tilfredsstillende, så at cirkumfleksen overalt (både med og uden apokope) var forklaret. Vi vilde da stå overfor det spørgsmål: hvorledes forklares fysiologisk overgangen fra denne cirkumfleks til strubelukke? Forklaringen herpå finder Marius Kristensen i "vanskeligheden ved at fastholde en langsomt aftagende tvetoppet akcent i stavelser, hvis afslutning var tilbøjelig til at danne skarpt afskåren aksent" (s. 53). Her må jeg først tillade mig i almindelighed at bemærke, at forsåvidt en given artikulation i et eller andet sprog er forbunden med relativ vanskelighed, så vil dette så vidt jeg skønner kun kunne føre dertil, at udtalen lettes enten ved simpelt bortfald av den del av artikulationen, som betinger vanskeligheden, eller ved overgang til en nærliggende, med den hidtidige organisk beslægtet artikulation. Det bliver da den sproghistoriske undersøgelses opgave at påvise, hvori det organiske slægtskab mellem de to artikulationer består, og hvorledes overgangen fra den ene til den anden må tænkes at være foregået. Med henblik herpå vilde man ikke gærne savne en nærmere redegørelse for, hvorledes den antagne tvetoppede akcent kunde udvirke, at stemmebåndene på et vist punkt av den stemte stavelsedel klappede sammen. Når dernæst Marius Kristensen (s. 53 nederst) siger, at "jo mere stavelseudlyden var tilbøjelig til at afskære stavelsen skarpt, med andre ord, når en stemmeløs klusil fulgte efter kort stemt lyd, jo vanskeligere måtte det være at fastholde en svagt dalende tvetoppet akcent", så synes man med nogen ret at kunne pege på, at hvis det var forbundet med vanskelighed at udtale en akcent av den antagne beskaffenhed, når en stemmeløs klusil fulgte, så måtte den samme vanskelighed ventes, når der fulgte stød, som jo også er en ustemt klusil (jfr s. 65 i samme avhandling) lige så vel som p, t, k.

Fra det særlig vestjyske stød går Marius Kristensen. over til det ældre, for de fleste dialekter fælles stød. Under

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FOLJD XXIV.

3

henvisning til en av Sievers brugt terminologi statueres først, at stavelser, som ender på lang sonant, er tilbøjelige til at udtales med s. k. svagt avskåren akcent, stavelser på kort sonant derimod med s. k. skarpt avskåren. "Dette forhold er sikkert det, som ligger naturligst for talen, men har forholdene krævet en anden udtale, har man stræbt at fastholde denne, og i sådanne vanskelige tilfælde tænker jeg mig da, at stødet er opstået" (s. 53). Jeg går ud fra, at forf. ved udtrykket om forholdene har tænkt på ændrede ekspirationsforhold, altså en lydlovs indtræden. I så fald må man imidlertid ønske at få en antydning av, hvad der kunde tænkes at foranledige en lydlovlig udvikling som den her antagne, en udvikling, der skal have ført bort fra en for talen bekvem til en for denne ubekvem ekspirationsform. Ved overvejelsen herav må det tillige tages i betragtning, at den lydudvikling, som man således gør ansvarlig for stødets fremkomst, ikke lader sig skyde tilbage til en fjærn fortid, idet stødet jo efter Marius Kristensens egen opfattelse tænkes opstået i det 14. hundredår; i dette tidsrum skulde den påberåbte vanskelighed altså have gjort sig gældende.

På det for citerede sted fortsætter Marius Kristensen: "Jo mere udpræget den lange stemte lyd har været, des vanskeligere har det været at fastholde en skarpt afskåren stavelseslutning, og des nødvendigere måtte stødet være som hjælpemiddel til at fastholde den". Jeg skal ikke her gå nærmere ind på begreberne svagt eller skarpt avskåren akcent, som avgiver udgangspunktet for de opstillede forklaringer; jeg tillader mig blot at henlede opmærksomheden på disse begrebers in casu hypotetiske natur, hvorfor jeg ikke finder det tilrådeligt at bygge en forklaring av stødet herpå. Men selv om der fuldstændig ses bort fra dette, er det mig dog umuligt at slutte mig til den højtærede forfatters tankegang. Ti hvis vi med ham forudsætter, at en stavelse med akc. 1 og lang sonant har svagt avskåren akcent som op

rindelig ekspirationsform, hvorledes får vi da i disse tilfælde at gøre med en stræben (d. v. s. lydlovlig tendens) efter at fastholde en skarpt avskåren stavelseslutning? Hvis jeg stiller mig på Marius Kristensens standpunkt, kan jeg indse, at der vil kunne tales om skarpt avskåren akcent, efter at stødet er indtrådt og som følge av dette; men stødet selv forbliver da uforklaret, og hypotesen har således ikke hjulpet os fremad. Jeg kan ikke se rettere, end at man må søge grundlaget for en forklaring av stødet i organernes forudgående stilling, således som denne gennem uomtvistelige sproghistoriske kendsgerninger lader sig fastslå; jeg går derfor nu over til at søge en forklaring av denne art.

