på en fra det supponerede jyske h forskellig måde, er i denne sammenhæng ligegyldigt, da det jo for parallelismen i den videre udvikling kun kommer an på vedkommende lyds fonetiske, ikke deres etymologiske identitet.

2) Vi kommer dernæst til det vestjyske stød i ord på opr. mere end en stavelse og i nutiden udlydende på stemt lyd+ustemt lukkelyd (se ovf. s. 31). Tænker vi os nu forholdet på olddansk standpunkt, bliver her tale om forbindelser av likvida eller nasal + tenuis, hvor den foran lukkelyden stående lyd i henhold til, hvad der tidligere (s. 40) er fremført, må forudsættes ustemt, ligesom dette jo også var tilfældet i forbindelsen ft. I alle disse forbindelser er der altså, bortset fra stødets tilstedekomst, sket det, at den efter rodvokalen umiddelbart følgende ustemte lyd er bleven stemt, hvilket selvfølgelig hidrører fra, at vokalens stemmetone er vedbleven at klinge under den påfølgende lyds artikulation. På en tid, da denne proces ikke var gennemført i den grad som nu, vilde der således komme til at foreligge delvis. stemte lyd d. v. s. lyd, som indledes med stemme, men taber denne, inden den følgende helt stemmeløse konsonant dannes; drejer det sig f. eks. om forbindelsen -lt-, vil forholdet skematisk kunne udtrykkes: stemt +ustemt l+t-. Men her vil det naturligvis let ske, at den særlige l-artikulation under lydens ustemte del forsømmes, og at der således mellemogt falder en udånding uden stemme og med neutral organstilling, altså -lt-. Der fremkommer altså forhold av ganske lignende art som de under 1) omhandlede, idet artikulationen av den ustemte lukkelyd indledes med en stemmeløs udånding, og vi føres til også her at antage en art aspiration (h), hvorfra overgangen til strubelukke som før bemærket er let. Udviklingens endelige resultat bliver på denne måde fuldstemt sonant + stød + tenuis.

Den opfattelse av det vestjyske støds oprindelse, som jeg her har søgt at gøre sandsynlig, stemmer, som det vil

ses, i principet med den formodning, som Kock (Anschw. Acc. s. 26 note 2) har antydet uden at udvikle den nærmere, hvorefter dette fænomen "ist wahrscheinlich als eine modification der aussprache der verschlusslaute aufzufassen” (jfr. samme i Ark. VII, 368 note).

Med hensyn til det kronologiske spørgsmål tør jeg ikke udtale nogen bestemt mening. Vestjyske former som nætər (nætter) <*nātr, ventǝr (vinter) <*wintr (Thorsen Nj. lydl. s. 10 note 1) synes mig dog at tyde på, at stødet er ældre end svarabhakti vokalens fremkomst, at det med andre ord tilhører en sprogform, som må betegnes som olddansk.

Efter at vi nu har set, at stødet beror på en i urnordisk tid fuldbyrdet lydproces (synkopen), melder det spørgsmål sig, om det også har haft udbredelse tilfælles med denne, med andre ord: om den urnordiske synkope overalt i første række har medført stød efter de i dansk foreliggende regler, skønt det nu kun findes på en mindre del av det skandinaviske område. A priori vil man lige så vel kunne tænke sig det ene som det andet alternativ, og man vil derfor ikke sikkert kunne hævde stødet som fællesnordisk, med mindre der fra ikke-dansk område 1) lader sig fremdrage positive vidnesbyrd i denne. retning. Dette lader sig nu også gøre. Det er nemlig bekendt, at stød i akc. 1 forekommer i nogle norske dialekter 2). Så længe man betragtede stødet i dansk som en middelalderlig nydannelse, kunde denne overensstem

1) De her brugte udtryk er ikke strængt korrekte, ti modsætningen er jo ikke: dansk ligeoverfor de andre nordiske sprog, men derimod: en del av de danske dialekter med stød ligeoverfor andre dialekter (de sydlige) uden stød; til disse sidste slutter sig den største del av de øvrige nordiske dialekter, men ikke alle (jfr. følgende note).

