Imágenes de páginas
PDF
EPUB

virkede ved Udarbejdelsen af Glossaret til Holger Nielsens Udgave af Rimkrønniken. Han fik Bolig paa Borchs Kollegium, og mens han boede her, hjalp han med ved Udgivelsen af 2den Udgave af V. Kristiansens Ordbog over Gadesproget, et Arbejde, der var trættende og voldte ham meget Bryderi. I disse Aar læste han Lapsk sammen med Frk. E. Demant, inden hun drog ud paa sin Undersøgelsesrejse til Lapland, og gennemgik Höysgaards Grammatik til Brug for Verner Dahlerups Danske Ordbog. - Hans Granskning af gammeldanske Haandskrifter affødte i 1905-6 Afhandlingen "En Grænsedialekt", der udkom i Arkiv f. n. F. 1907.

[ocr errors]

I 1906 skrev han i Tidskr. f. Filologi en Anmeldelse af Marius Kristensens "Nydansk"; samme Aar foretog han med offentlig Understøttelse en Rejse til Stockholm och Finland. - Allerede for Aar tilbage havde han begyndt at samle Stof til en Afhandling, hvorved det var hans Mening at opnaa Doktorgraden. Paa denne Tid arbejdede han ivrigt derpaa. Den skulde handle om Sprogformen i gammeldanske Haandskrifter. Og samtidig syslede han med Dansk og urnordisk Accentuering. Sin Afhandling om dette Emne, der er dateret: Viborg i Danmark 1909, og som udkom i Arkiv f. nord. Filologi 1911, kalder han i et Brev til mig af 12, 11: "et opusculum, der som du vil se av dateringen just ikke er fra igår, og jeg kunde på en vis måde endda gærne have sat 1907 nedenunder. Den gang havde jeg det i tankerne, men trælsomt arbejde og senere sygdom og depression medførte, at jeg först efter 2 års forløb fik det bragt i den form, som du her ser".

-

-

Nødvendigheden af at skaffe sig det allernødtörftigste til Livets Ophold tvang ham til i Foraaret 1907 at tage en Plads som Skriver ved Arkivet i Viborg. Det daglige Arbejde her udførte han samvittighedsfuldt og godt, men noget langsomt; ved særlige Lejligheder, naar der stilledes Krav til Kundskab og Skarpsind, viste han ualmindelig Iver og Dygtighed; ogsaa Arkivordningsarbejde udførte han fuldt tilfredsstillende. Som Helhed følte han sig dog pint af det Misforhold, at hans Arbejde, der var meget tarveligt lönnet, kunde besörges lige saa godt af en Mand med ringere Uddannelse og Evner end hans, men tog hans Tid og hans Kræfter, saa han kun fik lidet gjort ved Sprogvidenskaben, hvor hans Lyst og Anlæg drog ham hen. Han følte sig sat uden for den Arbejdsplads, hvor han hørte hjemme, og til Dels berøvet de Redskaber, hvormed han skulde virke. Hans Higen og Længsel stundede imod at komme til København og faa et Arbejde, der mere svarede til hans Uddannelse og Evner. Indtil han kom til Viborg, havde han aldrig været virkelig syg. Der fik han en stærk Forkølelse, blev angrebet af Tuberkulose, men blev bragt til Kræfter, saa hans nærmeste ansaa ham for fuldstændig helbredet.

I Tidskr. f. Filologi 1909-10 skrev han en Anmeldelse af

Espersens Bornholmske Ordbog, dateret: Viborg 1908, og fik derved Lejlighed til at göre nogle Bemærkninger om Lydlove i det bornholmske Maal. Frk. Demant kom nu tilbage fra sin Laplandsfærd og anmodede Anders Pedersen om at være hende be hjælpelig med Udgivelsen af hendes Bog. Han paatog sig det vanskelige Hverv at medvirke ved Bogens Trykning og besörge förste Korrekturlæsning til Trods for den Ulempe, det var, at han boede i Viborg, og Bogen tryktes i København.

Medens han var i Viborg begyndte han at sysle med Tanken om at skrive en Afhandling i Anledning af 1000-Aars-Jubilæet i Rouen. Men han savnede Hjælpemidler og fik den först skreven, efter at han var rejst fra Viborg. Den blev med Titlen "Nogle Normanniske Lydforhold" trykt i "Danske Studier" 1911. Det var dog kun en foreløbig Redegörelse, og det var hans Agt senere at behandle Emnet udførligere.

I Foraaret 1910 blev der en Assistentplads i Rigsarkivet ledig, og det var nu Anders Pedersens Haab, at han kunde faa den og derved opnaa bedre Betingelser for at sysle med sin Videnskab. Da han var fast ansat ved Arkivvæsenet, mente han, at han havde et Krav paa at komme i Betragtning. Hans Haab

blev skuffet.

I Efteraaret 1910 blev der tilbudt ham en Plads som Registrator (d. v. s. Skriver) ved Rigsarkivet i København med en lignende Lön, som han havde haft i Viborg. Han saa heri en Krænkelse af sin Person og sin Videnskab, afslog Tilbuddet og søgte sin Afsked fra Arkivet i Viborg.