III.

Ved en betragtning av stødets forekomst i nydansk er det naturligvis i første række nødvendigt at være klar over, at de lydlovlige forhold ikke overalt foreligger rene, men undertiden er fordunklede gennem analogi. I denne forbindelse tænker jeg ikke så meget på de tilfælde, hvor det lydlovlig ventede stød udebliver, fordi akc. 1 i vedkommende form er fortrængt av akc. 2; disse tilfælde, som det i almindelighed ikke er svært at udskille, falder efter sagens

natur udenfor den specielle støddiskussion. Derimod sigter jeg særlig til nogle "uregelmæssigheder" ved enstavelsesord med (nu vokaliseret) opr. g; herom kan jeg imidlertid nøjes med at henvise til Marius Kristensens avhandling (s. 55), til hvis udredning av dette forhold jeg ganske slutter mig. Det må således fastholdes, at stødet er lydlovligt i skov' (med opr. langt o), men analogisk indført i vej', da'g (begge med

opr.

kort vokal). Ser vi bort fra sådanne spredte og let forklarlige avvigelser, vil vi se, at ordene med akc. 1, forsåvidt de er enstavelses, fordeler sig i 2 grupper, en med stød og en uden dette. En nem oversigt over forholdet fås ved de i et av Verners udkast (K. V. s. 215—19) opstillede

lister, av hvilke jeg for ikke-danske læseres skyld hidsætter

Hertil kommer (se K. V. s. 220) ordene på m, der altid har stød, også i tilfælde som tam' (ono. tamr, altså kort stavelse); da udlydende m imidlertid overalt er bleven forlænget og det i gammel tid, falder disse tilfælde ind under analogien fra de oprindelige langstavelsesord, der ovenfor er opstillede i sidste kolonne. Endvidere må vi (bortset fra den suffigerede artikel, hvorom længere nede) nu i henhold til Kock Ark. VII tilføje en i historisk henseende overordenlig vigtig gruppe, nemlig nuværende tostavelsesformer, fremgåede av urnordiske trestavelsesord med synkoperet midtvokal, navnlig perf. partic. plur. som døm'te, skil'te 1).

Idet vi nu stiller de således foreliggende lydlovlige former ligeoverfor de respektive urnordiske grundformer og samtidig ser bort fra alle forudfattede meninger om stødet, kommer forholdet i al sin simpelhed til at se således ud:

Nu ved vi (se Kock Acc. s. 226, A. Noreen, Aisl.-anw. gr., § 145 b), at disse 3 typer repræsenterer 3 avsnit av

1) Med hensyn til det ikke lydlovlige t i disse ff. se P. K. Thorsen i Mindre Afhdl. udg. af Philol.-hist. Samfund, s. 99-117.

synkoperingens historie i den rækkefølge, som angives av de tilføjede romertal. Med henblik herpå konstaterer jeg, at stødet indtræder i former, fremgåede av første og anden, men ikke av tredie synkope. I erkendelsen herav ligger på en gang svaret på det teoretiske og kronologiske spørgsmål, som knytter sig til stødet. Dette viser sig at stå i organisk sammenhæng vi skal senere se hvilken med hele synkoperingsprocessen og at være ældre end dennes yngste avsnit, her betegnet som den tredje synkope. Stødet er altså urnordisk. Vi skal derefter undersøge, hvorvidt denne formulering av stødets lov er i stand til at løse alle spørgsmål vedrørende forekomsten av dette.

Det blev ovenfor nævnt, at stødet lydlovlig udebliver i ord med opr. kort rodstavelse, og årsagen hertil fandt vi deri, at synkopen i disse tilfælde er så ung, at den er yngre end stødets tid (ɔ: den periode, i hvilken synkope fremkaldte stød i rodstavelsen). Som bekendt indtræder imidlertid stødet også i disse ord, når den bestemte artikel tilføjes: følføllet, ven-ven'nen, kar-kar'ret o. s. v. Dette har man hidtil forklaret ved at antage, at betingelsen for stødets udvikling av akc. 1 var en lang vokal eller lang stemt konsonant; den sidste manglede i de ubestemte former, men fandtes i de bestemte, idet den korte udlydskonsonant antoges at være bleven forlænget, når den gennem artiklens tilføjelse trådte i indlyd. Går man ind på at antage en sådan forlængelse, volder dette ingensomhelst vanskelighed for min påstand om stødets urnordiske oprindelse; dets forekomst i de determinerede former bliver da at forklare gennem analogi av den ovenfor oftere berørte art: da alle langstavelses ord med akc. 1 lydlovlig havde stød (når de fysiologiske forhold tillod det), måtte det så at sige med nødvendighed. analogisk indføres i sådanne ord, som sekundært blev lange. Men forholdet lader sig meget vel forklare, uden at man behøver at supponere nogen forlængelse og dermed følgende