Herom viser Falk først, at fleksionens konsonanter ikke behøver at deltage i rimet (eks. vát-r: báti, bál-s: máli o. s. v., se eksemplerne s. 127). Udenfor rimet falder således væsentlig følgende konsonantiske endelser: nom. sg. og plur. på r; i adjektiverne neutr. sg. -t, gen. sg. masc. og neutr. -s, dat. og gen. sg. fem. henholdsvis -ri, -rar, gen. plur. -ra, kompar. -ri, -ra, superl. -st; plurale former av svage subst. -nar, -na, -num, kontraherede stærke partic. plur. med samme og lignende endelser; kontrah. svage præterita og particpp. på -; 2. og 3. pers. sg. præs. på -r. Hertil kommer enklitika som -k (ek) og -s (relativ partikel og verbal form). Om samtlige former med disse endelser gælder det, hvad Falk ikke synes at have været opmærksom på, at de har lydlovlig akc. 1. Herimod strider ikke forholdet ved de svage præterita og partic. på d, hvorom Falk udtaler: "I ord som vildi, mundi, skylda, selda, rýndu, rendu, feldan, kendan, brendar etc. rimer d altid med . . . ., idet maaske det senere opstaaede d har fulgt analogien fra det ældre di præterita dannede uden mellemvokal, som vildi, hvor stavelsegrænsen vel har ligget efter eller i d'et" (s. 127). Også dette forhold forstås ud fra akcentueringen, når det forudsættes, at de nævnte former har opgivet deres lydlovlige akc. 1 og, således som tilfældet jo så ofte har været ved tosta velsesord, ved analogi antaget akc. 2, som kun var lydlovlig i præterita uden mellemvokal; (for de præteritale formers vedkommende er denne analogi jo også gennemført i svensk og dansk, medens de participiale tostavelsesformer har bevaret deres akc. 1, f. eks. dansk dømte i præt., døm'te i partic.). Men når dette forholdt sig således, så forstår man bedre, hvorfor de omtalte konsonanter i endelserne faldt udenfor rimet: når akc. 1 var ledsaget av stød, vilde dette jo komme til at falde mellem "stammen" og fleksionskonsonanten, hvorved denne altså skiltes fra rimstavelsen. Denne forklaring støttes yderligere ved den av Falk (s. 129) opstillede regel, "at

i forbindelserne l, r, n + konsonant begge lyd skal rime, medmindre den anden konsonant tilhörer flexionen", ti dette vil jo netop sige, at ordet har akc. 1. Endvidere finder Falk, at også i sådanne forbindelser av konsonant +, l, n, r, hvor begge konsonanter hører til ordets stamme, kan de sidstnævnte konsonanter falde udenfor rimet. Men også om sådanne ord gælder det, at en stor mængde, ja sikkert de allerfleste derav har lydlovlig akc. 1, idet denne tilkommer dels alle enstavelsesord, dels de ikke fåtallige tostavelsesord, hvor en urnordisk vokal er bortfalden mellem de 2 konsonanter (eks. jokla, litlu, rooli, gamla o. s. v.). Når Falk herom siger: "I saadanne former har vistnok stavelsegrænsen ligget mellem de to konsonanter, idet den ved vokalbortfaldet opstaaede pause har forhindret konsonanternes sammensmeltning til en lydgruppe" (s. 128), så vil det ses, at han har været snublende nær ved den her fremsatte opfattelse, skønt det ikke er klart, hvad han forstår ved "pause", og han ikke har set fænomenets sammenhæng med andre punkter i de nordiske sprogs akcenthistorie. Nu forekommer der imidlertid efter Falk tilfælde, hvor d, 1, n, r efter konsonant skönt hörende til "stammen" dog står udenfor rimet, selv i sådanne tostavelses former, hvor der ingen mellemvokal er bortfalden og hvor akc. 1 altså ikke kan foreligge, f. eks. akra, vatni, hrafni. På former som disse passer den nylig citerede forklaring ikke; Falk antager her, at der foreligger analogi fra de tilfælde, hvor de nævnte konsonanter tilhører fleksionen (ɔ: ordene med akc. 1). Mod denne forklaring kan der vist under de givne forudsætninger ikke gøres nogen principiel indvending; kun vil jeg tillade mig istedenfor analogi at foreslå udtrykket "metrisk frihed", hvorved man sikrer sig imod misforståelser. En sådan licens behøver man derimod ikke til at forklare, at i forbindelserne av genitivens s med en foregående konsonant rimer s altid med. Former av denne art må jo som enstavelses have akc. 1;

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV.

4

man skulde da i henhold til det tidligere udviklede antage, at s kun deltog i rimet i sådanne ord med akc. 1, hvor stødet manglede (nemlig ved de helt ustemte forbindelser ts, ks, ps samt ved fs, ls, rs, ms, ns, forsåvidt rodstavelsen var kort), men stod udenfor rimet, hvor stød fandtes (nemlig ved lang rodstavelse). Når s nu alligevel som nævnt altid indgår i rimet, vil man se, at der fra det her hævdede synspunkt kun bliver tale om en særlig forklaring for den sidstnævnte kategoris vedkommende, medens en sådan indskrænkning ikke findes for Falk, for hvem kun s'ets egenskab qua endelse kommer i betragtning uden hensyn til de ords struktur, hvortil denne endelse føjes. Selve det omhandlede forhold, at det genitiviske s altid deltager i rimet finder Falk "naturlig nok, naar hensyn tages til denne konsonants. dominerende lyd og den intime forbindelse, den indgaar med forudgaaende konsonant" (ss. 129-30). Det turde være indlysende, at den, som akcepterer denne forklaring, ikke vil have nogen fornuftig grund til at rejse indvendinger, når den således som det sker her bringes i anvendelse indenfor et mindre område (o: ord med lang rodstavelse) end det, for hvilket den blev fremsat.

