Erik Brate, Nekrolog över J. A. Aurén M. E. Seaton, A Remark on Snorri's Edda Alf Torp, Til Rök-indskriften Th. von Grienberger, Urnordisches - 1. Die Zwinge von Vi. S. 352. Die brakteaten 49 und Elof Hellquist, Ett par anmärkningar om svensk sjönamns- Nat. Beckman, Anm. av "Goetz, Das russische Recht, erster 295 298 330 343 343 373 .. 381 Det danske stød og urnordisk synkope. Ganske kort för den höjtbegavede forsker Anders Pedersens sörgeligt tidlige død udkom en afhandling af ham under navnet "Dansk og urnordisk akcentuering" (Arkiv XXVIII s. 1 ff.), der består af to dele, en negativ og en positiv. I den förste drager han stærkt til felts mod det meste af hvad der hidtil er skrevet om det danske stød og dets forhold til den i svensk og norsk anvendte akcentueringsmåde. Hverken Storm, Verner eller Jespersen, ja knap engang Marius Kristensen, der dog behandles med större agtelse, finder nåde for hans kritiske öjne; og lad mig strax indrömme, at det virkelig på flere punkter er lykkedes forfatterens skarpsindighed at påvise mangler og svagheder ved argumenter, der er brugt af de nævnte forskere. Men dærmed er ikke sagt, at deres teorier - eller det der er kommet ud som en slags helhedsresultat af deres betragtninger og som også, omend ikke uden forbehold, er godkendt af Axel Kock skulde være helt forfejlet, som Anders Pedersen gerne vil ha os til at mene. På flere steder kan man ikke frigöre sig for det indtryk, at hans kritik er rettet mere mod enkelte muligvis uheldige udtryk, som er sluppet vedkommende i pennen, end mod det han ved en mere velvillig læsning kunde ha fået ud som den egentlige inderste mening.1) Men jeg skal forøvrigt ikke prøve på at påvise dette i enkeltheder eller gå Anders Pedersens förste afsnit igennem punkt for punkt; senere hen vil der være flere lejligheder til at vise at jeg endnu anser det for forsvarligt at opretholde alle de virkelig betydningsfulde bestanddele af den tidligere teori.") 1) Dette gælder særlig polemikken mod Verner s. 17 ff. 2) Jeg kommer ikke ind på forholdene i sammensætninger som vogn ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXIX, NY FÖLJD XXV. 1 Efter sin kritiske gennemgang og afvisning af tidligere forskeres forklaringsforsøg kommer Anders Pedersen s. 35 til sin egen positive teori, som han indleder med den bemærkning, "at man må søge grundlaget for en forklaring av stødet i organernes forudgående stilling, således som denne gennem uomtvistelige sproghistoriske kendgerninger lader sig fastslå". Jeg understreger her ordet kendsgerninger og slutter mig til hvad Anders Pedersen siger s. 16 (dær rettet mod Verner): "Når man vil give en sproghistorisk forklaring, er det altid misligt at gå ud fra en hypotese (især når den er usikker) og herfra deducere videre; udgangspunktet bør være kendsgerninger eller, i mangel derav, en hypotese, der lader sig kontrollere". Det vil nu være min opgave at gå Anders Pedersens teori igennem punkt for punkt; jeg kan dærved følge hans egen ordning, der udmærker sig ved klarhed og overskuelighed. I. Udgangspunktet er en tredeling af sprogstoffet, hvor de to förste klasser har stød på dansk, den tredie ikke; de føres tilbage til deres urnordiske grundformer, hvorved forholdet. "i al sin simpelhed" kommer til at se således ud: *landa > lan'd (I) *skiliðanz (akk. pl. m.) > skil'te (II) *wini (akk.) > ven (III). "Nu ved vi, at disse 3 typer repræsenterer 3 avsnit av synkoperingens historie i den rækkefølge, som angives af de tilføjede romertal".1) Stødet viser sig herved "at stå i organisk sammenhæng vi skal senere se hvilken - med hele synkoperingsprocessen og at være ældre end dennes yngste avsnit" (III). stang, söndag, hvor jeg er tilböjelig til at fastholde min opfattelse som naturligere end Kocks; mht. typen genganger har Kock måske ret. 1) Det siges ikke, hvorpå dette beror, men meningen må være: I efter lang stavelse, II indlyd efter kort, III udlyd efter kort stavelse. Her begynder strax mine betænkeligheder. Den förste er af rent logisk art: er slutningen virkelig så sikker som den tar sig ud for forfatteren, der s. 39 uden at ha anført flere grunde siger: "efter at vi nu har set, at stødet hænger sammen med de urnordiske endelsers bortfald..."