ligt tidspunkt), hvilket man, navnlig fra Jespersens synspunkt, sikkert måtte kalde forholdsvis tidligt.

Det vigtigste forsøg på at tidfæste stødet er det, som foreligger i Marius Kristensens avhandling (fra 1898) "om stødet i dansk" i Ark. XV, 41 ff. Herefter skulde det være opstået i det 14. hundredår, hvilket resultat av Kock i Anschw. acc. § 256 citeredes som sandsynligt. For at nå til denne tidfæstelse opstiller Marius Kristensen dels en terminus ante quem, dels en term. a quo. Da det ikke er min mening, at stødet er yngre end av ham antaget, vil der her kun kunne blive tale om diskussion av den sidstnævnte: grænsen opad i tiden. I denne henseende har Marius Kristensen påpeget 3 momenter, som vi nu skal gennemgå.

1) Medens stødet ikke plejer at indtræde i ord av formen opr. kort vokal + kort konsonant (eks. ven, blad), findes det ikke des mindre overalt i sådanne, som ender på -m (eks. lem', tam', oldno. limr, tamr). I de ældste danske hss. findes nu spor av en forlængelse av m i sådanne stillinger 1); der sluttes da, at stødet i det hele må være yngre end denne forlængelse.

Det forekommer mig imidlertid ikke, at dette forhold kan avgive grundlag for den søgte terminus. Ti lad os et øjeblik som et tankeeksperiment tænke os stødet eksisterende på en tid, da forlængelsen av m endnu ikke var foregået, og ord av den nævnte type altså måtte være stødfrie. Stødet vilde da forekomme i alle ord med akc. 1, der havde 1) lang rodvokal (med eller uden følgende kons.), eller 2) kort rodvokal + lang stemt eller sammensat, (i begyndelsen) stemt konsonans, altså under alle omstændigheder i ord med lang rodstavelse, så vidt de fysiologiske forhold ellers muliggjorde det. Når nu tiden kom, da m forlængedes, så at stammer som lim tăm fik lang stemt

1) Det må bemærkes, at forlængelse av m efter vokal kun kan komme til skriftligt udtryk i indlyd.

rodstavelse, hvorledes kunde man spørge

vilde disse ord da kunne undgå ad analogiens vej at udstyres med det strubelukke, som tilkom alle de ord, med hvilke disse havde ekspiratorisk-kromatisk akcentuering og (nu også) kvantitet tilfælles? Jeg ser derfor ikke rettere, end at stødet meget vel kunde være ældre end forlængelsen av m, og først ved denne være udbredt også til ord med kort vokal + tidligere kort m, medens derimod andre ord, hvor ingen forlængelse være sig av vokal eller konsonant indtraf, forblev udelagtige i stødet.

2) Fremdeles findes stød i ord med akc. 1, hvor et oprindeligt (ɔ: olddansk) udlydende tn er assimileret til n, skrevet nd (watn> vand ɔ: van'); stødet måtte da være yngre end t'ets forsvinden qua ustemt lyd, altså yngre end overgangen in > nn. Her synes mig at kunne gøres samme synsmåde gældende som under forrige moment fremstillet. Så snart f. eks. watn var bleven til [wann], synes intet mere nærliggende, end stødet indførtes fra sådanne ord, hvor der ingensinde havde været hindringer for dets tilstedeværelse som f. eks. [mann]. Med hensyn til det ræsonnement, som jeg her under 1) og 2) har opstillet, må jeg forøvrigt gøre opmærksom på, at det grundsætligt falder sammen med de ovenfor (s. 9) citerede ytringer av Kock Sv. akc. II, 435 f. Også Marius Kristensen er imidlertid, som det fremgår av hans avhandling, fortrolig med grundtanken heri, idet han siger: "... så er der også mulighed for, at en senere opkommen, for stød modtagelig lydforbindelse kunde få stød i analogi med de alt tilstedeværende former" (s. 54).

3) Endnu et moment fremdrager Marius Kristensen, idet han dog betegner dets beviskraft som tvivl underkastet. "Måske", siger han (s. 57), "viser også behandlingen av fremmedordene, navnlig i jysk, hen til et tidspunkt [for stødets indtræden] efter overgangen tenuis > frikativ. Værd at mærke er det i alt fald, at medens tyske lånord, der er optagne

för overgangen tenuis til frikativ (som bæger; til samme tid hører vel også jæger, kræmmer, kælder, skrædder) mangler stød, har ord, som er optagne efter denne (som høker, hid hører vel også junker, kammer, ridder), stød". Her er jeg fuldstændig enig med forf. med hensyn til de to grupper av låneord og deres indbyrdes aldersforhold; vi er altså enige om, at bæger repræsenterer det ældre, høker det yngre lag, optaget i sproget henholdsvis før og efter overgangen tenuis > frikativ. Fremdeles mener også jeg, at stødets forekomst i den sidste gruppe, men ikke i den første hænger sammen med dette tidsforhold; men jeg kan ikke slutte mig til Marius Kristensens forklaring, at stødet skulde være udviklet i den tid, der ligger imellem de to lag av låneord. Som det vil ses, forudsætter denne forklaring, at et ord som bæger uanset manglen på stød har og stedse har haft akc. 11); dette synes mig i og for sig ikke at være uden betænkelighed. Men lad os sætte, at det var tilfældet, altså at ordet optoges i dansk med (stødfri) akc. 1, og lad os desuden antage, at stødet først er opkommet efter, at tenuis var nået at blive stemt frikativ, med andre ord: efter at ayor var opstået av akær med akc. 1. Nu finder vi, at ager i nutiden i jysk (så vel som på det øvrige område, hvor stød findes) har stød; men hvorfor er det samme da ikke tilfældet i bæger, som jo efter forudsætningen lige så vel havde akc. 1, og hvor de fysiologiske vilkår for stødets fremkomst var ganske analoge med det nævnte opr. danske ord? Derimod opstår der ingensomhelst vanskelighed, hvis man med mig går ud fra, at bæger har og altid har haft akc. 2; og at ordet ved optagelsen i dansk modtog denne akc. og ikke akc. 1, vil man sikkert ikke kunne undre sig over, når hensyn tages til den form, som ordet har i den magnæanske lægebog: bechara, jfr. svensk bägare med akc. 2. Ordet har da åben

