, irske poetiske udtryksmåde og støttes ved et parallelsted fra kröniken Cogad Gaidel, som i oversættelse lyder således: »De fremmede høste marken vel; mange dynger af aks er det, som falder for deres le». Ser man nærmere til, viser det sig, at sammenligningen mellem det irske og det nordiske udtryk halter, og at den lighed, der er, sikkert er aldeles tilfældig. Hvis man opfatter det irske udtryk mesrad macha som et slags kending, er den eneste lighed mellem kendingerne den, at hovedordene i bægge mødes i betydningen 'sæd'; derimod er bestemmelsesordene forskellige. I den irske kending må meningen vel være den, at det er krigsgudinden, der har mejet eller indhøster sæden, i den nordiske derimod, at det er ravnen, der skal æde den. Med andre ord: i Hugins barr betegner hovedordet væsentlig det samme som 'føde', hvilket vel næppe er tilfældet i den irske kending. Med hensyn til det af Bugge fra Cogad Gaidel anførte sted skal jeg bemærke, at sammenligningen af kampen med høstkarles arbejde ikke er specielt irsk. Den ligger så snublende nær, at man vistnok vil kunne finde eksempler derpå i de fleste folks digtning. Bugge har selv påpeget et lignende eksempel fra Danmarks gamle folkeviser. Hos Homer (II. XI 67 fgg. og XIX 222-223), Eschylos (Hiket. 636), Vergil (Æn. X 513), Horats (Carm. IV, 14, 31) og mange flere klassiske forfattere vil man finde noget lignende. I disse og lignende tilfælde, hvor sammenligningen ligger så nær, er der ingen grund til at antage, at den ene forfatter har lånt fra eller er påvirket af den anden, medmindre dette kan göres sandsynligt ved andre grunde. Dertil kommer, at dette billede af kampen som nedmejning er fuldstændig fremmed for den her omhandlede nordiske kending, da barr som sagt ene og alene optræder i egenskab af fødemiddel. Jeg kan altså ikke finde noget væsentligt berøringspunkt mellem den nordiske og den irske kending, og finder det i höjeste grad usandsynligt, ja umuligt, at den irske kending har tjent den nordiske som forbillede, tilmed da de irske kilder, hvor kendingen mesrad macha er påvist, er flere hundrede år1 yngre end Helgekvadet. Er forfatteren af H. Hund. I den første, som har opfundet kendingen Hugins barr = 'lig'? Det kommer an på, hvad man forstår ved at opfinde'. Det er slet ikke umuligt, at han er den første, som har stillet netop disse to enkelte ord sammen til en kending, det første som biord, det sidste som hovedord, skönt ikke en gang dette er sikkert han kunde jo have lånt denne sammenstilling fra et ældre, nu tabt digt. Derimod tör det betragtes som fuldstændig sikkert, at han ikke først har opfundet kendinger af denne bestemte type, nemlig kendinger bestående af et bestemmelsesord af betydningen 'ulv' eller 'rovfugl' (örn eller ravn) i genetiv og et hovedord af betydningen føde'. Disse kendinger hører til skjaldenes ældgamle faste repertoire og kan betyde både 'blod' og 'lig'. Dette udtryk ligger til grund for ordforbindelsen. trođa náttverđ ara i Egils Höfuðlausn 10 v., hvor de to sidste ord dog vistnok ikke er at opfatte som kending (ara er dativ se Arkiv f. n. filol. XIX, N. F. XV s. 111-112). Einarr skálaglamm kalder ligene for ylgjar tafn (Sn. E. I 488). I et digt om Jomsvikingeslaget kalder Tindr Hallkelsson ligene for verdr Hugins ferðar (Hkr. ÓT. k. 47, FJ.'s udg. k. 42, jfr. Finnur Jónsson i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1886 s. 331). Hos Halldórr ókristni finder vi gera beita i samme betydning (Hkr. ÓT. k. 120, FJ.'s 1 Nærmere bestemt vistnok næppe under 300 år. H. Hund. I synes at høre