analogi, idet der findes en simplere forklaring, hvorved alt bliver lydlovligt. At brugen av den bestemte artikel er taget til i den tid, hvori vi kan følge vort sprog i skriftlige mindesmærker, er kendt nok, men vedkommer os ikke her. Hvor gammel artiklens sammenvoksning med substantivet er, derom ved vi intet; vi ved kun, at den er ældre end de ældste håndskrifter. Dette spørgsmål har imidlertid ingensomhelst betydning i en akcenthistorisk undersøgelse. Hvad det for en sådan kommer an på, er ene og alene artiklens enklitiske stilling, hvorved den, skønt stadig av sprogfølelsen opfattet som et selvstændigt ord, inkorporeres under substantivets akcent, så at de 2 ord danner en akcentuel helhed, jfr. i nydansk nægtelsen ikke, der i forbindelser som "nej, jeg vil ikke" lejlighedsvis inkorporeres (vil' ikke). Hvad nu særlig vedrører det demonstrative pronomen, som har fundet anvendelse som artikel 1), så behøver det vel ikke at siges, at da det jo ikke er et låneord, har det eksisteret i sproget fra arilds tid. Men når det har det, har det lige som andre pronomener også kunnet forekomme i enklitisk stilling, d. v. s. det er inkorporeret under det foregående substantivs akcent. At spørge, hvor gammel denne inkorporation må være, er ørkesløst, da den ifølge sagens natur er lige så gammel som vort akcentsystem overhovedet, altså i hvert fald urnordisk. Men er det således givet, at det nævnte pronomen i urnordisk tid har kunnet forekomme i enklise til et substantiv, så er dette efter det udviklede enstydigt med, at f. eks. *winiz, en(a)z har kunnet fremtræde akcentueret som *winizen(a)z (> ono. vinrinn), hvilket, som man ser, m. h. t. akcentueringen er nøje kongruent med et *skiliðanz. Ovenfor er det forhold omtalt, at under iøvrigt lige vilkår apokoperes en midtvokal tidligere end en ultimavokal, pænultimas vokal i *skiliðanz altså tidligere end ultimas i *wini, hvilket forklarer, at stødet findes i det første, ') Se herom Kock Ark. XXIV, 189.

men mangler i det andet tilfælde.. Anvender vi dette på det foreliggende tilfælde, indser vi let, at på en tid, da *winiz endnu havde anden stavelses i bevaret, var dette allerede bortfaldet i samme stavelse i et *winizen(a)z, som derved kunde nå at blive delagtigt i stødet. Således ser vi, at modsætningen i nydansk ven-ven'nen forklares ved en simpel anvendelse av den opstillede lov, uden at vi behøver at gribe til nogensomhelst sekundære forandringer eller analogi.

Efter at vi nu har set, at stødet hænger sammen med de urnordiske endelsers bortfald, må vi nærmere undersøge de fysiologiske forhold, hvorpå denne sammenhæng beror. Det er tilstrækkelig kendt, at de urnordiske korte vokaler a, i, u ikke er bortfaldne samtidig, men således, at a forstummede tidligst. Endvidere ved man, at en vokals klangfylde er des større, jo mere åben den er, og at a således er klangfyldigere end i og u. Det må derfor på forhånd antages, at under lige betingelser vil et a i infortisstilling holde sig bedre end de nævnte stærkt lukkede vokaler. I virkeligheden ses dette da også at være tilfældet i en række sprog; jeg behøver blot at minde om oldfransk, hvor latinsk infortis-a er fortsat som neutralt e, medens de lukkede vokaler i samme stilling er bortfaldne. Derimod er der et tilfælde, hvor forholdet mellem vokalernes akustiske effekt bliver lige det omvendte, nemlig når vokalerne (på grund av akcentreduktion) mister deres stemme o: bliver hviskede; i så tilfælde bliver de vokaler de kraftigste, som udtales med den. snævreste mundkanal, og omvendt. Da forholdet i urnordisk nu netop er det, at a forsvinder først, de lukkede vokaler senere ), så følger derav med nødvendighed, at apokoperingen av de korte urnordiske endelser a, i, u er foregået gennem de tilsvarende ustemte vokaler som mellemled. Den umiddelbare følge av akcentreduktionen i de urnordiske le

1) Dette nævnes også av Verner AfdA VII, 12 (= KV. s. 102), som imidlertid for at forklare forholdet henviser til vokalernes særtoner.

vissimusstavelser blev altså den, at der efter alle stavelser med fortis 1 påfulgte et pust, som, da den oprindelige kvalitative forskel svarende til de tilgrundliggende vokaler her bliver uden betydning, kan fremstilles som et h, altså en strubespirant. Når denne spirant derefter går over til sin tilsvarende klusil, har man stødet. Man indser imidlertid let, at denne overgang kun gik for sig, når den konsonant, der gik umiddelbart foran den ustemte vokal, var stemt; ved en foregående ustemt konsonant var stemmebåndene nemlig for langt fjærnede fra hinanden til, at en overgang som den nævnte let kunde indtræde. I dette tilfælde (som f. eks. fisk) blev resultatet da simpelthen, at det udlydende pust forsvandt sporløst 1). Når stødet nu indenfor jysk-fynsk mangler i forbindelser av stemt lyd + ustemt (som folk, hjælp, bænk o. s. v.), så vil man efter det her udviklede kunne give en fyldestgørende forklaring herpå alene ud fra den ustemte lukkelyds tilstedeværelse og uavhængigt av, om den foregående likvida eller nasal var stemt eller ustemt. Herefter er man berettiget til at antage, at stødet i de omtalte forbindelser oprindelig har manglet ikke blot (som nu) i jysk og fynsk, men overalt, og at dets tilstedeværelse i disse tilfælde i sjællandsk således skyldes en senere analogi av den tit nævnte art. At denne analogi indtrådte her, men ikke i jysk-fynsk, forklares utvungent ved den antagelse, at likv., nasal + tenuis oprindelig som av Kock antaget (se ovf. s. 4, 22) var ustemte, men senere har fået stemmetone (og således modtagelighed for stødet), hvilket da kunde tænkes at være sket forholdsvis tidligt i sjællandsk, i hvert fald på en tid, da analogien

