dem. Da kunde det ofte komme til Kamp mellem Nordmænd, hvem Finner adlöd, og Kylfinger, thi de to Folk beskyldte hinanden gjensidig for urettelig at tilrane sig Skat i Finmarken. Det blev en Kamp paa Liv og Död, og Seierherren viste ingen Skaansel.

Den senere, særlig norske Opfatning af Volund-Sagnet lader Nídud, der er Konge i Sverige, overfalde, fange og lemlæste Volund, Sön af Finnernes Konge, i Ulvdale i Finmarkens Vildmark og lader ham beskylde Volund for at have ranet Skatte, som egentlig skulde tilhöre Nidud. Dette afspeiler altsaa, efter hvad jeg ovenfor har fremhævet, historiske Forhold i Finmarken omkring 900.

Det oldnorske Digt Haustlong forudsætter Kjendskab til Digtningen om Volund. Digtet Haustlong henföres sædvanlig til Tiden omkring 900, men er efter min Formodning ikke ældre end anden Halvdel af 10de Aarhundred. At det forudsætter Kjendskab til Volund-Sagnet godtgjöres derved, at Jætten Thjazi i dette Digt kaldes "Stenens Níðuðr 1).

Da Jætternes Land i et andet nærbeslægtet Digt kaldes "det kolde Sverige" Svíþjóð kólga 2), saa kunde man af Udtrykket "Stenens Niður" for en Jætte være tilböielig til at slutte, at ogsaa Forfatteren af Haustlong kjendte Nidud som Konge i Sverige. Men denne Slutning er mindre sikker.

Fra Norge er Sagnet om Volund vandret til Sverige, og det er der blevet stedfæstet, hvilket kunde lettes derved, at Nidud i det norske Sagn, vistnok allerede för dette vandrede til Sverige, var bleven gjort til Konge i Sverige. I Richard Dybecks Runa (Ny Række, fol.) 1870, I S. 39 meddeles fölgende:

I Misterhult Sogn i det östlige Småland ved Sjöen Götmarn ligger en skovgroet Bjergstrækning, som kaldes Fjälla og Gullstrecket. I Sjöen Götmarn ligger en Ø Gullholmen,

1) grjótniđađar Gen. Snorra Edda ed. AM. I 312.

') Snorra Edda ed. A. M. I 298 i Thórsdrápa.

som fölge en Bemærkning paa et Kort fra Begyndelsen af 18de Aarhundrede tidligere har havt Navnet Bågön (Baugöen, d. e. Ringöen). En anden liden Ø i Sjöen heder Silfverholmen. Nær ved denne Egn, i samme Sogn, gaar en Dal til Sjöerne Göten og Rammen, og der ligger Landsbyen Ulfvedal, som har givet en Del af Sognet Navn af Ulfvedalsgränd. Ved Sjöen Götmarn er Gaarden Vällehorfva, forbi hvilken en liden Bæk rinder ned i Sjöen. Broen derover kaldes i Beskrivelsen af et Kort Verlebro. Ved Sjöen har, fortælles det, i gamle Dage boet en navnkundig Smed ved Navn Silfvernagel, som, naar han vilde, gik ind i Fjældet og tog Guld, hvilket sad der som lange Stænger. Af Guldet forfærdigede han smedede Arbeider. Han skal alligevel ikke selv være bleven rig.

I dette Sagn har vi, som jeg med Dybeck og Svend Grundtvig (Danmarks gamle Folkeviser IV, 592) antager, en Stedfæstelse af Sagnet om Volund. Men jeg antager ikke, at Samleren af Sæmundar Edda har kjendte dette smaalandske Sagn og derfor gjort Níđud til Konge i Sverige. Jeg mener omvendt, at det norske Sagn med Stedsnavnet Ulvdale og med Angivelse af Nidud som Konge i Sverige er vandret til Sverige. Det er blevet stedfæstet til det östlige. Smaaland, fordi Navnet Ulvedal fandtes der, og der er det smeltet sammen med en oprindelig nordtysk Form af Sagnet, som kaldte Smeden for Veland eller Verland 1).

En Sammensmeltning af en mere nordisk Form af Sagnet, nærmest beslægtet med den engelske, og af den fra Nordtyskland indkomne Sagnform kan ogsaa, bortset fra Didriks saga, paavises i Danmark.

1) Stedsnavnene Vällehorfva og Verlebro har naturligvis sin Oprindelse fra Bækkens Navn og ikke fra Smedens Navn. Men Almuen synes at have sat hine Navne i Forbindelse med Veland, Verland.

