den dag idag i forskellige nordiske dialekter, således i en i lydlig henseende så gammeldags dialekt som Degerforsmålet (se Per Åström i Sv. Ldm. VI. 6. §§ 118, 119) 1). — At nasaler og i den omtalte stilling senere skulde være bleven stemte, kan heller ikke kaldes en i og for sig umotiveret antagelse, når man ser hen til den sonorisering, der i analoge tilfælde har fundet sted i vid udstrækning, således ft> wt, xs > ys, ws resp. is (men ikke i r-forbindelserne, hvor r-lyden iøvrigt er mer eller mindre reduceret). Heller ikke vil der kunne indvendes mod Kocks forklaring -, hvad der muligvis har foresvævet Jespersen, at man ikke bør forudsætte, at lydændringer i hinanden modsatte retninger har fundet sted med kort mellemrum, ti der står ingen steder skrevet, at mellemrummet var kort d. v. s. kun nogle få hundredår. Den ustemte udtale kan jo teoretisk set meget godt være lige så gammel som vedkommende tenues, med andre ord datere sig fra den lydforskydning, hvorved tenues opstod av mediæ; da vi intet ved om lydforskydningens alder opad i tiden, kun at den i hvert fald ligger før vor æras begyndelse, bliver der lavt regnet plads til over tusende år mellem de ustemte lyds indtræden og deres overgang til stemte. Efter at den fremsatte indvending mod Kocks forklaring således har vist sig utilstrækkelig motiveret, går vi over til Jespersens egen teori. Denne går ud på, at "jysk har udtalt den første konsonant efter vokalen kortere end der krævedes til udvikling af stød, sml. . . . . ord som bad og desl." (s. 226). Heri ligger, at stødet krævede lang stemt konsonant som forudsætning, hvilket også positivt udtales forskellige steder i avhandlingen (ss. 220, 221, 227), og det må følgelig for denne opfattelse blive av særlig vigtighed at få sikker rede på kvantitetsforholdene både de nuværende og de tidligere i konsonantforbindelser som de her omskrevne. Så meget mere må det da undre, at Jespersen ikke 1) Se også hos Kock Ark. III 51.

har gjort nogetsomhelst forsøg på at opklare dette for hans teori aldeles fundamentale spørgsmål. Særlig for en fonetiker ex professo måtte det synes nærliggende at behandle det spørgsmål, om der i nutidens sprog er noget, der tyder på lang likvida eller nasal foran anden konsonant; at dette efter hans mening ikke er tilfældet, siges ikke udtrykkelig, men kan kun ses av de eksempler, der av andre grunde gives med lydskrift (såsom døm❜tə, hæn'tǝ). Men nu den historiske side av sagen: skulde der virkelig i dansk (henholdsvis østdansk) for nogle hundredår siden være indtrådt forlængelse av l i halm, mælk, hjælp, av ri ar'm, av m i dam'p, av n i kan't, av n i bæn’k? Det turde være unødvendigt nærmere at udvikle, at en sådan antagelse ikke blot ikke finder nogen positiv støtte i sproghistoriske kendsgerninger, men tilmed er i strid med alt, hvad vi ved om konsonantforbindelsers udvikling i dansk. Efter Jespersen skulde vi altså i alle disse tilfælde antage en umotiveret overgang fra kort til lang og tilbage til kort konsonant.

2) Vi kommer derefter til den for alle dialekterne fælles mangel på stød i opr. korte ord med stemt udlyd, hvor vokalen har holdt sig kort, såsom ven, et føl, et hul; derimod findes stødet i den bestemte form: ven'nen, føl'let o. s. v. I henhold til den nysnævnte forlængelsesteori finder Jespersen årsagen til stødmangelen i ordenes korthed; når stødet alligevel indtræder ved artiklens suffigering, forklares dette ved, at den opr. korte konsonant har været forlænget vel at mærke: har været, ti nu er den kort (se lydskrifteksemplerne hos Jespersen s. 227). Om denne forlængelse er at sige det samme, som ovenfor blev sagt om den antagne forlængelse av konsonant foran anden konsonant: at den savner enhver positiv støtte i sprogets historie, og Jespersen har ikke gjort noget forsøg på at tilvejebringe en sådan. Hvad der ses ved en betragtning av sproget, som det nu foreligger, er jo blot dette, at f. eks. i ordet føl er både ø og l korte lige så vel som i føllet; i sidste tilfælde betegner det

dobbelt skrevne 7 kun, at den foregående vokal er kort, men denne korthed kan som sådan intet vise med hensyn til eventuel tidligere forlængelse av den følgende konsonant. Manglen av stød i ord som ven, føl o. 1. bruger Jespersen iøvrigt som argument mod den (konstruerede) mening, at "stemmebåndslukket var det gamle særkende på akcent nr. 1"; ti hvis dette var tilfældet, "indses det ikke, hvorfor de [ɔ: ordene av den nævnte type] skulde ha mistet det" (s. 227). Hertil vil jeg sige, at hvis jeg et øjeblik tænker mig i alt øvrigt stående på Jespersens udgangspunkt, vil jeg meget vel være i stand til at give en forklaring på det omtalte forhold, som i hvert fald Jespersen ud fra sin synsmåde ikke med grund vil kunne forkaste. Hvis man nemlig går ud fra, at konsonantens kvantitet har avgorende betydning for stødets tilstedeværelse, samt at dette er en integrerende del av den oprindelige akc. 1, så vil man uden vanskelighed kunne antage, at det oprindelig i alle tilfælde tilstedeværende stød senere svandt i ord med kort vokal + kort konsonant (eks. ven), men holdt sig, når den korte konsonant i forvejen var forlænget (eks. vennen; i tilfælde som dette antager Jespersen jo selv, at forlængelse har fundet sted). Hele denne drøftelse har jo imidlertid kun teoretisk interesse, da det ikke fra nogen side påstås eller er bleven påstået, at stødet opr. var en integrerende del av akc. 1 og således fandtes også i de ord med akc. 1, hvor det nu mangler.

