tisk identisk med plantenavnet, galium), Meiða fra Meiðavellir, Skála fra Skálamór, Skúta fra Skútustaðir, pistla fra pistilfjörðr, Øx fra Øxará. Med endelsen -ka: Gauka fra Gautlönd. Med endelsen -sa: Lónsa fra Lón, Teigsa fra Teigr. Sammensatte navne: Hliðarhvit 'den hvide fra Hlíd', Kjalfellsgul 'den 1) gule fra Kjalfell'.

Man lægger straks mærke til, at alle disse navne er femininer, naturligvis fordi der altid tænkes på ær 'hunfår' og dette er i det følgende ufravigelig regel. En gang er det korte navn - som også var fem., forblevet uforandret (Kleif).

Hertil slutter sig nogle få efter midlertidige græsningssteder: Arnargul, fordi den havde græsset i Arnardalr, Heiðargul (græsset i Heiði), Fagra, af Fagradalr (navnet vilde man sikkert ellers have trot betød 'den smukke'), Núpagul 'den gule i Nupar' (hvor den græssede); kuriøst nok er Seyra efter Kortseyrardalr (med forklaringen fulgte, at seyra betød 'en lille bæk'); her synes der dog at foreligge eyrar (af eyrr, nu eyri); s trækkes i udtalen over til dette.

c. Efter personer: Kelling, fordi den havde tilhørt en gammel kone (kelling), Inga, kvindenavnet, Jóa (kælenavn for Jóhanna), Jóka (ligeledes), Olla (udt. l-l, ikke -ddl-; af Ólöf), Stjana (af Kristjana). Sammensatte: Gunnuhvít, Jónuhvít (af Gunna, ɔ: Guðrún, og Jóna, dannet af Jón);

Palla (med l-l; af Páll), Torfa (af Torfi), Frissa ("frá Frissa karli", men F. er kælenavn for Friðrik), Rikka (af Fridrik); sammensat: Jónkagul (af Jónki, kælenavn for Jón). Efter tilnavnet hrollur ('kuldegysen') blev navnet Hrylla dannet. Af et andet tilnavn skel ('musling, skal') dannedes Skelsa, men i navnet ligger en bibetydning, i det tilnavnets bærer ansås for at være en underfundig person og fåret ligesådan; navnet betegner således ikke herkomst, men er snarere 'karakternavn'. Ret mærkeligt er Djúnka, som ved en idéassociation er dannet af Djúnki (Islændernes navn for Diun1) Jeg bruger i overs. fælleskön.

kowsky, en katolsk gejstlig, der spiller en rolle i B. Gröndals meget læste "romantiske saga", Heljarslóðarorusta, om Solferinoslaget).

Endelig er der 3 navne, som i formen kan se ud som kvindenavne, men som dog er at forstå på en særlig måde. Droplaug (jfr Droplaug i Droplögsönnernes saga), men drophentyder her til fårets små sorte pletter; jfr drop- i det følgende. Fanný så kaldt fordi den var hvid ("hvid som sne, fönn"). Randalín (jfr Aslaugs navn i Ragnar Lodbrogs saga), men randa- hentyder til de mange randir i hornene, hvorom nedenfor.

