Imágenes de páginas
PDF
EPUB

kælenavn. Lignende af egennavne afledede kælenavne er hyppige i nyislandsk (f. eks. Böddi af Böðvar, Daddi af David, jfr. det tilsvarende kvindelige kælenavn Gudda af Guðbjörg eller Guðríðr) og fra det gamle sprog har Konr. Gíslason påpeget flere lignende eksempler '). Et kælenavn passer her netop udmærket ind i versets gemytlige tone. Når FJ. endvidere tror, at (vidda-)bróðor er akkusativ, objekt til kveðja, og oversætter dette sidste ord ved "forlange, opfordre en", tror jeg han er på vildspor. Jeg kan nemlig ikke erindre noget eksempel på en sådan brug af kveðja i denne betydning med acc. personae, uden at der tillige medfølger en genit. rei (noget andet er, at man finder kveðja ehn. at ehu.). Derimod finder man mange eksempler på kveðja i samme betydning med genit. rei, uden at der tilföjes nogen acc. personae *). Jeg foretrækker derfor at opfatte (Vidda-)bróðor som genitiv. Man har da valget imellem at ordne sætningen på to måder, enten: vader Vidda bróðor kveðja veðrs, eller váder veðrs kveðja Vidda-bróðor, da veðrs og Vidda-bróðor må opfattes som to betegnelser for det samme begreb, vinden. Af disse to alternativer foretrækker jeg det første, da kendingen derved vinder i fylde og dunkelhed og

de øvrige ord i klarhed. Den person, af hvilken blæsebælgene "forlanger vind" er her underforstået, men er naturligvis smeden. Tanken er: "Tidlig må den driftige smed stå op til sit arbejde. Blæsebælgene kalder på ham og forlanger at tages i brug". Dette synes også at være en mere passende tanke end: ”Blæsebælgene opfordrer vinden”.

I det sidste halvvers opstilles følgende orden:

) Årb. f. nord. oldk, og hist. 1884 s. 149 fgg. Jfr. nu 0. Rygh, Gamle personnavne, under Toddi, Ambi, Mangi. Efter at ovenstående var skrevet, har jeg gjort bekendtskab med Detters afhandling "Die lausa visur der Egilssaga" i "Abhandlungen zur geri. Philologie, festgabe für Richard Heinzel", og set, at han forklarer Viddi på samme måde som jeg.

2) Jfr. Fritzner? II kveðja 4-5: kveðja matar, gistingar, hljóds

0, s. v.

lætk sleggjor, gjalla á heito golle, međan hreggsvindfrekar

geisla njóts hrærekytjor þjóta. Dertil skal jeg bemærke, at det forekommer mig i höj grad påfaldende, at goll her bruges uden nogen videre tilföjelse om ”den rødglødende metalmasse", d. v. s. det glødende jærn. Efter min mening kan heito golle ikke betyde andet end ’varmt (ophedet) guld'. Jeg tror derfor, at ordene geisla njóts bör förbindes med golle som bestemmelsesord i en kending, der betyder 'jærn'. Hidtil har de fleste fortolkere været enige i, at geisla njótr er ’ilden', uagtet det dog egentlig ikke er ilden selv, men den bestrålede genstand, som nyder godt af ildens stråler. Jeg tror, at geisla njótr er en omskrivning for afl, 'esse’; geisla njóts goll er da en ligeså passende kending for jærn som digla eldr, digulfarmr for guld og digulsnjár, digulskaft for sølv. Det er dog en selvfølge, at den rødglødende farve, jærnet har i essen, har foresvævet skjalden ved valget af hovedordet goll.

Med FJ. og de øvrige tolkere er jeg enig i, at hrærekytjor (-kytror?) er hovedord i en kending for blæsebælgene. Jeg har måttet berøve denne kending bestemmelsesordet geisla njóts, og vi må derfor se os om efter et andet bestemmelsesord, som også ligger lige ved hånden. FJ. skriver hreggsvindfrekar i et ord og henfører det som attribut til kytjor. Men denne af 3 led bestående sammensætning indeholder en utålelig pleonasme, da såvel hregg som vindr betyder det samme, nemlig 'vind'. Jeg tror derfor, at der bör skrives

, hreggs vindfrekar i to ord, hvilket også turde have støtte i alle håndskrifter, samt at hreggs er det søgte bestemmelsesord til hrærekytjor (-kytror?). Med hensyn til bestemmelsesordets betydning stemmer kendingen hreggs hrærekytjor (-kytror?) med kendingen Vidda bróðor váder i første halvvers, hvilket turde være et fortrin, da skjaldene i regelen foretrækker symmetriske kendinger. Det synes også at være mere naturligt, eller dog at ligge nærmere, at kalde blæsebælgene for vindens hrærekytjor (-kytror) end ildens hrærek., idet bælgene umiddelbart sætter vinden, denne derimod igen ilden i bevægelse. Også ordstillingen i verset taler for,

i at geisla njóts hører til golle og hreggs til hrærekytjor (-kytror).

Jeg foreslår altså at ordne det sidste halvvers på følgende måde:

lætk sleggjor gjalla á heito golle geisla njóts, meðan vind

frekar hrærekytror (-kytjor?) hreggs þjóta.