Han rejste til København for at arbejde paa sin Doktorafhandling, som han havde haabet at faa færdig i Løbet af 1911. Sine yderst smaa Fornødenheder kunde han tilfredsstille ved Hjælp af et Kommunitetsstipendium, han fik i Sommeren 1911. I det tidligere nævnte Brev fra samme Efteraar skriver han: "Da jeg hverken har med arkivvæsen eller skolevæsen at göre, er videnskaben altså det eneste område hvor jeg virker, og da jeg således har tiden til min egen rådighed, skrider mit arbejde jævnt og stadigt fremad, hvilket også er på tide, når der ses hen til, at jeg har haft det mellem hænderne i godt og vel ti år. Og hvor ønskeligt det end af flere grunde kunde have været for mig, om det allerede nu havde foreligget færdigt, er jeg dog på den anden side glad ved, at jeg ikke har jasket noget halvfærdigt sammen”. Han havde mange Planer for Fremtiden; han paatænkte en Omtale af Stødet i Litausk; men særlig agtede han at sysle med de finske Sprog og havde derfor i de senere Aar lært sig Ungarsk og Tyrkisk; han ønskede ogsaa at foretage en Studierejse til Sønderjylland for at undersøge danske Sprogforhold der. Han havde til sidst naaet et mere eller mindre indgaaende Kendskab til mindst tyve Sprog.

[ocr errors]

Anders Pedersen havde nu faaet Foden inden for i det Vi

denskabens Værksted, han havde higet efter. Planernes Virkeliggjörelse laa nu for som en nær Fremtids Værk. Da faldt Pennen ham af Haanden, han bragtes syg paa Hospitalet, og her døde han efter tre Ugers Sygeleje d. 29de Oktober 1911, en Maaned för han skulde fylde sit 31te Aar. Den 6te November jordedes han paa Ringsted Kirkegaard.

Anders Pedersen var usædvanlig kundskabsrig og udstyret med en overordentlig skarp og klar Tanke. Han forbandt livlig Iagttagelses- og Sammenknyts-Evne med en redelig videnskabelig kritisk Sans, og han havde Mod til at følge sin Tankes Bane. Der var god Grund til at regne ham for en af vor Tids mest lovende yngre nordiske Sproggranskere.

Hans brændende Kærlighed til hans Videnskab var lige saa stor som hans dybe Erbødighed for den. Det var med en bitter Følelse, han saa og oplevede, hvor usle Kaar Videnskaben tit byder sine ivrigste og dygtigste Dyrkere. -For sit eget Vedkommende var han uselvisk som faa eller ingen, jeg har kendt. Han havde, hvad materielle Omstændigheder angaar, intet andet Ønske end at kunne blive stillet saadan, at han kunde faa Lejlighed til at udfolde den Rigdom, han følte, han bar i sig.

Hans Livsforhold i de senere Aar giver i sjælden Grad Lejlighed til at anstille en almindelig Betragtning: Arkiv- og Biblioteksvæsen er omtrent det eneste Omraade, hvor der for yngre Videnskabsmænd af Anders Pedersens Art kunde være Tale om et ordentligt Levebrød. Lederne paa dette Omraade er imidlertid tilböjelige til i Valget af deres Underordnede at se bort fra Spörgsmaalet om, hvad der tjener Videnskaben og de unge Videnskabsmænd bedst, og alene se paa, hvad der tjener det daglige Arbejde i deres snævre Virkekreds bedst et Standpunkt, der kan forstaas. Men er det Tilfældet, burde der af Staten skabes Forhold, hvor unge Videnskabsmænd trygge mod den yderste Nød kunde opnaa at vise de förste Frugter af deres Evner. Der ødsles nu alt for meningsløst med sjældne Kræfter.

Sorø, December 1911.

Henrik Ussing.

Beiträge zur Eddaforschung. Mit Exkursen zur Heldensage. Von Gustav Neckel. Dortmund (Fr. Wilh. Ruhfus) 1908. VIII +512 sider.

Man skal ikke have læst mange vers i Atlakviđa, för man bliver klar over, at dette "digt" ikke kan være én mands verk. Den, som har forfattet str. 1, hvor kong Atles sendebud siges at komme til Gunnars hal og det söde öl, kan ikke derpaa have ladet fölge str. 2, hvor mændene hos Guunar drikker vin i hallen. Eller for at nævne nok et eksempel fra digtets begyndelse én og samme mand kan ikke i str. 1 först have digtet to linjer i fornyrðislag og derpaa resten af strofen i málaháttr.