d. Som et tillæg til disse navne kan de betragtes, der hidrører fra en tildragelse i fårets liv (jfr de navne, der hidrører fra midlertidige opholdssteder). Fjósa (født i en kostald, fjós), Jata (fordi den stod i krybben), Garðahvit (af garði, forhöjningen midt i fårestalden, hvorpå høet udstrøs); efter steder, hvor (halvvejs) tabte får er genfundne: Nipahvit (af Nípar jfr ovf.), Ups (af Upsir, fem. pl.), Urð og Urðarhvit (af urð 'stenhule'), Ása (af ás, en ås, hvor den fandtes tilsneet); hertil hører vist også Jökla ("frá jöklinum"); et mere almindeligt navn er Glötun ('den tabte', der genfandtes). Et par af de sidst anførte navne viser, hvilke farer och trængsler fårene undertiden kan lide (det må erindres, at de oftest går ude en del af vinteren og må søge føde under den løse sne). Følgende navne hidrører fra den slags trængsler: Fönn (fandtes oversneet, fönn 'snedynge'), Ísa (af is, fandtes frussen fast i isen), Svella (af svell; samme forhold), jfr Brynja (af den brynjelignende isbeklædning om brystet), Hörmung ('lidelse', fordi den havde haft mange lidelser og overstået dem alle), Lífseig ('sejlivet', foregående), jfr Ófeig; Helja ('fordi den var lige ved at omkomme'); Raun (raun = hård prøve, fare), Nóra (fordi den var næsten død) 1). Af sygdom kommer

=

==

1) Ved samme lejlighed gaves den oplysning, at nóra (impf. nórđi) bruges om svagt liv.

Meinsa (af mein, fordi den havde haft höfuðsótt, ekinokok i hjærnen, og var bleven helbredet; mærk endelsen -sa). Andre herhenhørende navne er: Gjöf (fordi den var en foræring), Huld (fordi den holdt sig skjult i fåreflokken), Skuld (fordi den brugtes til at betale en gæld), Velta (fordi den lagde sig og ikke kunde selv rejse sig igen, eller, som det hedder på isl.: lagðist afvelta), Villa ('forvildelse', fordi den forvildede sig bort fra fåreflokken). Endelig er Tóa, ikke fordi fåret var rævesnu, men fordi det var blevet bidt af en ræv (tóa).

Væddere og beder plejer at være hjordens ledere og beskyttere, men at der også blandt hun fårene kan findes individer, der kan påtage sig denne "mandlige" opgave, viser navne som Forustuhvít; forustusauður kaldes en sådan vædder (eller bede), hvilket forkortes til fori; fem. hertil er Fora, af samme betydning som det førstnævnte (bortset fra farven).

II. Navne, der beror på indre og ydre egenskaber. A. Ydre egenskaber. Her kommer først dyrets almindelige udseende i betragtning og dernæst de enkelte legemsdele.

a. Almindeligt udseende, kropslig habitus. Efter storhed og tykkelse: Digrahvit ('den tykke hvide'), Stóragul ('den store gule'), Tvíbreið ('dobbeltbred'), Sauðagul ('stor som en sauður og gul'). Hertil kan også regnes: Baka ('med den brede ryg') og Sljettbaka ('med glat ryg'). — Den svære kluntede form udtrykkes ved navne som: Bryðja, Gríður, Skessa, Fenja (alt jættekvindenavne; Fenja forklaret som 'stor, tyk'); Böng ('stor og höj'); Löng og Langadröfn ('den lange' og 'den lange med sorte pletter'). Den trinde og tykke form udtrykkes ved: Hnyðja (egl. 'tyk kølle, køllehoved'), Kúla, Hnyðra (af hnoðri, [rundt] nögle), Budda (også brugt om små, tykke kvinder), Hnota (lille, tyk; af hnot 'nød, garnnögle'), Kæna (forklaret ved "lítil budda"; vel

kæna 'lille, bred båd'), Köggla (forklaret "stutt, digur"; af köggull fingerled). Modsat er andre navne, som betegner fårets lille vækst: Mjóna (af mjór 'smal'; bruges også om andre smalle, langstrakte genstande), Lonta (egl. en slags örret; "löng og mjó einsog lonta" lød forklaringen). Litlahvit ('den lille hvide'). Lidenheden betegnes fremdeles ved Lóa (hjejle), Hana (höne), Padda (padde, brugt om små insekter); Murka, Pina (ofte brugt i daglig tale om hvad der er småt, f. eks. pínustaup 'et lille glas, dram'), samt Grýta (egl. 'en lille gryde').

b. Ulden spiller naturligvis en overvejende rolle, da både dens fylde og farve er af en bestemmende karakter for dyrets hele udseende.

