Ákefð ('voldsomhed, ivrighed'), Elding (lyn'), Píla og Ör ('en pil'; jfr "hurtig som en pil"), Fló ('loppe'; o: den der springer og hopper); Skerpa og Harka ('hårdhed' og 'udholdenhed'), Snör ('rask, hård'), Hreða ('fremfusende, dristig'; jfr Tords bekendte tilnavn), Otra (forklaret som "oturleg", : livlig og fremfusende), Snegla ('hård, kraftig, umedgörlig'; jfr Halles bekendte tilnavn). Skyhed og raskhed udtrykkes ved flere navne: Brana (jfr brana "audacter ruere" B. H:), Bredda (af bráðr?), Fála (også brugt om fremfusende, vindige fruentimre), Flenna (d. s.; jfr "procax ancilla" B. H.; ofte om løsagtige kvinder); Frekja ('voldsom og sky'), Gribba (omtr. d. s.), Skvetta (egl. urolig, springende), Esa (egl. en som er æst, ophidset-sky), Örva ('rask, sky'; af örr); Erta ('umedgörlig-sky'). Gapa ('som med åben mund og hvæsende farer mod hundene', modig), Hremsa (d. s.; af hremma 'gribe fat i'). Modsatte egenskaber er: Dræsa ('mat, lad'; jfr dræsa: "... et aliud quod gressum moratur" B. H.), Læpa (omtr. d. s.), Mugga ('slov', med bibetydning af travrighed; subst. mugga 'gnavenhed'), Ólund ('den gnavne'). Lydda ('den feje'); Lúpa ('ængstelig'; að lúpa sig 'trække sig sky og ængstelig tilbage'; lúpulegur bruges om forskræmte, modløse börn. Får, der altid bræger (og kan ligesom være ynkelige, grædefærdige i tonen), benævnes: Blaðra (verb. blaðra bruges i bet. 'at sludre'), Rella (verb. rella bruges om gnavne, halvgrædende börn, adj. rellóttur), Væla (verb. væla 'at hyle'). Naðra ('den ondskabsfulde'), Nöp (noget lignende; jfr að vera í nöp við e-n 'at være ilde stemt mod en'). Gejlhed udtrykkes ved Pika (egl. cunnus) og Púta ('hore').

Spagfærdighed og rolighed finder sit udtryk i navne som: Brúða (jfr udtrykket stiltur sem brúða; brúða = dukke); Spök, Ró, Róleg, Hæglát; Gæfa (af gæfur 'stilfærdig'), Gufa ('stille'; også brugt om stilfærdige mennesker, i noget ringe

agtende betydning), Gæla ('en som er mannelsk'; jfr gælur, pl. fem., karesseren).

Endelig er der det smukke, rosende Tryggo ('troskab') på grund af fårets moderkærlighed.

Udenfor alle de omtalte klasser står til slutning: Tjara (egl. tjære, fordi fåret blev pletvis tjæret, til mærke), Urt og Önd (bægge dele ensbetydende: en and).

Som man af foregående redegörelse vil have set, er navnene hovedsagelig substantiver; disse er atter dels velkendte som unun, grýla, skjóða, lydda, hetja, álka, önd, elding osv., osv.; dels lavede af ejeren og da på forskellig vis, men alle på -a eller -sa (disse er: Gulsa, Hremsa, Írsa, Lónsa, Meinsa, Skelsa, Teigsa, Tvilem(b)sa). De på -a, hyrna osv., er tænkte som jōn-st., derfor altid omlyd (hvilket viser, hvor levende omlydsfølelsen endnu er den dag i dag i sproget).

En mængde af navnene er femininum af adjektiver, substantiviseret (som -hvit, -gul, -síð, -breið, kurteis). Hvis bonden blev spurgt, hvorledes disse ord hed i genitiv, vilde han uvægerlig sige -ar; disse ord er ganske af samme art som f. eks. de mange femininer i det gamle sprog som ígræn (jorden), eygló (solen), alskír (d. s.), óljós (nat), gloờ (klokkenavn) osv., osv.

