bøger betegner en sön, som en fri kvinde avler med sin egen slave, som hun har frigivet for at kunne leve sammen med ham. Maurer har sikkert ret i, at de norske lovbøgers definition af begrebet hornungr og horna er den ældste og oprindeligste, og den passer også fuldstændig på de to her omhandlede tilfælde fra Egils s. og Herv. s., idet arvtageren i bægge tilfælde er barn af en fribåren mand og en fribåren kvinde, men ikke avlet i lovgyldigt ægteskab (jfr. angående tilfældet i Egils s. Maurer, Zwei rechtsfälle in der Eigla i Sitzungsber. der philos.-philol. Classe der k. bayer. Akad. der Wsch. 1895, I 101 fgg.). Men på den anden side forklarer den islandske definition af ordet, hvorledes man let kunde komme til at sammenblande de to begreber hornungr og pýborinn sonr (eller horna og þýborin dóttir), tilmed da disse personer også i følge de norske love til dels var ligestillede i retslig henseende (jfr. Ældre Gulatingsl. 58. NgL. I 31: Nu scal sva leiða hornong oc risung i ætt við sic sem sun pyborenn).

I det foreliggende halvvers af Egils saga forlanger sammenhængen ubetinget akkusativ, hvorfor "horna" må rettes til horno 1). Det er let at forstå, hvorledes horno på grund af den plads det indtager i verslinjens slutning under indflydelse af den første verslinjes slutningsord porna næsten uundgåelig måtte forvanskes til horna (jfr. også sína : mína i slutn. af 3 og 4 og eiða greiða i slutn. af 7 og 8 versl.), idet en afskriver, som ikke forstod "horno", (eller den mundtlige overlevering?) har forlangt en runhend linjeslutning. Men versemålet er her væsentlig dunhent, og der er en runhend linjeslutning vel tilstedelig (jfr. Háttatal v. 241-2: horna

1) Af Detters ovenfor omtalte afhandling 'Die lausavísur der Egilssaga' ser jeg nu, at H. Falk uafhængig af mig er kommen til det resultat (i sine 'Bemerkungen zu den lausavísur der Egils saga' i Beitr. 13), at horna bör rettes til horno. Men i øvrigt falder hans opfattelse af verset ikke sammen med min.

porna), men ikke nødvendig (jfr. Háttatal v. 243-4: bragna : sagnir &c.).

Hvis vi foreløbig ser bort fra det forvanskede ár eller atti (framm K) i 2. verslinje, ordner halvverset sig nu som af sig selv på følgende måde:

"Onundr kvear mina porna pornreið pýborna horno; sýsler hann of sina síngirnđ.”

Jeg opfatter porna i 1. verslinje med Jón Þorkelsson (Reykjavik-udg. s. 240) som acc. sg. fem. af adj. porinn, altså som attribut til pornreid. Det er åbenbart bestemt til at danne en modvægt mod den beskyldning, som ligger i pýborna horno ("Onundr kalder min djærve [altså fribårne] hustru for en trælbåren frilledatter"). Mærkelig nok findes det i nyisl. almindelige ord por, n., 'mod', ikke i nogen ordbog over det gamle sprog, og det samme er tilfældet med det usammensatte porinn adj. Men bægge ord må dog sikkert være meget gamle i sproget. Ligesom man stadig har haft pola, pol, polinn, således har man sikkert også haft pora, por, porinn. Desuden er porinn adj. sikret ved sammensætningerne fólkporinn, gunnporinn (se Lex. poët. under porinn).

I stedet for ár eller atti i 2. verslinje tillader jeg mig at foreslå at því, som jeg henfører til sætningen sýsler hann of sína síngirno, eg. "med hensyn dertil' (d. v. s. 'ved at fremkomme med en sådan beskyldning') har Q. sin egen fordel for öje". Som bekendt forveksles r og t hyppig i håndskrifterne; mit forslag kan således ikke siges at fjærne sig langt fra den i overleverede skrivemåde ár, når man tager hensyn til, at det af metriske grunde er nødvendigt at tilföje en stavelse. Endnu nærmere slutter mit forslag sig til det i W overleverede atti. Formen 'pi for pví er hyppig i håndskrifterne, og ligeledes skrives præpositionerne meget ofte ud i et med deres påfølgende styrelse. Skrivemåden atpi vilde således være fuldstændig normal. Derfra er der kun

et kort skridt til forvanskningen atti. Måske har afskriveren taget et foreliggende atpi for præt. af etja (jfr. vakpi, senere vakti) og derfor ment at være berettiget til at indsætte sin egen udtaleform atti. Da p (d) ellers regelmæssig efter t går over til t (se Noreen, Altisl. und altnorweg. Grammatik2 § 216 s. 119), kan det endogså være et spörsmål, om ikke formen atti ligefrem er en fonetisk gengivelse af at því (jfr. at tu, attŭ f. at pú Konr. Gislason, Frumpartar s. 234—235, Ágrip, Dahlerups udg., s. 615, þóttu f. þót þú [f. eks. þottv Lokasenna Bugge 623; pottu Hyndl. Bugge 50' &c.], líttat f. litt pat, se ordbøgerne; jfr. også Wadstein, Fornnorska homiliebokens ljudlära s. 115).

