7D1503 V.24-25 1412-13 Nat. Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. . 54 (och 140) I. Laghandskriftens egna uppgifter. S. 54. - II. Något V. De två excerptsamlingarna i [VI.] En viktig ortografisk fråga. Björn M. Olsen, Anmälan av "Rómverjasaga (AM. 595, 4:0). Herausgegeben von Rudolf Meissner" Th. Hjelmqvist, Anmälan av "Den islandske litteraturs historie 99 105 109 L. Fr. Läffler, Till första gåtan i "Getspeki Heidreks konungs" 121 N. S. Hagen, On the Origin of the Name Kvasir Nat. Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. (54 och) 140 VI. Västgötalängdernas författare. S. 140. VII. Västgöta- längdernas senare öden. S. 143. VIII. Ett par diplom från lagman Eskils tid. S. 148. Nysv. argbigga. S. 167. Isl. elligar, ellar, ella — fsv. allighær, allighis, allaghis, allar, allansv. eljest m. m. S. 170. Nysv. salig i hugkommelse (i åminnelse) och liknande uttryck. S. 190. Fsv. skyria. S. 196. Fgutn. stafgar prfnorska stafr. S. 199. Fda. af æreld, nyda. Olai Skulerud, Om pronomenet kvar i norske maalføre, færøisk og islandsk, og i forbindelse dermed om lydovergangen > a i vestnordisk. En sproghistorisk og sproggeografisk under- Olai Skulerud, Um serr D. N. I nr. 15224 (1317) 272 Henrik Ussing, Nekrolog över Anders Pedersen. Magnus Olsen, Anmälan av "Beiträge zur Eddaforschung. Mit Exkursen zur Heldensage. Von Gustav Neckel" Hjalmar Lindroth, Anmälan av "En svensk Orde-skötsel af Sa- Ernst A. Kock, Anmälan av "Norrøn syntax af M. Nygaard" 289 Axel Kock, En notis 291 Marius Hægstad, Nekrolog över Marius Nygaard. Ernst A. Kock, Anmälan av "Die Syntax des Superlativs im Gotischen, Altniederdeutschen, Althochdeutschen, Frühmittel- Dansk og urnordisk akcentuering. Alle ved, av hvor stor betydning den dobbelte akcentuering er i nutidens dansk, svensk og norsk, så at ingen vil kunne tilegne sig den rette udtale av noget av disse sprog uden stadig at se sig stillet overfor spørgsmålet: akc. 1 (stød) eller akc. 2. Derimod har man vistnok endnu ikke på alle hold tilegnet sig den tilstrækkelige forståelse av, i hvilken grad akcentueringen i tidens løb har været en avgørende faktor i de nordiske sprogs historie, og det så vel under den fællesnordiske som den særsproglige udvikling. I førstnævnte henseende må især nævnes omlyds- og brydningsprocesserne, i sidstnævnte den svenske vokalisme i infortisstavelser. Hvad vi i det følgende vil undersøge, er imidlertid ikke denne akcentueringens indvirkning på ordenes form i kvantitativ og kvalitativ henseende, den står i hovedtrækkene fast —, men derimod akcentueringen selv, hvormed særlig tages sigte på de til de forskellige akcenter hørende. toneforhold (kromatisk akcentuering) samt stødet. Sidstnævntes oprindelse og alder undersøges i nærværende afhandling, medens granskningen av den kromatiske akcentuerings historie må opsættes til en anden lejlighed. Hvad stødet vedrører, synes det tidligere stedfundne ordskifte at have ført til enighed med hensyn til det kronologiske spørgsmål, medens der til forklaring av dets oprindelse er fremsat to forskellige teorier. Da jeg ikke kan slutte mig til nogen av disse og med hensyn til kronologien hylder en mod den. gængse stridende opfattelse, vil det findes rimeligt, at stødproblemet optages til fornyet ventilation; jeg vil derfor søge så godt som muligt at belyse de lydfysiologiske og metodiske ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD XXIV. 1 forudsætninger for de meninger, der hidtil er komne til orde, og derhos fremsætte grunde for en ny opfattelse av stødets historie. Ikke alle danske ord med historisk akc. 1 har stød (eks. fisk, bud), men alle ord med stød forudsætter akc. 1 1). For at man nu imidlertid ikke skal blive ledt på vildspor ved de forandringer, der i tidens løb er foregåede med forskellige ords anvendelse av den ene eller den anden akcent, er det selvfølgelig fremfor alt nødvendigt at have på det rene, hvilke ord der i urnordisk lydlovlig havde akc. 1, og hvilke akc. 2. Jeg siger udtrykkelig i urnordisk; ti det turde være et av de største og vigtigste resultater av den akcenthistoriske forskning: at den dobbelte akcentuerings historiske grundlag ligger i en sprogform, der går tilbage til tiden. forud for de urnordiske apokoperingslove. I erkendelsen herav ligger, som man vil se, et brud med den ældre opfattelse av principet for de 2 akcenters fordeling, hvorefter akc. 1 tilkom oldnordiske enstavelsesord, akc. 2 det øvrige ordforråd (ord på 2 eller flere stavelser). At forholdet imidlertid var det ovennævnte, viste Axel Kock i Ark. VII (N. F. III); og efter fremkomsten av Die alt- und neuschwedische accentuierung (1901), hvori Kock kodificerede udbyttet av sin i en menneskealder fortsatte forskning på de hidhørende områder måtte, om ikke før, teoriens rigtighed siges at være uomtvistelig. En imødegåelse er da heller ikke i de siden forløbne år fra nogen side forsøgt, hvilket i betragtning av spørgsmålets vidtrækkende betydning ikke var tænkeligt, ifald nogen havde ment at sidde inde med avgørende modgrunde. Vi har altså at gå ud fra oprindelig akc. 1 så vel i f. ex. lan'g (oldnorsk langr< urnordisk *langaz) som i længste (oldno. lengstir <urn. *langistai). Efter disse indledende ord går jeg over til at drøfte de 1) Om nogle tilfælde av stød i hiat se Kock Ark. VII, 367 note. |