2) Se Amund B. Larsen i Norske Universitets- og Skoleannaler V, 274; desværre gives der på dette sted ikke nærmere oplysninger om det i sproghistorisk henseende interessante forhold. Det vilde være i højeste grad onskeligt, om nogen, som har lejlighed til at foretage undersøgelse på stedet, vilde skaffe sagen bedre belyst, navnlig m. h. t. til det spørgsmål, hvorvidt stødet i de pågældende dialekter forekommer efter samme regler som i dansk.

melse mellem danske og norske dialekter ikke få virkelig sproghistorisk betydning; men har man erkendt, at forholdet for danskens vedkommende er som ovenfor fremsat, vil man ikke kunne værge sig imod den slutning, at det ligeartede norske fænomen er at bedømme på samme måde. Vi befinder os jo imidlertid stadig på områder, hvor stødet findes den dag idag. Det gælder nu om at vise, at det tidligere har eksisteret også på de områder, hvor det nu mangler. Et sådant bevis kan selvfølgelig, da stødet selv ikke direkte betegnes i den skriftlige overlevering, kun føres ved hjælp av et sproghistorisk ræsonnement, hvorved det vises, at visse lydforhold, på hvilke der ellers ikke kunde gives fyldestgørende forklaring, bliver forståelige gennem den opstillede antagelse og kun ved den. Hvis dette kan godtgøres på ikke blot et enkelt, men flere punkter, vil beviset være ført, idet der i den omstændighed, at forklaringen passer på flere forskellige forhold, ligger det bedste indicium for dens rigtighed.

Her vil jeg først nævne det mærkelige og hidtil uforklarede forhold, som i de nordiske sprog- og ikke mindst i oldsvensk og oldnorsk viser sig ved ord med hiat 1), idet disse lydlovlig får akc. 1 (se Kock Acc. §§ 125-131). Antager man, at akc. 1 forekom ledsaget av stød allerede i den fællesnordiske sprogform, bliver dette fænomen ikke blot let forståeligt, men næsten selvfølgeligt. Når man udtaler to vokaler, der støder sammen uden at danne diftong og altså udgør to stavelser, vil der mellem disse indtræde strubelukke, som således i det foreliggende tilfælde træder i stedet for den konsonant, der på et tidligere sprogtrin har stået mellem vokalerne (h, j, w). Men når strubelukke i forvejen fandtes i sproget og altid som led av akc. 1, så forstår man let, at overhovedet alle ord med denne ejendommelige arti

1) Om de særlige kvantitetsforhold i hiatformer se Natanael Beckman i Ark. XV, 87 ff.

kulation antog alle de egenskaber, som konstituerede den daværende akc. 1. På den anden side må man huske på, at da det overvældende flertal av tostavelsesord havde akc. 2, kunde analogien ofte bevirke, at også ord av den nævnte kategori kunde få (eller om man vil: bevare) akc. 2; i sådanne tilfælde indtrådte da de navnlig fra vestnordisk kendte udviklinger med forskydning av fortis på den sidste stavelse (som *sea > siū, se Kock Acc. §§ 219-21).