Forlængst har saadanne betragtninger over indhold og form fört til kritiske undersøgelser, som har gaaet ud paa at paavise forskjellige lag i Atlakvida's tilblivelseshistorie. Et særdeles vigtigt bidrag i denne retning danner Neckel's "Beiträge zur Eddaforschung" (1908), hvori et af bogens 12 kapitler, det centrale kap. VI, er viet Atlakviđa. N. gaar her nye veie i tekstkritisk forskning. Han blev, som han selv oplyser i fortalen, for nu snart 10 aar siden sterkt slaaet foruden af modsætninger i indhold og udtryksmaade ogsaa af det sterkt skiftende forhold mellem sætning og vers i dette digt: Sætningen kan falde sammen med "langverset" (linjeparret) og er da i forhold til omgivelserne "bindungslos", eller den kan strække sig over to linjepar og opvise enten "lose" eller "feste bindung". N. maatte derfor spörge sig selv: Hvad lærer vi af "die bindungen" for forstaaelsen af Akv., og hvad kan Akv. igjen lære os om "die bindungen" overhoved?

I Akv. fremhæver N. en modsætning mellem förste og anden halvdel, hvad fremstilling angaar. I digtets begyndelse foregaar handlingen sprangvis, ofte i dialogisk form, medens slutningen förer handlingen mere jevnt fremover og er bredere malende. "Dort ist die aufmerksamkeit begeistert auf grosse gesinnungen gerichtet, hier auf das vom schicksal verwundete gemüt". Den formodning ligger derfor nær, at den mand, som har givet Akv. dens nuværende skikkelse, for den ene dels vedkommende i höi grad har kunnet stötte sig til overleverede vers, men derimod i den anden del var mere henvist til sin egen poetiske evne. Paa forhaand ligger det efter indholdet nærmest at antage, at det er den sidste halvdel som er den yngste. Dette finder N. bekræftet ved en række enkeltundersögelser.

En analyse af sammenhængen i digtet (delvis belyst ved tysk sagnstof), af stilistiske og metriske eiendommeligheder, men fremfor alt af rytmen og sætningernes fordeling paa verslinjerne, förer N. til at sondre mellem 6 forskjellige lag i Akv.'s tilblivelseshistorie. Denne analyse vidner sterkt om skarpsindighed og for

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV.

dybelse i emnet. Iethvertfald maa den betegnes som særdeles vækkende, idet den gaar ud paa at fremsætte bestemt formulerede meninger om den relative kronologi inden forskjellige lag, som efter alles mening sikkert foreligger i Akv. Ingen, som nu beskjæftiger sig med dette digt, vil vel undlade at söge retledning i N.'s indgaaende kritik. Af enkeltheder vil jeg særlig fremhæve hans tiltalende karakteristik af digtets to vigtigste lag, I og IV, hvoraf det förste navnlig udmerker sig ved enkelthed og kraft i fremstillingen og fylde i udtrykket, det andet ved malende skildringer, som i visse henseender rykker det nærmere skaldestilen end Edda-stilen. Lag I söger han at paavise væsentlig i digtets förste halvdel; lag IV falder derimod for den störste del sammen med digtets anden halvdel, som allerede for en mere umiddelbar opfatning maatte staa som det mere moderne afsnit.

Et vigtigt led i N.'s undersögelse danner hans iagttagelser om "bindungen", som han faar til at stemme godt overens med sin "höiere kritik" forövrigt. Her synes han at have gjort et lykkeligt greb, og det er naturligt, at han har sögt at forfölge seiren saa langt som muligt. Saa vokste i löbet af 4-5 aar den kritiske undersögelse af Akv. til en bog paa et halvt tusind sider.

[ocr errors]

Neckel's "Beiträge" behandler alle Eddadigte, som er forfattede i fornyrðislag og málaháttr, samt en række af de saakaldte 'Eddica minora' (digtet om hunnerslaget, Hervararkvida, Innsteinskvadet, Víkarsbálkr og Hrókskvadet). Fremgangsmanden er væsentlig den samme som ved Akv. Ved hvert enkelt digt belyses indhold og form i sammenhæng, og det indbyrdes afhængighedsforhold mellem de behandlede digte dröftes indgaaende.

Bogens rygrad danner en statistisk underbygget - fremstilling af strofe bygningen (specielt "die Bindungsverhältnisse") i de nævnte digte. Derved söger N. at fastslaa kriterier, som kan hjælpe til at afgjöre, om et digt tilhörer den udelukkende reciterende tidsalder eller den skrivende tid, ritöld. Den norröne digtning, specielt Edda-digtningen, kan efter N. afgive materiale til en saadan undersögelse; for Edda-digtene har altid trofast bevaret den ældgamle strofeform. Dette staar i forbindelse med den kjendsgjerning, at Norden og navnlig Island paa alle omraader bedst har bevaret den gammelgermanske kultur.

Herved er givet den ledende tanke ved undersögelsen: Indtil vikingetidens slutning staar Norden som den typiske repræsentant for den germanske hedenske kultur. Her holder de gamle former sig, i episk digtning saavelsom i skik og brug. Men indholdet veksler. Norden er selv ikke i hedendommen isoleret. Den romersk-kristelige kultur trænger skridtvis nordover. I religion [jfr. Odinsdyrkelsen] og digtning er der en ubrudt forbindelse mellem nordboere og tyskere; der er en stadig mulighed for gjensidig paavirkning. Saa stilles da det litteraturhistoriske problem: Forholdet mellem form og indhold i Edda-digtene, seet i

« AnteriorContinuar »