til de yngste Eddakvad og kan næppe være digtet för end henimod slutningen af det 11. århundrede, efter at de gamle hedenske mytiske forestillinger var betydelig afblegede. Når Sinfjötli i v. 38 slynger en anden dødelig mand det i ansigtet som en forhånelse, at han har tjent som Valkyrje hos Odin og Einherjerne, tyder dette på en meget sen tid. Ligeledes, når digteren i samme vers forblander de to begreber skass og valkyrja med hinanden, eller når han i v. 40 taler om fenrisúlfar i flertal og synes at bruge dette ord som fællesbetegnelse for ulve overhovedet (jfr. úlfa i v. 39, der betegner det samme). Finnur Jónsson har allerede påpeget den besynderlige brug af Fróða friðr v. 13 om dyb fred i almindelighed (F. Jónsson, D. oldn. og oldisl. lit. hist. I s. 260). udg. k. 112, jfr. Konr. Gíslason, Udvalg af oldu. skjaldekvad s. 29 og 144). I kendingen ár-rafn-gefendr hos pórdr Kolbeinsson (Fms. XI 188 og 199, Konr. Gíslason, Udvalg s. 30 og 152) oversætter Konr. Gíslason ár ved 'føde' (jfr. Sturla i Hák. Hák. k. 219 3. v. Fms. IX 493 úlfa ár ok ara ferðar). Hos pórdr » (rimeligvis p. Kolbeinsson) finder vi kendingen freka hveiti (Sn. E. I 480), som med hensyn til hovedordets betydning fuldstændig stemmer med Hugins barr. I et vers af Óttarr svarti findes úlfs beita (Hkr. Óh. k. 160, FJ.'s udg. k. 150). Det sted, som frembyder de fleste og mærkeligste paralleler til Helgekvadet er dog et vers af Þjóðólfr, som lyder således: Lét hrætrana hveiti hrynja gramr ór brynju. Vill at vexti belli val-bygg Haraldr Yggjar. Blódorra lætr barri Her har vi i et enkelt vers fire parallele symmetriske kendinger af den omtalte type, som alle betegner enten blod eller ådsel, nemlig: 1. hrætrana hveiti, 2. Yggjar val-bygg (Yggjar valr = ravn), 3, blóðorra barr 2, 4. sveita svans ord; og i dem alle betegner hovedordet 'korn' eller 'sæd', bestemmelsesordet derimod 'ravn' eller 'örn'. Den virtuositet, hvormed skjalden varierer kendingerne vilde være uforklarlig, hvis den ikke var fremgået af en gammel, ved tradition befæstet og udviklet kunstform. Det er derfor fuldstændig uberettiget at antage, at þjóðólfr på dette sted har brugt Helgekvadets kending Hugins barr som forbillede, selv om én af hans fire kendinger har det samme hovedord som denne, 1 Det første halvvers er overleveret i den tredje grammatiske afhandling i Sn. E. II s. 164; min udg. af den 3. gr. afh. k. III, 16 (26). Det er udførlig behandlet af mig i samme udg. s. 219 fgg. i forbindelse med det sidste halvvers, der er overleveret i Skáldskaparmál (Sn. E. I s. 486–488). Der kan ikke være nogen tvivl om, at de to halvvers hører sammen til ét vers. 'Ordfølgen er: bragningr lætr ara fagna blóðorra barri, ikke: bragn. lætr blóðorra fagna ara barri. Bægge konstruktioner giver rigtig nok den samme tanke, men den sidste vilde forstyrre kendingernes symmetri, som blandt andet viser sig i, at alle fire kendinger er dobbelte (tvíkent). tilined da det er tvivlsomt, om Helgekvadet er ældre end Þjóðólfs vers (jfr. ovenfor noten under teksten om Helgekvadets alder) 1. Alle de øvrige anførte skjaldesteder er efter min mening sikkert ældre end det første Helgedigt, og tilsammen afgiver de et tilstrækkeligt bevis for, at Helgekvadets forfatter ikke er opfinder af de til denne type hørende kendinger. Sagen er, at disse fra ældgammel tid er skjaldedigtningens fælleseje. Det er værd at lægge mærke til, at i kendinger af typen 'ulvens, eller örnens, eller ravnens korn' bruges et fødemiddel af speciel art til at betegne det almindelige begreb 'føde', og det