grammatik (2. udg.) § 354 anm. 2). At dette forholder sig således, bestyrkes ved flere steder af den ældre Edda. Når det således hedder i Hávam. (Bugge) v. 745--7: "fiolp vm vidrir a fimm dogom enn meira á mánađi”, så viser meira tydelig nok, at håndskriftets "fiolp" betyder multum og ikke multitudo. Også Vafþrúðnism. v. 31–2 (jfr. 441-2): "Fiolp ec fór | fiolp ec freistapak", Sigrdrm. 30°: "fiolp er þat er fira tregr" og Hávam. 183: "oc hefir fiolp um farit" fordrer med nødvendighed betydningen multum. På alle disse steder bör derfor vistnok formen fiol indsættes. Efter at den var forældet, måtte den naturligvis vige for det lignende field, og mulig har en analogidannelse *fiolt formidlet overgangen [jfr. (i-)gnóg og gnógt]. Andre former af det samme adjektiv synes at forekomme: acc. plur. neutr. i Vafþrúðnism. 33 (jfr. 443): "fialp ec reynda regin og dat. sg. neutr. i Fáfnism. 343-5: "Ollo gulli | pa kna hann einn rapa | fiolp þvi er vnd Fáfni lá”. På bægge disse steder er betydningen multus den eneste mulige, og på bægge steder bruges adjektivet som attribut (henholdsvis til regin og golle) og ikke som substantiv. Hvis fiolờ på det første sted var et substantiv af hunkönnet, måtte der have stået ragna for regin, hvilket strider imod versemålet. På det sidste sted er et hunkönsord figlo aldeles uforklarligt. På de steder, hvor "fiold" står med en genit. sg. (f. eks. Atlam. 945, Sn. E. I 380' fjolð fjár) kan man være i tvivl om, hvilken af de to former fjol eller fjolð bör foretrækkes, men betydningen taler dog snarere for den første. Der er flere steder, hvor fjol vilde passe ligeså godt som fjold, således f. eks. Voluspá 445 (FJ. læser fjol), Volkv. 215 (fjol FJ.), þrymskv. 235-6 og 328, Atlam. 83, 952, Sigurðarkv. sk. 22, Godrkv. 181-2, Sn. E. I 374" (4386), Fagrsk. 38, Fms. II 3152 (= Flat. I 4842) osv., men overalt hvor betyd ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV, 9 ningen eller den syntaktiske forbindelse ikke taler for fjol, gælder regelen: beati possidentes. 412). Hofodlausn v. 18. (FJ. udg. s. 355 og 409-410, jfr. FJ. skriver: Stózk folkhage Verpr árbrondom en joforr londom De første to verslinjer oversætter FJ.: "Hærens fylker modstod [mere korrekt: holdt stand imod] døden". En besynderlig tanke! Hvis det er meningen dermed at sige, at kongen bjærgede sit liv ud af (eller: kom levende fra) kampen, er det en tvivlsom ros. Hvis tanken derimod er: 'Kongen holdt stand imod døden', lyder det nærmest som spot. Imod døden kan ingen, ikke en gang guden Balder, holde stand. Jeg tror derfor at burde foreslå følgende sætningsforbindelse: Stózk folkhage at eggtoge. Gall ýboge fyr fjorlage. 'Kongen holdt stand i kampen. Buen af takstræ gjaldede, varslende (fyr) drab'. under dette 2 a (s. 215) Om betydningen af præp. fyr se Fritzner ord nr. 31 (I s. 518 a), Lex. poët. under fyr og Vigfússons ordb. under fyrir B 2 (s. 180 b). Om en flink bueskytte er det særdeles træffende at sige, at hans bues smæld varsler død, fordi der hengår nogen tid fra det smæld, som ledsager afskydningen af pilen, indtil denne når sit mål. Man vil måske indvende, at det falder naturligere i følge ordstillingen at forbinde henholdsvis versl. 1-2 og 3-4 til en sætning. Men dertil er at bemærke, at en lignende sammenslyngning af sætninger forekommer også andre steder i Hofoðlausn f. eks. v. 45-8, samt at netop i det her behandlede vers hører versl. 6-7 sammen til en sætning (symmetrisk med versl. 2-3). Hofoðlausn v. 20. (FJ. udg. s. 356 og 410, jfr. 412). Jeg tror ikke FJ. har ret, når han forklarer pagnar rof ved "rof (afbrydelse, o: af talen), som består i folks pogn (= tavshed)". Tværtimod betyder dette udtryk ganske simpelt: 'afbrydelse af tavshed', d. v. s. tale. Bera á þagnar rof synes at betyde næsten det samme som det danske 'bringe på tale', kun er det islandske udtryk mere höjtideligt. Således har også Svb. Egilsson forstået dette udtryk, som han oversætter: 'palam eloqui'1). Arinbjarnarkviða 1. (FJ. udg. s. 347, 357 og 413, Ordet pjóðlyge oversætter FJ. - i overensstemmelse med Reykjavík-udgaven s. 270 ved "stor lögn, usandhed". Men for det første bruges det intensive pjóð- ellers aldrig for at forstærke et så negativt begreb som lyge, 'lögn'. Man har þjóðvel, men ikke noget þjóðilla, þjóðgóðr, men ikke noget þjóðillr, þjóðsterkr, men ikke noget þjóðveikr osv. Og