Navnet Gullholmen behöver ikke at have sin Oprindelse fra Sagnet, men kan senere være bragt i Forbindelse med dette. Dybecks Forklaring af Navnet Bågön er neppe rigtig.

I den danske Vise "Kong Diderik og hans Kjæmper" (Danmarks gamle Folkeviser udg. af Svend Grundtvig Nr. I B 15) siger nemlig Vidrik:

Verland hedde min Fader,
var en Smed vel kön

(i Haandskriftet: skön)
Bodil hed min Moder,

en Konningdatter væn.

Navnet Bodil paa Smedens Moder har ikke Lighed med noget Navn, som Wielands Moder vides at have havt i Tyskland. At det ikke er kommet fra Tyskland, viser sig tydelig af Vokalen o i förste Stavelse. Bodil er tydelig en Omændring af det nordiske Navn paa Volunds Moder Bodvildr, som er overfört fra det engelske Navn Beadohild. Men nærmere kan det ikke paavises, ad hvilke Veie Navnet Boðvildr er kommet ind i den danske Vise som Bodil 1).

Sophus Bugge.

1) Andensteds har jeg paavist, at Balladen "Ridderen i Fugleham”, der er bleven sungen i Danmark (Danm. gamle Folkeviser Nr. 68), i Sverige (Arwidsson Nr. 122) og paa Færöerne, er paavirket af Sagnet om Volund. Se Sophus Bugge og Moltke Moe, Torsvisen, S. 108.

[Den her trykte Afhandling har under Titelen "The Norse Lay of Wayland" (Vølundarkvida), and its Relation to English Tradition" været trykt i engelsk Oversættelse i "Saga-Book of the Viking Club", vol. II (London 1899-1901), S. 271-312. Men da dette Skrift kun kommer i Medlemmernes Hænder og der, mig bekjendt, ikke har været taget Særtryk af min Faders Afhandling, har jeg ansét det for rigtigt at söge at faa trykt det norske Originalmanuskript, som findes blandt min Faders efterladte Papirer, og Hr. Professor Dr. Axel Kock har godhedsfuldt givet det Plads i Arkiv. Jeg bringer ham derfor min bedste Tak.

Et Par Anmærkningerne er tilföiede af Undertegnede, men sat i Klammer. Paa grund af den engelske Oversættelse var der skrevet Nithuth osv. Dette har jeg forandret. Jeg bör kanske ogsaa lægge til, at paa den Tid, da denne Afhandling blev skrevet, var Ardre-Stenens Billeder af ValundSagnet, som Prof. Fr. Läffler först har gjort opmærksom paa, endnu ikke kjendte. Alexander Bugge.]

Kristiania Mai 1908.

Dr. Friedrich Boden: Die isländische Regierungsgewalt in der freistaatlichen Zeit (i "Untersuchungen zur deutschen Staatsund Rechtsgeschichte herausgegeben von Dr. Otto Gierke, 78. Heft"). Breslau 1905.

Spörgsmaalet om den islandske Godeværdigheds Oprindelse og Udvikling har hidtil ikke fundet nogen tilfredsstillende Løsning. Som bekendt møder man paa Islandi Modsætning til det øvrige Norden det Særsyn, at Goderne (d. v. s. Præstestanden) er i Besiddelse af hele den politiske Myndighed. I den hedenske Tid har Goderne altsaa Ledelsen af baade de religiøse og de verdslige Anliggender; men ved Kristendommens Indførelse bortfalder deres præstelige Funktion, medens de baade beholder deres politiske Myndighed og deres hidtidige Navn eller Titel, som dog i Følge dette Ords Betydning oprindelig kun kan have betegnet deres præstelige Virksomhed.

At denne højst ejendommelige Ordning trænger til en særlig Forklaring er indlysende. Men hvorledes Forholdet bör forklares, derom er der endnu ikke opnaaet Enighed.

Den almindeligste og af de fleste Forskere hævdede Forklaring (Maurer, Keyser, Munch, Sars, K. Lehmann o. s. v.) gaar ud paa, at Godernes verdslige Magt er udsprunget fra Tempelforstanderskabet. Om hvert Tempel samlede sig en Menighed, og dens Medlemmer kom efterhaanden til at staa i et vist Afhængighedsforhold til Tempelforstanderen; de maatte som Vederlag for Benyttelsen af hans Tempel baade betale en vis Afgift og personlig være ham følgagtige, naar Forholdene krævede saadant, medens han til Gengæld optraadte som deres Beskytter overfor andre. Tempelforstanderen (Goden) fik saaledes ved Siden af sin religiøse Funktion en udstrakt verdslig Myndighed, blev en Hersker, og hans Menighedsmedlemmer blev hans "Thingmænd", hans Undergivne eller Undersaatter. Saaledes havde Forholdene udviklet sig paa Island, forinden man her fik lovordnede Tilstande, men gennem Ulfljotsloven blev dette saa fastslaaet og legaliseret saaledes som det allerede havde udviklet sig gennem Sædvaneretten.