Fortolket på denne måde giver dette lille vers et i vor skjaldelitteratur enestående stemningsfuldt billede fra arbejderens liv, en frisk og gemytlig morgenstemning fra smedjen, og jeg for min part ser ingen grund til at betvivle dets ægthed. I alt fald gör det indtryk af at være meget gammelt. Om formentlige lævninger af Skallagríms smedje, se Sigurdur Vigfússon i Árbók hins íslenska fornleifafjelags 1886 s. 13 fgg.

Egils s. v. 25, k. 56. (FJ. udg. s. 190 og 382).

Det er navnlig det første halvvers, som hidtil ikke har fået nogen tilfredsstillende forklaring. I FJ:s udg. skrives det i væsentlig overensstemmelse med membranbrudstykket 9 i AM. 162 A fol.

på følgende måde: * Þýborna kvedr porna

sýsler hann of sina pornreið ár horna,

singirnđ qnundr, mina. Her er åbenbart anden verslinje forvansket, idet den kun består af 5 stavelser, hvis man ikke, som FJ. henstiller (s. 382 n. under teksten), opfatter ár som áar, hvilken ordform i denne forbindelse synes at være uantagelig. W har atti for ár. I K skrives anden verslinje således: "þeir eiðar fram borna". Mod denne tekst kan man vel i formel henseende ikke indvende noget andet, end at der mangler linjerim og at den, som det synes, tilsigtede dunhenda (jfr. versl. 3—4 og 8-9), som de andre håndskrifters tekst frembyder, falder bort, men ser man på K's tekst fra indholdets side, synes den at være aldeles uforklarlig og at stå langt under de andre håndskrifters læsemåder. Navnlig er gentagelsen borna efter pýborna i 1. versl. aldeles utilstedelig. Man gör derfor sikkert bedst i med FJ. at lægge teksten i 9W til grund for tolkningen.

Betragter man halvversets overleverede tekst rolig og uden forudfattede meninger, synes ordene "sýsler hann of sína singirnd" at løse sig ud derfra som en naturlig sammenhørende sætning, hvortil dog måske enkelte ord af den omsluttende tekst bør henføres. Alle tolkere har hidtil, såvidt jeg ved, været enige i at henføre det umiddelbart efter disse ord følgende 'onundr' til denne sætning, idet de enten opfatter onundr' som apposition til subjektet hann, eller antager, at der her foreligger et gammelt eksempel på den i nyislandsk almindelige sprogbrug, i følge hvilken 3. persons pronomen optræder som artikel med egennavne. Men bægge disse alternativer er, forekommer det mig, utilstedelige i et vers, som, om det end muligvis ikke er ægte, så dog synes at være forholdsvis gammelt. Jeg holder derfor på, at ’onundr' må være subjektet i den omsluttende sætning, hvorfra tolkerne hidtil med urette har udelukket det, fordi de i ordene (porna) ár (el. atti) horna har ment at finde subjektet i denne sætning, hvorved et andet subjekt blev overflødigt og stödende; men herved er de faldne fra Scylla i Karybdis.

Det følger allerede heraf, at jeg ikke kan opfatte ordene "ár horna (porna)" som mandskending, tilmed da alle forsøg på at tolke dem som en sådan må siges at være mislykkede. Men hvorledes bör da disse ord opfattes? En rettelse er allerede på grund af versemålet uundgåelig nødvendig i 2. verslinje.

Nøglen til den rigtige forståelse af dette halvvers ligger formentlig i ordet "horna". Når man her finder de to ord pýborna . . "hornaså nær ved hinanden og tager hensyn til den i sagaens prosaiske fremstilling udviklede sammenhæng, kommer man uvilkårlig til at tænke på følgende vers i Her

varar S.:

"Þetta er piggjanda

hornungr þýjar barni,

á haugi sat, barni Þýjar,

er öðlingr pót borinn konungi,

arfi skipti".") På bægge steder er situationen omtrent den samme. På bægge steder er der tale om et arvekrav efter en kvinde, som fra modpartiets side mødes med den påstand, at vedkommende arvtager ikke er født i lovligt ægteskab og der for ikke berettiget til arv. På bægge steder retter det parti, der sidder inde med arven, den beskyldning mod vedkommende kvinde, arvtagerens moder, at hun har været en ambátt eller , og på bægge steder vredes en pårørende herover på kvindens vegne ?).

Med de påpegede ligheder for öje vil det vel næppe være for dristigt at antage, at der i "horna" skjuler sig en feminin betegnelse af det samme begreb, som i maskulin form foreligger i Herv.-sagas hornungr, med andre ord en form af det i norske lovbøger forekommende horna (Ældre Frostatingslov VIII. 8. NgL. I, 206. II, 519). Om begrebet hornungr, horna se Maurer, Die unechte geburt nach altnord. rechte, i Sitzungsber. der philos.-philol. classe der k. bayer. Akademie der Wsch. 1883, I, s. 4 og 9-12. Som Maurer bemærker, definerer de islandske lovbøger disse ord helt anderledes end de norske, idet hornungr i følge disse sidste er "en sön af en fri kvinde, med hvilken faderen levede i en offentlig förbindelse, uden dog at have indgået et lovligt ægteskab med hende”, medens ordet i følge de islandske lov

*) Herv. Bugge 274'. Fas. I, 495.

2) Jfr. Arinbjörn varđ reidr mjög, er þóra föðursyster hans var kölluđ ambátt Eg. FJ. 186—187 med Humli konungr .. varð mjök reitr, er Hlöðr, dótturson hans, skyldi ambáttarson heita Herv. 1. c.

« AnteriorContinuar »