? For at simplificere ser jeg foreløbigt bort fra klasse II; se nedf. mit afsnit VII; enten man mener at den hører nærmest sammen med I eller med III, kan man nemlig opstille forholdet kronologisk som forfatteren gör, blot at man i sidste tilfælde sætter skellet mellem det stødudviklende vokalbortfald og det andet på et senere tidspunkt. Tar vi altså kun hensyn til de to hovedklasser, lyder forf:s ræsonnering således: vi ser overensstemmelse mellem den gamle synkopering og tvedelingen af sprogstoffet i stødte og ikkestødte ord, altså er der en (årsags)sammenhæng mellem de to fænomener. Tvingende er den art slutninger jo ikke, undtagen når det kan vises, at der ikke er nogen anden måde at forklare overensstemmelsen på. Forskellen mellem klasse I og klasse III er den, at i I har vi lang og i III kort rodstavelse; denne forskel findes både för og efter synkoperingen. Der er nu ikke det fjerneste i vejen for den antagelse, at denne længdeforskel kan ha virket med til at frembringe differentieringer på to helt forskellige tidspunkter. Man kan altså sige: "I urtiden fremkom synkope efter lang stavelse tidligere end efter kort. Mange hundrede år efter denne tid udviklede stød sig i lang, men ikke i kort stavelDenne antagelse af to i tid adskilte virkninger af samme årsag vinder i höj grad i sandsynlighed, når vi ser at det slet ikke er urtidens kvantitetsforhold, men en langt senere tids kvantitetsforhold der blir afgörende for de faktisk foreliggende stødtilfælde. På den ene side få vi ikke stød i et våd, hud, led (en), spyd, der i urtiden havde lang vokal (diftong): on. vað, húð, leið, spjōt;1) på den anden side får ກ 1) Meget sjældent høres dog hu’đ, spy'đ nu med lang vokal og stød. vi stød i ord, der senere har fået konsonantforlængelse, nemlig tam og de andre på -m. Denne sidste klasse søger Anders Pedersen at forklare ved at sige, at efter forlængelsen "falder disse tilfælde ind under analogien fra de oprindelige langstavelsesord". Men heri ligger skjult en indrömmelse af at overensstemmelsen mellem synkoperingsloven og stødloven ikke er fuldstændig. Min anden betænkelighed går ud fra tvivl om den opstillede kronologi for den gamle synkope. Trods al beundring for den skarpsindighed, der er udfoldet navnlig af Kock for at udrede disse vanskelige forhold, er jeg i betragtning af det virkelig ringe og usikre materiale, hvorpå slutningerne hviler (runestene, hvis tolkning og navnlig datering ingenlunde står fast, og omlydsforhold, der dog måske tillader andre forklaringer) meget betænkelig ved at la tidspunkterne for vokalsvind gælde for "uomtvistelige kendsgerninger" eller dog "hypoteser der lader sig kontrollere", som Anders Pedersen vil. En velgörende modsætning til hans usvigelige sikkerhed og tillid danner hans mester Axel Kocks beskedne indrömmelse (Arkiv VII 361) "att man här rör sig på en osäker mark." ment. II. Selve Anders Pedersens grundlag er altså efter min mening i allerhöjeste grad usikkert. Men lad os alligevel gå videre og se, hvilken bygning han opfører på dette fundaVi kommer först til en anden side af den gamle synkopes kronologi. Det hedder s. 39: "Det er tilstrækkelig kendt, at de urnordiske korte vokaler a, i, u ikke er bortfaldne samtidig, men således, at a forstummede tidligst". Atter her sikkerhed, hvor andre ikke er så sikre. Noreen siger i Pauls Grundriss2 564: "gleichzeitig mit a schwindet "; i Altisl. gr. 112: "Synkope tritt am frühesten bei a ein, wol etwas später beii, am spätesten bei u; aber die zeitlichen |