Men ved Siden heraf har man hævdet, at denne Udvikling i Grunden ikke var noget enestaaende, ikke nogen særlig islandsk Udvikling. Tværtimod havde det i ældre Tider været Skik og Brug i Norden, at Styrelsen af de verdslige og de religiøse Anliggender havde været forenet, idet Statsmagten i sig ogsaa havde indbefattet Overpræstedömmet. Forbilledet for de islandske Goder maatte derfor søges hos de norske Smaafyrster, navnlig Herserne, der maatte antages med deres verdslige og militære Myndighed at have forenet en præstelig Virksomhed eller tillige været Goder. Imod denne almindelige Opfattelse har V. Finsen i sit Skrift "Den oprindelige Ordning af nogle af den islandske Fristats In

ARKIV FOR NORDISK FILOLOGI XXVI, NY FÖLJD XXII.

stitutioner" gjort gældende, at der efter hans Skön ikke er ført noget Bevis for, at der oprindelig har været en saadan Forbindelse mellem den verdslige og den religiøse Myndighed i Norden. som den, vi ser hos de islandske Goder. Han mener tværtimod og har fremført vægtige Indicier for denne sin Mening, at man ogsaa udenfor Island har haft en særlig Stand, som kaldtes Goder, men at de her kun var religiøse Funktionærer, Præster eller Tempelforstandere; og netop derfor forsvinder baade de og selve Navnet her ved Hedenskabets Ophør, medens de islandske Goder ogsaa efter Kristendommens Indførelse i Egenskab af verdslige Herskere fortsætter deres Tilværelse. Finsen mener derfor, at Oprindelsen til den Forening af verdslig og religiøs Myndighed, som vi finder hos de islandske Goder, ikke kan søges udenfor Island. Den er en speciel islandsk Udvikling, en Ordning, som er her indført ved selve Ulfljotsloven, som i denne Henseende ikke blot fastslaar eller legaliserer et allerede tilstedeværende Forhold, men tværtimod indfører en ny, hidtil i det øvrige Norden ukendt Ordning.

Det er dette Spörgsmaal

til de islandske Goders verdslige Myndighed som Dr. Boden nu har optaget til fornyet Undersøgelse. Og hans Resultater er i flere Henseender afvigende fra de ældre Opfattelser.

I en tidligere Afhandling: "Die isländischen Häuptlinge" (i "Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte" Bd. 24. Jahrg. 1903) havde Dr. Boden søgt at godtgøre, at Tempelforstanderskabet ikke kan have været Kilden til de islandske Goders politiske Magt. Det drejede sig her altsaa kun om den negative Side af Sagen. Men i den nærværende Afhandling kommer Fortsættelsen, hvori han gaar over til den positive Side og søger at give Spörgsmaalet en mere alsidig Belysning, og navnlig at undersøge, hvilken Rolle Tempelforstanderskabet faktisk spillede for Udviklingen af den islandske Regeringsmagt, og dernæst, hvori den virkelige Rod til Regeringsmagten bör søges".

Forf. inddeler sin Afhandling i 10 §§, hvis Indhold kortelig kan gengives saaledes:

I§ 1 undersøger Forf., om den Maade, hvorpaa Landnamene eller Landets Bebyggelse foregik, kan have haft nogen væsentlig Indflydelse paa Udviklingen af den islandske Regeringsmagt, og kommer til det Resultat, at det ikke er Tilfældet.

§ 2 handler om Tempelforstanderskab og Thingvæsen og det hævdes der, at man ikke i Tempelforstanderskabet kan søge Kilden til den politiske Magt hos Goderne. Ulfljotsloven gik ingenlunde ud paa at fastslaa en Tilstand, som allerede var forhaanden, men dens Hensigt var sikkert at indføre en saadan Ordning, at den politiske og religiøse Ledelse for Fremtiden skulde blive forenet, ved at göre det til en Forpligtelse for de nye Magthavere at bygge og opretholde Templer, hvis Antal för den Tid vistnok