Til dansk -vn- svarer som bekendt i svensk -mn, f. eks. havn-hamn. For dette mn finder man i visse ældre (nysvenske) skrifter et lydlovligt skifte mn: mpn eller mbn: mpn og det således, at mpn bruges i udlyd, mn henholdsvis mbn i indlyd (se Kock Ark. XVI, 258 ff., hvor eksempler og nærmere enkeltheder kan efterses). Den mellem de to nasaler værende konsonants stemmeløshed tyder, som av Kock fremhævet, avgjort på, at der i komplekset har været et ustemt element tilstede. Kock antager derfor, at det udlydende n i denne stilling er bleven ustemt og derved har gjort også den nærmest forudgående lyd ustemt. Nogen anden forklaring var det sikkert under de givne forudsætninger umuligt at give, omend det efter min mening ikke var helt uden betænkelighed at antage, at det udlydende n således spontant var bleven ustemt. Når man imidlertid tager hensyn til, at mpn hørte hjemme i enstavelsesformer d. v. s. former med akc. 1, og forudsætter, at akc. 1 havde stød, vil man se, at denne vanskelighed forsvinder: når stødet faldt mellem de to nasaler, forstår man let, hvorfor den labiale lukkelyd netop her blev ustemt. Det var forøvrigt ikke utænkeligt, at stødet kunde have holdt sig endnu, efter at p i den omtalte forbindelse var forsvundet, jfr. de hos Kock (1. c. 261) nævnte grammatikeres udsagn fra slutningen av det 17. hundredår om, at p er stumt i ord som nampn, hampn.

Det er imidlertid ikke alene i forbindelsen mn, at man i ældre svensk finder et indlydende p; det fremtræder i for

skellige skrifter også i forbindelsen -md- (både rel. oprindeligt og -mnd-), f. eks. nämpde (præter.), dømpde (præter.), dømpdir (partic.); se Kock 1. c. pg. 263. Da både m og d er stemte og omgives av ligeledes stemte lyd, synes det uforståeligt, hvorfor den mellem m og d stående overgangslyd er p og ikke, som man kunde vente, b. Derimod bliver årsagen ganske klar, når man husker på, at de nævnte former alle lydlovligt har akc. 1 (for præteritumsformernes og delvis participiernes vedkommende nu analogisk ombyttet med akc. 2, Kock Acc. §§ 114, 118) og således - efter den her forfægtede opfattelse stød 1).

Det 3die av de momenter, som avgiver en yderligere støtte for teorien om stød i akc. 1 på fællesnordisk trin finder jeg på vestnordisk grund, nemlig i nogle rimforhold i skjaldekvadene. I en avhandling "Om de rimende konsonanter ved helrim i dróttkvætt", Ark. X, 125 ff., har Hjalmar Falk fremstillet de herom gældende regler og samtidig søgt at forklare disse. Det er navnlig de tilfælde, hvor der efter rimvokalen følger 2 konsonanter, som her interesserer os.

1) Et med det her omhandlede beslægtet fænomen er det anaptyktiske b, som i forbindelserne m +1, r foreligger i oldsvensk og, idetmindste i en vis udstrækning, i olddansk. De former, hvor anaptyksen indtræder, har hvad man ikke ses at have været opmærksom på lydlovlig akc. 1. Dette er for tostavelsesformernes vedk. (som gamlan, o. s. v.) efter det tidligere udviklede enstydigt med stød. Når anaptyksen i oldsv. viser sig også i enstavelses ff. med opr. kort rodstavelse (limber < limr), svarer dette nøje til stødet i de tilsvarende danske ord, hvorom ovf. s. 8, 36; der vilde altså i oldsv. kunne forudsættes en forlængelse av m ligesom i oldda. Nødvendig er en sådan antagelse dog ikke, da stød i sådanne nominativer med kort rodstavelse vil kunne retfærdiggøres ved det nedenfor (s. 51 f.) udviklede. I begge tilfælde foreligger altså koincidens mellem anaptyksen og stødet. (Når et tilsvarende forhold ved det anaptyktiske d (ved nn + r) ikke synes at finde sted, idet der ingen overgangslyd indtræder efter kort n, må det tages i betragtning, at nn og n var ikke blot kvantitativt, men også kvalitativt forskellige). Efter det her udviklede forstår man bedre en omvendt skrivemåde som hambar (= hammer) i Flensborg stadsret § 75 (P. G. Thorsens Stadsretter s. 86), jfr. sundevedsk hamə med akc. 1 (Dania IV, 69), alm. jysk ham❜ər med stød. Om mundlukkes indtræden for strubelukke jfr. Marius Kristensen Ark. XV, 65 ff.