meninger, som andre forskere hidtil har fremsat vedrørende stødets historie, hvorefter jeg fremstiller min egen løsning av problemet. Begge de tidligere opstillede teorier har den formelle egenskab tilfælles, at den fonetiske forklaring, som gives på stødets oprindelse, intet præjudicerer med hensyn. til tiden, på hvilken det skal være indtrådt; disse to spørgsmål det fonetiske og det kronologiske der tilsammen udgør stødproblemet, vil derfor så meget lettere kunne avhandles uavhængigt av hinanden. Da der på det kronologiske spørgsmål synes at være indtrådt enighed, medens dette ikke ses at være tilfældet med hensyn til det fonetiske, vil vi først betragte det førstnævnte.

I.

Det første tilløb til en tid fæstelse av stødet blev gjort av Johan Storm i hans avhandling om tonelagene i de nordiske sprog 1). Hans tankegang heri var at søge en terminus a quo for stødets udvikling (av den fællesnordiske form for akc. 1) i de saksiske låneords indkomst i dansk i middelalderen. Han havde nemlig lagt mærke til, at disse låneord sædvanlig havde antaget akc. 1 (der jo nutildags på grund av stødet er den fra den alm. fremmede udtaleform mest avvigende) og ikke, som man ud fra moderne dansk skulde vente, "akc. 2" o: ikke-stød. Av dette forhold drog Storm den overilede slutning, at stødet ikke kunde have tilhørt akc. 1 på den tid, da vedkommende saksiske ord optoges i dansk. Dette ræsonnements uholdbarhed påvistes av Kock i Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent, I, s. 158, idet han henledte opmærksomheden på, at selv om stødet allerede på den tænkte tid i middelalderen havde tilhørt akc. 1 i de omspurgte ord, kunde man meget vel tænke sig, at denne akcent til trods for stødet føltes mere lig den

1) I Kristiania Videnskabs Selskabets Forhandlinger 1874.

"europeiske" akcentuering, end tilfældet var med akc. 2 på den tid. Senere fortsætter Kock (s. 160): "Då, såsom nyss nämndt, Storms bevis för "Stödtonens" sena uppkomst i danskan icke torde vara till fyllest görande, kan man lika väl antaga att denna gått förlorad i svensk-norskan, som att omvändt den motsvarande akuten försvunnit i danskan."

Med hensyn til dette spørgsmål stillede Karl Verner sig i sin recension 1) av Sv. Akc. I på Storms side, dog kun hvad realiteten vedrører, ikke i motiveringen derav. Det må nemlig fremhæves, at Verner efter at have refereret Storms ræsonnement og Kocks imødegåelse herav, ikke gjorde noget forsøg på at opretholde Storms fejlslutning (hvis mangel på beviskraft altså allerede derved var indrømmet), men derimod søgte at fremføre nye grunde for stødets sekundære oprindelse. Disse var følgende: Av opgivelser i Jens Høysgaards danske grammatik (1747) fremgår, at forfatteren ikke havde stød i ord som højst, folk (ɔ: ord, hvor der efter den stemte kons. fulgte en ustemt). Da Verner ikke var opmærksom på det Høysgaardske sprogs karakter av jysk dialekt, kom han ind på den uheldige tanke, at man ved hjælp av Høysgaard kunde forfølge stødets successive udbredelse i sproget i det mellemliggende hundredår; i løbet av dette skulde da rigssprogets stød i ord av den nys nævnte type være udviklet. Imidlertid viste Kock i Ark. III (Historiska anmärkningar om dansk akcentuering), at dette ikke var rigtigt, og denne påvisning blev ingensinde modsagt enten av Verner eller andre. Hvad den jyske stødmangel i de nævnte tilfælde vedrører, forklarede Kock den ved at forudsætte "att j, etc. i dylik ställning icke voro "sångbara" utan tvärtom saknade stämton, hvarför de icke voro emottagliga för stötton" (Sv. Akc. II, 435).

For det andet fremførte Verner, at Høysgaard angav

1) I Anzeiger für deutsches Altertum VII, 1-13 (1882), optrykt i mindeskriftet Karl Verner ss. 84-104.

stød på den stemte spirant i ord som: maden (best. f. av mad), ager med kort vokal og opr. t, k; stødet måtte derfor være yngre end de stemte spiranter, 7. Med henblik både på dette og det foregående argument bemærkede Kock med slående ret: "däraf att fordom i någon dialekt højst, Folk etc. af ljudfysiologiska skäl saknade stötton, liksom detta på ett tidigare språkstadium af samma skäl måste hafva varit fallet med ord sådana som akr (med kort vokal + tonlös konsonant; nyd. Ager), framgår icke, att stöttonen öfver hufvud ej fanns i det äldre språket, om den också icke kunnat vara det enda kännetecknet på dåtidens akc. 1" (Sv. Akc. II, 435 f.).