et fødemiddel, som ulven og örnen aldrig, og ravnen vistnok kun i nødsfald æder. Hvorfor kan f. eks. fødemidlet 'kød' ikke bruges som hovedord i disse kendinger? Aabenbart af to grunde, nemlig dels fordi omskrivningens genstand, ligene, væsentlig er kød hovedordet må betegne noget fra den omskrevne genstand forskelligt dels fordi 'ulvens (örnens, ravnens) kød' vilde være tvetydigt det kunde nemlig også betyde 'det kød, som sidder på ulvens (örnens, ravnens) krop'. Noget andet er, at ligene kan kaldes for 'ulvens (örnens, ravnens) steik; steik betyder da omtrent det samme som krás, lækkerbisken' (jfr. hjaldrmás krás Háttalykill 25 b; úlfa krásir H. Hund. I 36). Det pikante i kendinger af den omhandlede type med 'korn' som hovedord ligger netop i, at korn vel er et almindeligt fødemiddel for mennesker, men ikke for ulve eller örne eller ravne. Når bestemmelsesordet træder til, får kendingen alligevel sin rigtige og klare betydning. -- Når Bugge finder det selvindlysende», at kendingen Hugins barr først må være skabt i et land med udviklet kornavl, og derfor mener, at det første Helgekvad ikke kan være digtet på Grönland eller Island, så beror dette på en miskendelse af kendingens væsen. Han har besynderlig nok ikke tænkt over, at barr her i grunden ikke betyder noget andet end 'føde'. Hvis han havde gjort det, vilde han sikkert have indskrænket sig til 1 Det samme gælder om úlfa barr hos Arnórr (Fms. VI 68). Jfr. Bugge, Helgedigtene s. 8. ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXXIX, NY FÖLJD XXXV. 8 at sige: »Det synes selvindlysende, at udtrykket Hugins barr først må være skabt hos et kornspisende folk». Og til disse har Islændingerne og, om end måske i mindre grad, også de gamle Grönlændere hørt fra arilds tid. Bugge tror, at hjálmvitr og sárvitr i H. Hund. I v. 54, der, som det synes, bruges for at betegne valkyrjer, »er efterligninger af alvitr i digtet om Valund, der blev forstået som 'Alvætter', uagtet det var trådt i steden for angelsaks. albite eller elfete, 'svaner'>. I overensstemmelse hermed oversætter Bugge hjálmvitr ved hjælmvætte», sárvitr ved »sårvætte». Hertil skal jeg tillade mig at bemærke, at de lærde ikke er enige om, hvorledes ordet alvitr i Volkv. skal skrives og fortolkes. Sievers skriver alvítr, som han fører tilbage til ali-vihtir og sammenligner med alwihte i Beowulf kvadet; han oversætter: »fremdwesen», >wesen aus einer anderen welt» 1. Denne tolkning har Gering optaget i sin ordbog over Eddakvadene. Wadstein tror, at alvitr står for ældre alfitr, en gammel, ægte nordisk usynkoperet form, som senere blev dels til elftr med omlyd, dels til alft uden omlyd. Mangelen af i-omlyd i alfitr forklarer Wadstein ved, at anden stavelse har haft stærk bitone. Med hensyn til betydningen stemmer altså Wadsteins tolkning med Bugges; forskellen er, at den første ikke antager påvirkning fra angelsaksisk. Dette synes heller ikke nødvendigt, og det så meget mindre, som formen alfitr netop forklarer de to former, ordet har i oldnorskislandsk, elftr og alft. Om v for ældre ƒ henviser Wadstein til Noreen, Altisl.-altnorw. grt.2 § 185 med anm. 1.2 At den usynkoperede form kunde holde sig længere i Valkyrjenavnet (og i den arkaiserende digtning) end i appellativet, er kun naturligt. For resten kunde det tænkes, at alvitr i Volkv. står for Alf-vitr. Wadstein har vist, at det til oldisl. alfr svarende ord i de germanske sprog en gang har haft betydningen hvid'. 3 1 Beiträge XII 488. 2 Uppsalastudier tillegnade Sophus Bugge s. 175, jfr. s. 157. 3 S. st. s. 157-158. |