for det andet danner þjóðlygi i betydningen 'grov usandhed' ikke nogen korrekt modsætning til jofors dádom i 6. verslinje, hvilket er så meget mere betænkeligt, som verset i øvrigt består af lutter træffende og velvalgte modsætninger. I forhold til Svb. Egilssons forklaring i Lex. poët. under þjóðlyge "mendacium populare, vulgo receptum" betegner denne opfattelse et tilbageskridt, for så vidt som man nemlig ved at følge Svb. Egilssons tolkning får en modsætning mellem begrebene þjóð og joforr. Og dog er det åbenbart ikke dig 1) Lex. poët. under rof. terens mening at stille begrebene joforr og þjóð alene, men derimod begrebene jofors dáðer og þjóðlyge i deres helhed i modsætningsforhold til hinanden. Når man i de islandske ordbøger slår op ordet lygi, vil man der kun finde opført betydningen 'lögn', 'usandhed'. Oxforder-ordbogen alene gör en undtagelse herfra, idet den som anden betydning opfører "a fable", men ser man bevisstedet 1) efter, vil man finde, at ordet også der betyder 'usandhed' eller 'lögn'. Men når man betænker, at verbet ljúga har to betydninger, nemlig dels 'at lyve', 'sige en usandhed', dels 'at svige', 'skuffe', 'bedrage' 2), samt at sammensætningerne arfljúgr, som forekommer i et af Egils vers 3), og þinglogi forudsætter denne sidste betydning, 'svige', 'svigte' (jfr. arfsvik), vil man på forhånd være tilböjelig til at antage, at også det afledede substantiv lyge har haft de to tilvarende betydninger, nemlig henholdsvis 'lögn', 'usandhed' og 'svig', 'skuffelse', 'bedrag'. Og virkelig vil man i Fritzner under lygi finde et sted anført, hvor ordet ikke kan betyde 'lögn', men kun 'skuffelse', nemlig Mág. 4131: er þat eigi vánar lygi, at par er kominn Viggarðr (vánar lygi='skuffelse af håb eller forventning'). I Øfjordsbygden på Nordlandet bruges ordet vonligi (= oldisl. vánlygi), f., i den samme betydning i talemåden: "honum varð það ekki v.", 'hans forventning blev ikke skuffet'. I overensstemmelse hermed bör man sikkert i Atlamál (Bugge) v. 933 skrive vánlygi i et ord, idet vánlygi der har fuldstændig den samme betydning som i Øfjorden. I håndskriftet står rigtignok ván lygi i to ord, hvorfor Svb. Egilsson har opfattet ván som subjekt og lygi som prædikatsord til varða og oversætter "spes non facta est mendacium", en tolkning, som Bugge (se hans anmærkning 1) Ól. Tr. Kria 1853 s. 22. 2) I denne eller lignende betydning bruges ordet af Egill selv i Hofođl. 13: vas friar logenn. 3) Egils s. k. 56 (FJ. s. 193). til stedet) og senere Edda-udgivere og -fortolkere synes at have sluttet sig til. Men det anførte sted af Mág. og brugen af ordet i nyere islandsk taler bestemt imod denne opfattelse, og den kendsgærning, at R skriver ván lygi i to ord er uden betydning, da dette håndskrift ligesom andre islandske håndskrifter hyppig skriver et sammensat ord adskilt i sine to dele 1). Til støtte for sin opfattelse henviser Svb. Egilsson til Fms. X 389: gafsk vin at lygi og 394: þá er sú vịn varð at lygi; men også på disse steder kan lygi betyde 'skuffelse', og selv om man antager, at lygi her betyder 'usandhed' eller 'lögn', kan der ikke være tvivl om at talemåderne gafsk ván at lygi og ván varð at lygi er en senere forvanskning af den oprindelige talemåde (varð vánlygi, gafsk vánlygi) ved personer, som ikke forstod, at lygi i denne sammenhæng betyder ikke lögn, men skuffelse. Stedet i Atlamál: Varða vánlyge, es vér of reyndom bör altså oversættes: 'Min forventning blev ikke skuffet, da jeg lærte dig nærmere at kende'. Det således vundne resultat bekræftes end yderligere ved Arinbjarnarkviðas þjóðlyge. Her ligesom i vánlyge betyder det sidste sammensætningsled 'skuffelse', 'svig', 'bedrag', og det første sammensætningsled fungerer som objekt for det sidste. Ordret betyder pjóðlyge altså: 'svigagtig behandling af folket'. Måske bör man dertil underforstå den subjektive genitiv jofors fra 6. verslinje. Tanken synes at være: 'Jeg forherliger gærne en fyrstes ædle bedrifter, men min sang forstummer, når jeg skal digte om en fyrste, der bedrager sit folk'. Det er dog ikke nødvendigt at underforstå den subjektive genitiv. I så fald betyder det sidste linjepar: 'men om svigagtig behandling af folket tier min sang' (: vil jeg ikke digte). I bægge tilfælde danner þjóðlyge en træffende modsætning til jofors dáðer. 1) Se Bugges udg. af Sem. Edda fortalen s. VI nr. 4. |