Blandt de ovenfor nævnte tilfælde av akc. 1, hvor et fleksivisk r falder udenfor rimet, blev også opført 2. og 3. pers. sg. præs., i verbalformer som selr, velr. Denne omstændighed kunde nu tænkes fremført som argument mod den forklaring av rimforholdet, hvorefter dette beroede på stød i akc. 1; ti efter den tidligere givne formulering av loven for det urnordiske stød skulde det jo ikke indtræde ved den yngste apokopering ɔ: den, som rammer ultima efter kort rodstavelse (dansk ven, blad uden stød). Vi skal nu se, hvorledes det er muligt at fjærne denne vanskelighed.

Hvad der straks falder i øjnene ved stødloven, er den parallelisme, som åbenbart foreligger mellem stødet og i-omlyden; heri gør det intet væsentligt skår, at det førstnævnte

-: at

fænomens område strækker sig noget videre end det sidstnævntes eller for at udtrykke forholdet historisk stødet har virket længere ned i tiden end i-omlyden. I sit skrift "Gotländska Studier" (Ups. 1901) har Hugo Pipping (som avsnit III) fremsat endel sproghistoriske undersøgelser, som, navnlig forsåvidt de omhandler i-omlyden i gullandsk og de andre nordiske sprog, er av stor interesse; her skal jeg dog kun omtale hans udtalelser om de sidstnævntes omlydsforhold. Til forklaring av den omstændighed, at et efter kort rodstavelse (og altså relativt sent) apokoperet i ikke virker omlyd, opstiller Pipping en teori om, at reduktionen av den på et sådant i hvilende akcent foregik så hurtigt, at omlyden, som antages kun at bevirkes av et i med svageste akcentgrad, ikke nåede at komme i stand; denne teori akcepteredes av Noreen i Aisl.-anorw. gr.3, § 63, 2. Medens jeg ikke kan slutte mig til Pippings forklaring av det almindelige i-omlydsproblem, som her er antydet, finder jeg hans opfattelse af den s. k. ¿R-omlyd særdeles tiltalende. Ved R-omlyd forstås det specielle (av Kock Ark. VIII s. 256 ff. påviste) tilfælde av i-omlyden, hvor denne fremkaldes i kort rodstavelse ved den forenede virkning av et efterfølgende (senere) apokoperet i + urnordisk z (R). Pipping fremsætter herom følgende: "Utan att ställa ändelsen -ir i någon undantagskategori, hvad beträffar den på hela ändelsen nedlagda kraftsumman, kan man, synes det mig, med fog antaga, att i i ändelsen -ir under tiden före synkope-perioden på grund af begynnande sonantisering af R-et var svagare än i likabetonade stafvelser, i hvilka i följdes af annan eller ingen konsonant. Jag antar, att i i *ðŭriæ, *fărir var lika svagt som i i *Jōmiðō, oaktadt hela andra stafvelsen i de båda förstnämnda orden utan tvifvel representerade en större kraftsumma än i det sistnämnda. Och då vokalens omljudande förmåga enligt min mening berodde på dess egen styrkegrad, ej på hela stafvelsens dynamiska egenskaper, fin

ner jag det fullt begripligt, att u i *durin och a i *fărir fingo omljud samtidigt med ō i *Jōmiðō" (s. 99). Mod denne forklaring vil der, så vidt jeg kan se, ikke kunne rejses væsentlige indvendinger; da nu den foregående undersøgelse turde have godtgjort, at stødets indtræden netop er avhængig av den umiddelbart efter fortisstavelsen følgende (senere apokoperede) vokals akcentuering, altså den samme faktor, der er den avgørende ved i-omlyden, vil man se, at den Pippingske teori avgiver en fyldestgørende forklaring på stød i former som selr, velr, vinr o. 1. Også på dette sidste punkt viser de førnævnte rimregler sig altså forklarlige gennem teorien for stødet.

Men hvis stød således lydlovlig indtræder i dette tilfælde i vestnordisk, så rejser sig naturligt det spørgsmål, om det samme gælder i østnordisk. Hvis man går ind på Pippings forklaring av in-omlyden, vil man ikke let kunne undgå at besvare dette spørgsmål bekræftende 1). I hvert fald vil man ikke som indvending herimod kunne påberåbe sig, at dansk nu mangler stød i ord som ven (= vinr), fred (= friðr), idet disse former som bekendt ikke går tilbage til den gamle nominativ, men derimod til casus obliqui, navnlig akkusativen. Om den særlige årsag til stød i ord av typen lem' (<akk. lim til nom. limr) er der talt ovenfor.

Til slutning skal jeg endnu blot tilføje, at den fremsatte forklaring av stødet synes også at kaste lys over tilsvarende fænomener i andre sprog. Ovenfor er der allerede henvist til stødet i livisk. Her skal opmærksomheden henledes på litauisk, hvor der ligesom i de nordiske sprog foreligger 2 stavelseakcenter, som almindelig betegnes ved navnene stødende og slæbende tone (således stødende i lit. várna, en krage, búti, at være, slæbende i varnas, en ravn). Den "stødende" tone synes efter foreliggende beskrivelser, idet

1) Jfr. noten s. 47 ovenfor.