I sammenhæng med den omtalte teori om konsonantforlængelse som betingelse for stødets indtræden fremsætter Jespersen endvidere den påstand, at stødet i ord på udlydende n (f. eks. lang) beror på, at nasalen i den oprindelige forbindelse og forlængedes, idet g bortassimileredes; . . . "sml. også behandlingen af opr. mb i kam, lam [kam' lam']" (s. 228). Herefter skulde stødet på lignende måde være betinget av assimilationen mb > m(m) og altså være yngre end denne. Dette strider imidlertid mod det kronologiske forhold mellem

--

vedkommende lydovergange. Ti stødet er som av Marius Kristensen vist ældre end vokaliseringen av olddansk y; denne proces er, som den håndskriftlige overlevering viser, selv ældre end assimilationen av mb, følgelig er stødet ældre end sidstnævnte overgang og kan altså ikke være betinget derav. At der ved assimilationen av nasal media (ng, nd, mb) i første linje fremkom lange nasaler (», în, mm), er meget sandsynligt, men dette har i henhold til det udviklede intetsomhelst at gøre med stødet, hvis forekomst forøvrigt i disse tilfælde som det nedenfor skal vises ikke behøver nogen speciel forklaring. Hvad særlig vedrører, lægger Jespersen nogen vægt på, at medens stødet aldrig udebliver, når denne lyd er assimilationsprodukt av opr. g, mangler det gennemgående, når den står i udlyd av franske låneord som [balkon, kompliman]; heri ser J. et vidnesbyrd om, at nasalen i første tilfælde var lang i modsætning til det andet. Denne slutning er uberettiget, da sådanne ord som de nævnte jo er "literære" ord, d. v. s. de har aldrig (og navnlig ikke i middelalderen) været dele av det folkelige ordforråd, så lidt som de er det nu, og de kommer således ikke i betragtning her. Derefter går Jespersen over til som støtte for portamentoteorien at omtale en række forhold vedrørende stødets tilstedeværelse henholdsvis udeblivelse i sammensatte ord. Hertil er i almindelighed at sige, at når man av disse forhold i det moderne sprog vil uddrage slutninger med hensyn til måden, hvorpå stødet kan tænkes opstået av akc. 1., må man selvfølgelig i hvert enkelt tilfælde først undersøge, hvorvidt den foreliggende akcenttilstand kan antages at være oprindelig, hvilket her vil sige: ældre end stødets opkomst

eller ikke. Det siger sig selv, at uden dette kommer de uddragne slutninger til at svæve i luften. Med hensyn til de enkelte punkter bemærkes følgende:

1) Først henviser Jespersen til den omstændighed, at ord, der som simplicia har stød (som: hu's), i første led av

komposition taber dette (husman'd). Da han imidlertid selv erkender, at der ikke herpå tør bygges noget sikkert til gunst for teorien, skal jeg lade det ligge.

2) Større vægt lægges på tilfælde, hvor ord, der som simplicia har stød (stan'g), i andet led av komposita beholder dette (vognstang'). "Dette vilde næppe ha været tilfældet, hvis stød fra først af havde været kendemærket på akc. nr. 1, idet ordene jo som helhed får akc. nr. 2 (jf. norsk og svensk), og der vilde da ikke ses nogen grund til snarere at beholde stød i andet led end i förste" (s. 228). Her er med hensyn til slutningens udgangspunkt moderne akc. 2 i sammensætninger at gøre opmærksom på, at dette forhold er uoprindeligt, idet akc. 2 i stor udstrækning ved analogi har fortrængt den oprindelig i disse komposita lydlovlige akc. 1; herom er det nok at henvise til Kock Acc. §§ 307-09, 313 samt med hensyn til stød i 2det led av komposita, § 376. Herefter bortfalder tillige Jespersens indsigelse (s. 228 note 1) mod Kock Sv. Ldm. XIII. 11, s. 31 ff.

3) Endvidere nævner Jespersen, at ord med akc. 2 kan antage stød, når de indgår som 2det led i komposition (såsom: ganger-gengan'ger, fortis på 1ste stavelse); se Kock Acc. §§ 367-70. At stødet i disse tilfælde ikke, som Jespersen (s. 229) mener, beror på musikalsk højtone, men simpelthen hidrører fra, at fortis tidligere har hvilet på kompositionens andet led, godtgøres av Kock i Acc. §§ 402-04; i sidstnævnte paragraf findes (s. 189 note) speciel imødegåelse av Jespersens mening.

4) Fremdeles får ord, der ellers har akc. 2, ofte stød, når de udtales sammen med et foregående ubetonet ord (samme-det sam'me) og altid, når ubetonede forstavelser træder til (synge-besyn'ge). Imidlertid er akc. 1 i disse tilfælde jo ikke indskrænket til dansk, men findes, hvad Jespersen selv nævner, også i svensk. Når Jespersen nu mener, at dette ligeledes forklares ved portamentoteorien og der