For det tredie påpegede Verner, at der blandt ordene med akc. 1 i norsk og svensk findes endel, som på grund av, at de indeholder ustemte konsonanter eller forbindelser (eks. sv. axel, hassel osv.) aldrig kan have haft stød, "so dass man behaupten darf dass der glottis verschluss jedes falls nicht ein integrierender bestandteil des accentes nr 1 war" (KV. s. 98). Hertil er at sige, at en påstand som den av Verner i denne passus imødegåede heller ikke var fremsat av Kock i Sv. Akc. I. Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt stødet, som det foreligger i dansk, principielt var en arv fra fællesnordisk tid eller en dansk særudvikling, og Kock havde herom udtalt, at det første lige så vel kunde tænkes som det sidste. For dette spørgsmål måtte det ifølge sagens natur være uden al betydning, at der fandtes tilfælde av akc. 1, hvor stød på grund av fysiologiske hindringer (ustemt konsonans) aldrig kunde have haft plads; ti når man var enig om de ustemte konsonanters stødhindrende natur, måtte alle ord med akc. 1, hvori sådanne kons. fandtes, på forhånd være udenfor diskussionen som denne uvedkommende.

Efter den ovenfor citerede diskussion i Sv. Akc. II kunde Kock da (smst. s. 436) konkludere derhen, at "åtminstone för närvarande intet med visshet kan afgöras beträf

fande denna fråga"; dog tilføjedes det, at stødets forholdsvis ringe geografiske udbredelse snarest kunde tale for, at det ikke var nedarvet fra fællesnordisk. Man tör måske formode, at det navnlig var ud fra denne betragtning, når Kock nogle år senere (1891) i sin för citerede avhandling (Ark. VII, 367 note) betegnede det som troligt, at stødet i dansk ikke var synderlig gammelt.

I 1897 fremkom i Dania IV, 215 ff. en avhandling av Otto Jespersen, omhandlende "Stød og musikalsk akcent". Med hensyn til denne må foreløbig bemærkes, at Jespersen på samme måde som Verner har misforstået grundlaget for diskussionen, idet han argumenterer, som om det fra anden side var påstået, at "stemmebåndslukket var det gamle særkende på akcent nr 1" (s. 227).

Dette var, som vi ovenfor har set, ikke tilfældet, og Kock havde på det citerede sted i Sv. Akc. II (1885) udtrykkelig taget alt fornødent forbehold herimod. Også ellers følger Jespersen på de vigtigste punkter Verner; det virker derfor så meget uheldigere, at indvendinger, der tidligere er fremsatte mod Verner, enten ikke eller kun mangelfuldt behandles i særdeleshed, da avhandlingen navnlig tilsigter at give en fremstilling av stødproblemets tidligere behandling og datidige stilling. Först citeres Storms slutninger om låneordenes formentlige vidnesbyrd og derefter Kocks imødegåelse herav; at den sidste ophæver beviskraften av førstnævnte, synes Jespersen ikke at have gjort sig klart, ti der fortsættes (efter at også Verners grunde er anførte): "Ved disse Storms og Verners argumenter er det med temmelig stor sikkerhed bevist, at stødet er uoprindeligt i dansk" (s. 227). Hvad nu Verners 3 nye argumenter vedrører, så indrømmes det, at nr. 1 udgår, og der henvises herved til Kocks fremstilling i Ark. III. Men dennes lige så vigtige bemærkninger til Verner i Sv. Akc. II, 436 f. omtales aldeles ikke (skønt dette værk på andre steder citeres av Jespersen), så

at den læser, der ikke særlig har studeret disse spørgsmål, ikke kan undgå at få det indtryk, at Verners argumenter (bortset fra nr. 1) stod uanfægtede, medens det virkelige forhold var, at intet av dem beviste det, der tilsigtedes. Men når dette forholdt sig således, vil det ses, at den citerede konklusion ("ved disse Storms og Verners argumenter o. s. v.") ikke lod sig forsvare. En endnu betænkeligere mangel ved forfatterens literaturbenyttelse viser sig imidlertid med hensyn til Kock Ark. VII; ikke blot er denne fundamentale avhandling gået sporløst hen over forf.'s fremstilling, men der findes end ikke i en note den mindste hentydning til dens eksistens.

Hvad nu stødets alder vedrører, så gør Jespersen ikke forsøg på at opstille særlige kriterier. En mere almindelig bemærkning, som forf. herom gør, må jeg imidlertid omtale. Med henblik på Nikolaj Andersens oplysninger (i Dania IV, 65 ff., 165 ff.) om den musikalske akcentuerings tilstedeværelse i nutidens østsønderjysk siges nemlig (Dania IV, 235): "derved bestyrkes i höj grad den slutning, man tidligere ad sproghistorisk vej var kommen til, at de danske mål, der nu ingen musikalsk akcent har, i gamle dage havde de samme to som nabosprogene, og at stødet er noget forholdsvis sent udviklet" (udhævningen er av mig). Nu er det indlysende, at av den sundevedske akcentuerings musikalske karakter som sådan kan der intet sluttes om, hvorvidt den på alle punkter (altså også ved sin mangel av stød) står på det forholdsvis oprindeligere trin end de danske dialekter, der har stød og ingen kromatisk akcent. Og selv om dette ad sproghistorisk vej var godtgjort hvad det ikke var -, så vilde man ikke have den mindste føje til av dette forhold at slutte, at stødet var forholdsvis sent udviklet; det kunde selvfølgelig lige så vel være udviklet f. eks. i det 10ende hundredår (for at nævne et vilkår