1) ti hvis det havde akc. 2, var manglen av stød jo en selvfølge, og ordet vilde da ikke kunne inddrages i denne diskussion.

bart haft levis på pænultima ligesom de mange andre lånord på -are, der i svensk har bevaret denne endelse, som i dansk er bleven -er (i begge sprog med akc. 2). Som andre eksempler herpå kan nævnes de øvrige i denne gruppe fremførte ord: kælder, sv. källare, samt de talrige med samme endelse dannede navne på virksomheder eller professioner (jæger, kræmmer, skrædder, sv. jägare, krämare, skräddare, gl. da. med endelse -æra, dialektvis bevaret som -æræ). Ligeoverfor disse står nu som den anden gruppe ord, som er indkomne i sproget efter den tid, da postvokalisk tenuis ændredes, og som derfor, forsåvidt en sådan fandtes i ordet. i det långivende sprog, har bevaret denne fri for ændring til spirant (eks. øker). Her forelå imidlertid ingen særlige forhold, der kunde udvirke, at den for låneord normale akc. 1 ombyttedes med akc. 2: i ordene på -æræ (sv. -are) forsvandt i tidens løb den levis, der tidligere havde hvilet på pænultima, medens ultima hvad særlig jysk vedrører bortfaldt. Efter denne forklaring bliver sammenhængen altså den, at medens de nævnte ældre låneord analogisk antog akc. 2, og dette var som bekendt analogiens almindelige retning i sproget, gik de yngre fri for denne påvirkning. At analogien således har virket mest på de låneord, der har levet længst i sproget, mindre på dem, der senere er komne til, er jo let forståeligt, og dette forhold turde øge den her givne forklarings indre sandsynlighed.

Som resultat av diskussionen om det kronologiske spørgsmål må jeg da gøre gældende, at de grunde, som hidtil under mer eller mindre almindelig tilslutning er fremførte for stødets grænse opad i tiden, ikke er holdbare, og at der følgelig teoretisk set intet er til hinder for, at stødet kunde. være ældre, eventuelt meget ældre, end man hidtil har antaget. Er dette nu også tilfældet? Idet jeg opsætter at give svar herpå til sidste avsnit av nærværende avhandling, skal jeg nu omhandle de hidtil fremsatte opfattelser av stødets teori.

II.

I sin avhandling "om tonelagene" har Joh. Storm søgt at forklare stødets oprindelse. Desværre er hans udtryk på flere punkter så uklare og svævende, at det ikke altid er ganske let at følge tankegangen, hvad der jo atter vanskeliggør en effektiv imødegåelse. "Jeg forklarer" siger han (s. 293), "den særegne Skikkelse, som Tonelaget har i Dansk, af Lydsvækkelse"; som eks. på en sådan lydsvækkelse nævnes de forskellige vokalers sammenfald i det dumpe ǝ i infortisstavelser. "Herved kom Trykket til at koncentreres paa Rodstavelsen, og den musikalske Glidning fra den ene Stavelse til den anden blev indskrænket". Man vil lægge mærke til, at Storm her forveksler årsag med virkning; ti det var jo netop trykkets koncentrering på rodstavelsen, der frembragte vokalreduktionen i følgende tryksvag stavelse, og ikke omvendt. Videre nævnes som eksempel på lydsvækkelsen lange konsonanters avkortning; men det synes vanskeligt at indse, hvorledes dette forhold skulde kunne forklare ejendommeligheder ved dansk akcentuering. Der fortsættes (s. 294): "Ogsaa lange Vokaler ere i Enstavelsesord blevne partielt forkortede, idet der indtræder et pludseligt Ryk..."; her siges altså, at vokalen lider en vis avkortning ved stødet, men dette selv og det var jo det, der skulde forklares forbliver lige gådefuldt. Med lange vokaler sidestiller Storm fremdeles korte vokaler foran antekonsonantisk eller langt 1, m, n og tildels r, idet han tilføjer: "Det stødende Tonelag svarer her til Forlængelse i de beslægtede Sprog og grunder sig vel paa tidligere Forlængelse i Dansk". Hertil er at sige, at der ikke i dansk foreligger noget forhold, der kunde avgive hjemmel for en formodning om en tidligere indtrådt, men senere ophævet almindelig vokalforlængelse i de angivne stillinger. Men forudsat, at en sådan virkelig havde fundet sted, så vilde den stride kraftigt mod Storms