=

1) I enstavelsesord, som i oldda. endte på ustemt konsonant + likvida eller nasal (såsom sōkn, akr, watn, ētr edder), var der intet til hinder for, at stødet på normal vis kunde indtræde på den udlydende konsonant, da denne i alle disse tilfælde var stemt. Efter at den ustemte konsonant senere var sonoriseret, rykkede stødartikulationen over på den. En sådan tilbagerykning av strubelukket er sikkert tidlig indtrådt i alle stemte konsonantforbindelser altså f. eks. bar'n <barn'.

støttedes ved den for alle de pågældende tilfælde fælles musikalske akcent, i jysk-fynsk derimod senere eller under forhold, hvor den musikalske akcent ikke længere kom i betragtning, så at der ikke her skete nogen analogisk indførelse av stødet. Der er altså ingen modsigelse mellem Kocks antagelse av ældre ustemt likv., nas. foran tenuis og den her begrundede synkopeteori; de udfylder tværtimod hinanden.

Inden jeg forlader dette punkt, vil jeg endnu tilføje, at synkopeteorien i principet er anvendelig også på det i livisk forekommende stød, hvis tilstedeværelse er påvist av Vilhelm Thomsen i Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) Sprog (Kbhvn 1890), s. 58-63 1). Jeg må imidlertid give avkald på at udvikle dette nærmere her; kun skal jeg bemærke, at endel fænomener i det liviske sprogs historie særlig med hensyn til de temmelig indviklede kvantitetsforhold (for hvilke Vilh. Thomsen cit. st. s. 40-58 har påvist reglerne) synes ved denne teoris anvendelse at komme i et klarere lys, og særlig turde dette måske gælde om den såkaldte firmation (o: forlængelse av en konsonant foran en tidligere lang endelse). Under alle omstændigheder står det fast, at det liviske stød i en vis række tilfælde står i årsagsforbindelse med vokalsynkope (f. eks. livisk ver', blod, finsk veri; 1. lüm', sne, f. lumi; mol'mød, begge, f. molemmat o. s. v. se V. Thomsen s. 61, II, B), og alene av den grund er det berettiget at anføre forholdene i livisk som en lydfysiologisk parallel til den her opstillede forklaring av stødet i dansk.

Jeg kommer nu til forklaringen av det vestjyske stød;

1) Når Thomsen (s. 60, note 2) udtaler: "Man vil bemærke, hvorledes de Betingelser, under hvilke Stødtonen her indtræder, ere ganske forskellige fra, for største Delen endog lige stik modsatte, hvad Tilfældet er paa Dansk”, maa det erindres, at dette er sagt ud fra den gængse lære om stødet som en relativt sen, indredansk udvikling. Under dette synspunkt kunde Thomsen ikke udtrykke sig anderledes end som sket, og de citerede udtalelser kan således ikke vendes mod den betragtning, som jeg omstående har antydet.

dette er, som det ovenfor blev udviklet, av dobbelt art, og forklaringen må derfor også deles i 2 punkter.

1) Med hensyn til stødet på kort vokal foran opr. lang tenuis erindres, at det ikke optræder i oprindelig udlyd (f. eks. tak), men vel i sekundær : fremkommen ved det jyske bortfald av udlydsvokal (f. eks. ta'k, takke). Det er altså avgjort et indlydsfænomen; at det ikke er akcenten, der gør udslaget (tak med akc. 1, ta'k m. akc. 2), fremgår av, at stødet forekommer i indlyd også av ord med akc. 1 (forskræ'kals). Jeg tænker mig nu, at de lange tenues pp, tt, kk, når de stod i stavelseskel, er undergåede en udvikling, der fysiologisk er av samme art som den, disse lyd har fået f.eks. i islandsk (og flere andre dialekter), hvor man nu i disse tilfælde har de bekendte forbindelser av h + tenuis. Overgangen til de lange tenues fra foregående kort vokal (som i dette tilfælde efter den Sieverske udtryksmåde kunde betegnes som skarpt avskåren) er altså sket gennem en aspiration, hvorved -pp->hp(p), -tt-> ht(t), -kk-> hk(k); om lukkelyden i disse forbindelser foreløbig beholdt sin længde, eller denne svandt jævnsides med aspirationens fremkomst, må lades uavgjort, men gør forøvrigt intet til sagen.

Da de lange tenues ganske naturligt vil beholde deres kvantitet længere i indlyd end i udlyd, ligger det nær at formode, at aspirationen er opstået, efter at lang tenuis i udlyd var avkortet. Hvad overgangen fra denne aspiration til stød vedrører, så forklares den på samme simple måde som det urnordiske støds fremkomst av det før omtalte stemmeløse pust. En god fysiologisk parallel til det specielt vestjyske (og nordfynske) stød finder vi i livisk, idet stødet i dette sprog foruden i flere andre tilfælde, hvorav nogle ovenfor er berørte opstår av forbindelsen h + konsonant (f. eks. livisk 'dog, aften, finsk ehtoo, 1. nä'd, se, f. nähdä, se nærmere V. Thomsen Berøringer, s. 60 f.). At det nu forsvundne liviske h, hvortil stødet viser tilbage, er opstået