Efter fylden eller det modsatte: Ullsid ('med langt nedhængende uld'), Siðklædd (d. s.); megen uld betegnes i det hele ved: Dúða (jfr að dúða sig 'klæde sig tykt og varmt på'), Dýna, Dyngja (egl. 'dynge, bylt'), Viðja ('med megen og grov uld'). Hrísa og Starhærð er ensbetydende, 'med grove og stive hår'; pófa 'hvis uld, efter at hoveduldbeklædningen er taget af, ligner filt (pófi)'. Ringe uldmængde udtrykkes ved Snoda (jfr snoðinn), Snöggagul. Desuden opkaldes dyrene også efter enkelte pletter på legemet af en fra hovedfarven forskellig farve; se det følgende.

Efter farven. Hovedfarven på fårene er i det hele hvid, men ofte med forskellige nuancer og således, at endel af ulden (på forskellige dele af kroppen) har en fra hovedfarven forskellig farve.

Flere med hvit (fem. af hvítr; böjningen ses klart af gåden; tvær ær hvítar hvor det gådefulde ligger i hvítar, der både kan være nom. pl. fem. af adj. og gen. sing. af Hvít som n. propr.) sammensatte navne: Gunnuhvít, Jónuhvít (efter kvinder); Hliðarhvit (efter en gård); Holu-, Holta-, Nipa-, Urðar- (efter lokaliteter og tildragelser); Digra- og Litla(efter störrelse); Mjallhvít (snehvide) og Mjöll (nyfalden sne);

Drífa ('sne'), Fanný (se foran); efter, om jeg så må sige, virksomhed: Forustuhvit (se foran) og Fyrirmálshvít ('den hvide, som har fået et lam för tiden'; af mál 'den rette tid').

Enkeltnavne, hvor navnet er hæntet fra fugle og overført på fåret på grund af farven, er følgende: Alft, Svana (fem., dannet af svanr, der som masc. ikke kunde bruges) Rjúpa (Ryppe'); jfr det følg. Efter den hvide kæruld: Fifa, efter kridt: Krit. Det lyse udseende betegnes ved: Birta (egl. 'lys, lysning'), Björt (fem. af bjartr), Skíma (egl. 'svag lysning'). Den grå, hvidgrå farve udtrykkes i følgende navne: Grána (enten dannet af grár med endelse -na eller af gránn = grár); Gæs ('gås'), Skegla ('tærne', fuglen), Ryssa (af Rytr = skegla; d. s.), hvortil endnu föjes assa (egl. 'örn', f. arnsa; forklaret som 'grå som örn'; farven dog vel nærmest brungrå), mýsla ('den lille mus'); Hjela ('grå som rim').

Den gule (gulbrune) farve findes udtrykt ved: Jónkagul (se foran), Arnargul, Heiðargul, Núpagul, Kjalfellsgul, Geldagul ('den golde gule'); Sauðagul (se foran), Stóragul, Fríðagul ('den smukke gule'), Snöggagul ('med ringe uldvækst'), Bitagul (af et mærke, biti, i hornet). Gulkúða (angående kúða se under horn), Gulsa.

Enkeltnavne: Fjóla (Viol', udtrykkelig forklaret som 'rødgul'), Sóley ('gul som smörblomst'), Stör ('gul som visnet stargræs'); Bleikja (af bleikr; 'gulbleg'), Leira (af leir, 'den lergule').

Rødlig og brun (mörkebrun) farve: Rauðka (plejer ellers altid at være et hoppenavn); Írsa (ganske ejendommelig forkortelse og dannelse, af írauður, noget rød, rødlig eller gullig), Mosa (af mosi 'mos'), Móra (jfr mórauðr) og Ljótamóra, Molda (af mold 'muld').

Sort farve: Surtla, Hrefna (af hrafn), Blökk, Dimma. Jfr Bláleit.

Tre farver: prílit.