Af særlig interesse er de navne, der er dannede af et subst., som er navnet på en legemsdel, uden at være sammensatte, som baka, hækla, hálsa, kríka, kjamma, leista, lokka, nefja, sokka, vanga. De betegner alle en ejendommelighed ved en enkelt (mindre) del af legemet, der i modsætning til helheden er af en eller anden grund påfaldende og iöjnefaldende. Det samme opnås ved selve navnet på vedkommende legemsdel (grön, kjúka, klauf, nös, rófa, vör). Disse navne er i höj grad oplysende for tilsvarende gruppe

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVII, NY FÖLJD XXIV.

23

af de gamle tilnavne; ti disse er i virkeligheden ganske ensartede.

Interessante dannelser (ved dobbelt-betydning; idéassociationer) er Fanný, Randalín, Droplaug, Bógel, Djúnka, Ljótun, jfr Kolbrún.

Ligeledes er de stærke forkortelser i navnene Arnargul, Írsa, Öx værd at mærke; og ikke mindre navnet Seyra (af Kort-seyrar- for Korts-eyrar-).

Humoristisk farvede er flere af navnene f. eks. Skelsa, og de om erotiske tilböjeligheder vidnende navne og flere andre. Om et slags lucus a non lucendo minder navnet Tóa ("fordi det blev bidt men ikke bidt ihjæl

en ræv").

af

Der kunde göres endnu flere bemærkninger om de enkelte navne, men det er næppe nødvendigt her at komme nærmere ind derpå. I sproglig henseende, på grund af betydning, er flere mere eller mindre vigtige: Brana, Bredda, Böng, Drotning, Dræsa, Fjeskúfa (der sikkert beror på et folkloristisk moment), Golta, Gola, Hornsloppa, Hnolla, Kúða, Lonta, Nóra, Rýla, Röst, Spjálk, og fl.

København 27 december 1911.

Finnur Jónsson.

Marius Nygaard.

Marius Nygaard er född i Bergen 13 sept. 1838. Han tok studenteksamen 1855 og filologisk embættseksamen 1861. I 1864 vart han adjunkt i Kristianssand, og 1876 yverlærar ved same skulen. I 1877 vart han rektor i Fredrikshall, og i 1894 rektor i Drammen. Det sistnemnde embætte hadde han, til han tok avskil i 1910.

Nygaards ungdom fall inn i den nynorske vekkjingstid, daa den nasjonale maalvitskapen i Norig vart grunnlagd av menn som professor Rudolf Keyser, P. A. Munch, C. R. Unger og Ivar Aasen. Nygaard hadde rike filologiske evnor, og aandsstemna i tidi og i dei krinsar han livde i drog hugen hans aat studiet av gamalnorsk maal. Og um endaa skulearbeidet meir og meir kom til aa verta det hugmaalet, som han sette högst og som han ofra mest tid og evna paa, tok han seg jamt stunder til vitskapleg gransking. Og det emnet han serleg granska var den norröne setningsbygnad.

Der var ikkje mykje gjort paa dette umkvervet, daa Nygaard tok til med sitt arbeid. Der var ei utgreiding av Fr. Dietrich Über den nordischen Dativ (1851), og G. F. V. Lunds Oldnordisk Ordföiningslære (1862), som fulla umhandla heile emnet, men ikkje kunde segjast fullnögja vitskaplege krav.

Den fyrste frukti av Nygaards arbeid var Eddasprogets Syntax (1:ste del), som kom ut i Bergen 1865, og som greider ut um bruket av akkusativ, dativ, genitiv, artikelen, den mediale verbalform, konjunktiv og relativet i den eldre edda.

I 1867 kom 2:dre deildi av denne boki og greidde ut um indikativ, passivet, imperativ, infinitiv og neittingsordi.

Arbeidet er bygt paa dei paalitlegaste tekster som fyre laag; alt er grundig gjenomtenkt, metodisk skipa og klaart framsynt, med mange citat.