Egils saga v. 29, k. 57. (FJ. udg. s. 199 og 385). Konr. Gislason har allerede påpeget den - i det mindste fra nyere islandsk standpunkt påfaldende brug af sjalfom i 2. versl. Muligvis bör det rettes til sjalfan og henføres til (bræðra) søkkva. Tanken i halvverset synes at være: 'Mig har kongen jaget i landflygtighed. Ham selv (sjalfan) vil hans hustru styrte i fordærvelse ved sine rænker?' Det er let at forstå, at sjalfan i den mundtlige tradition næsten uundgåelig måtte forvanskes til sjalfom ved tiltrækning til det umiddelbart foregående mér.

I 2. verslinje antager jeg med FJ., at der bör læses lind- for land. Derimod tror jeg ikke, at rettelsen -alfs for -alfr er nødvendig; lind-alfr kan opfattes som en tiltale i vokativ til en tilstedeværende.

Jeg foreslår altså følgende orden i 1. halvvers:

Lindalfr! Logbrigder hefr lagða langa vego fyr mér. Sjalfan bræðra søkkva blekker brúðfang.

Egils saga v. 35. k. 61. (FJ. udg. s. 226 og 389).

I sin afhandling om "ældre og nyere böjning af første persons plural possessiv" i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1889, s. 352, anfører Konr. Gíslason følgende vísufjórðungr af Arnórr jarlaskáld's Hrynhenda som eksempel på, at verbet vesa (vera) kan optræde som rimord:

vare lá par valköstr hære

vas þér sigr skappr grams ens digra1),

og han föjer lejlighedsvis til ordet vare følgende bemærkning under teksten:

"Dette ord, tillige med varianterne "vorru" og "vaxi", synes uforståeligt på dette sted. Da en sætning som "vas pér sigr skappr grams ens digra" har en noget usædvanlig og underlig klang, forekommer det mig, at man i "vare vorru vaxi" snarest måtte vente at finde en betegnelse for et begreb som sön eller arving eller lignende".

Idet jeg fuldstændig slutter mig til denne bemærkning, mener jeg, at man kan gå et skridt videre og påstå, at der i det gamle sprog har eksisteret et substantiv váre, m., af betydningen 'en pårørende'. Dette substantiv forekommer ikke blot her, men også i den hidtil ikke rigtig forklarede kending hugens vára magnaðr i det her behandlede vers i Egils saga. FJ. tror at vára på dette sidste sted er gen. pl. af várar "(den) fred og ro (som føden, mættelsen giver, medfører), glæde, fryd". Men várar forekommer ellers ikke i denne betydning. Når man sammenligner stedet i Egils saga med det anførte linjepar af Hrynhenda, kan det næppe være tvivlsomt, at vi på bægge steder har at göre med det samme ord, som i Hrynh. står i vokativ sg. (váre grams ens digra = du, den tykke konges slægtning!), i Eg. derimod i gen. (sg. eller plur.?). Med hensyn til hovedordet kan kendingen hugens vára magnaðr sammenlignes med dólgskára magnandi i det i øvrigt dunkle halvvers af Einarr Skúlason, som findes

1) Fms. VI, 685-6. Flat. udg. III, 281.

anført i Skáldskaparmál Sn. E. I, s. 48815. Og bestemmelsesordet er af samme art som dolgsvolo barme i kendingen dolgsvolo barma fæder i Odds Illugadrápa 1). På samme måde kaldes også örnen for arnar (ara) jóð, þrábarn arnar, hlýre ara, ulven for ylgjar áttbogi, ylgjar barn, slangen for linns blóðe o. s. v. Også Ulfr Uggason synes at have brugt ordet váre i en lignende. betydning, når han i sin Húsdrápa kalder Heimdallr for ragna váre (Sn. E. I, s. 268).

Sikkert står váre, m., i etymologisk forbindelse med várar, f. pl., "fides, pactum" (Lex. poët.); váre forholder sig til várar næsten ligesom eiða, f., 'moder', forholder sig til eiðr, m., 'ed'.

Egils saga v. 53, k. 78. (FJ. udg. s. 290 og 398).

I 7. verslinje er de to sidste ord med ordom uforståelige i denne sammenhæng, således som de foreligger (jfr. FJ:s bemærkning til stedet i udg. s. 399). Der bör sikkert skrives við orðom. Tanken synes at være til en vis grad humoristisk: "Hvor finder jeg nu folk som dem, der gav mig guld i stedet for ord". Det turde derfor være tvivlsomt, om verset virkelig, som sagaen beretter, er digtet ved efterretningen om Egils bedste vens død.

Egils saga v. 58, k. 79. (FJ. udg. s. 294 og 402). Jeg kan slutte mig til FJ:s fortræffelige rettelse lýðr for eiðr i 4. versl. Derimod tror jeg ikke rettelsen fúss i stedet for "feyrs" i 1. versl. har truffet det rigtige, da den berøver verslinjen dens fyldige stavelserim (rs: rs). Jeg tror ikke man behøver at forandre noget. Feyrs er kun en mindre korrekt skrivemåde for fýrs, gen. sg. af fýr, n., 'ild', en sideform til fúr, n. 'ild'. Om ordene fúr og fýr se Konr. Gísl

1) Eyrb. k. 17, 1. v.