Det er visseleg ikkje for mykje aa segja, at med dette arbeidet er den fyrste innleiding gjort til ei rationel vitskapleg utgreiding um setningsbygnaden i det gamle norröne maal.

Sidan heldt Nygaard fram i same leidi og tok upp spursmaal etter spursmaal innanfor det same hovudemne, men vida stendig ut umkvervet for granskingi.

Paa dei nordiske filologmöti, der han jamt var tilstades, i Aarböger for nordisk Oldkyndighed, og allermest her i Arkiv hev han bore fram ei mengd med upplysningar, snart um den eine og snart um hi sida av den gamalnorske syntaks. I Aarböger f. n. Old. 1878 hev han soleis skrive: Betydningen og brugen af verbet munu (s. 259 flg. 301 fig.), og i 1879: Om brugen av det saakaldte præsens particip i oldnorsk (s. 203-227).

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV.

Og her i Arkiv ei lengre utgreiding um bruket av konjunktiv, som gjeng gjenom dei 3 fyrste bandi (I, 113-149, 314-351; II, 193-206, 356-375; III, 97-120); "subjektlöse" sætninger X, 1-25; Kan oldnorsk er være partikula expletiva XII, 117 -128; Verbets stilling i sætningen i det norröne sprog XVI, 209-240. I Sproglig-historiske studier tilegnede professor C. R. Unger eit stykke um Den lærde stil i den norröne prosa (Kr.ania 1896). I den tidi Nygaard arbeidde var det ikkje mykje skrive av andre um desse vigtuge emne. Nokre etterröknader paa sume strok av syntaksen av Wisén, Vigfusson og eit par andre var det heile.

Etter dei mange grundige fyrearbeid Nygaard hadde gjort, sende han i 1905 endeleg at hovudverket sitt Norrön syntaks, der utkoma av granskingi hans er samla, skipa, utfyllt og avrunda. Nygaards syntaks er den einaste heilt vitskaplege framsyning av setningsbygnaden i norrönt maal i samanheng. Det er ei rik og paalitande kjelda for alle som vil studera norsk setningslæra. Og til dette arbeidet vil Nygaards namn i vitskapen serleg vera fest. Som G. Neckel segjer um Nygaard i ei bokmelding i Zeitschrift für deutsche Philologie: "Unbestritten ist er die erste autorität auf diesem gebiete. Was er mit vorliegendem bande den germanisten beschert, ist der gesamtertrag seiner wissenschaftlichen lebensarbeit, der endgültige niederschlag jahrzehntelanger beschäftigung und erwägung, ein werk mit einer fülle, sorgsam geordneten materials, reich an werthvollen aufschlüszen, klaren formulierungen und unterscheidungen".

Det som Nygaard elles hev skrive hev samanheng med hans varmhug for skulen og serleg for norskundervisningi i den högre skulen. Den fyrste boki han gav ut av dette slaget var ei liti landsmaalsgrammatikk 1867. Sidan kom det ut gamalnorske maallæror og eit gildt utval av gamalnorsk lester med ordlista - Udvalg af den norröne literatur for latin- og realgymnasier, Bergen 1875-1), som altsaman er utkome i mange utgaavor. Paalitlege tekster, klaare og trygge upplysningar sermerkjer bö

kerne hans.

Nemnast bör ogso Nygaards arbeid for fornorskingi av det norsk-danske bokmaalet. Han var formann i den nemndi, som sette upp dei nye rettskrivningsreglarne i 1907, som no er gjeldande i det eine av dei tvo officielle riksmaali i Norig.

Nygaard var ein allsidug lærd mann. Han hadde gode historiske kunnskapar og var godt heime i dei gamle klassiske maali. Saman med tvo andre rektorar gav han i 1887 ut ei latinsk ordbok, den fyrste og einaste av dette slaget som er utkomi i Norig ').

1) I Aftenbladet for 1875, no. 20, hev prof. Gustav Storm skrive ei rosande melding um denne boki.

2) Latinsk ordbog ved J. Johanssen, M. Nygaard og E. Schreiner, Christiania 1887.