af Ulfr jarl, sön af porkell sprakaleggr. For Sivard den digre er stamtavlen ganske umulig; den "Ulsius" der göres til hans bedstefader, er hans egen jævnaldrende Ulf jarl, og Sprakling kan altså ikke have været hans oldefader; herom er historikerne enige. Løsningen af problemet synes man derimod ikke at have fundet, skönt den er så nærliggende. Det er ordret den samme stamtavle, der gives for Bjørn jarl Ulfsön og Bjørn jarl Beresun; for Bjørn Ulfsön er den rigtig, for den anden er den gal; det er da Bjørn Ulfsöns stamtavle, man har overført på Bjørn Beresun, idet man forvekslede de to jarler af navnet Bjørn. Overførelsen er ikke sket i mundtlig overlevering, men skriftlig; ti vi finder i begge stamtavler Ursus som oversættelse af nordisk Bjørn; og småforskellighederne i navnene beror alene på skriftlige forvanskninger 1). Altså er det kun forfatter-skødesløshed, der sætter Sivard jarl i forbindelse med Spraklingslægten; der findes ikke nogen kilde for det.

Der er anledning til at omtale dette, inden et historisk "resultat" helt er gået over i den almindelige fremstilling. Steenstrup har (Normannerne III 439) konstrueret en stamtavle, der ser således ud:

Men den har jo foruden andre fejl

også den, at den eneste "kilde", hvorpå den støtter sig, slet ikke er nogen kilde. Om Sivards forfædre véd vi da kun, at traditionen opgav som navn på hans fader: Beorn Beresun. Netop det, at navnet Bera er misforstået i traditionen, tyder på at det ikke er vilkårlig opdigtet.

1) "filii Ulsii filii Spratlingii" (f er læst som langt Л, e som t; ii er vel trængt ind fra filii). [Ulsi(us) er en sen omdannelse af ags. Wulfsige; se Searle, Onomasticon.]

Spörsmålet fører os tilbage til bjørnefødselen. For de ældre rationalistiske historieskrivere, Langebek og hans samtid, er det det sikre udgangspunkt, at når sagnet fortalte, at en bjørn var hans fader, var det i virkeligheden en mand, der hed Bjørn. Således var det jo heller ikke en lindorm, Ragnar Lodbrok dræbte foran Thora Borgarhjorts bur; men hun havde en opsynsmand, der hed Orm 1). Endnu Steenstrup mener, at Bjørn Beresuns fader bjørnen er den samme som Ursus eller Bjørn i andre kilder. Med vor tids kendskab til den folkelige forestillingsverden er denne faktor mindre sikker at regne med; vi løser problemet sikrere ad anden vej.

Det er ikke bjørnemotivets forekomst, der i sig selv volder nogen vanskelighed; vi har jo set, hvorledes både navne og bjørneører går tilbage til æventyroverlevering. Men det er den omstændighed, at to forskellige personer gör krav på bjørnefødsel, Thrugils Sprakeleggs fader Bjørn og Sivard digres fader Bjørn. Det heldigste vilde jo være, hvis de kunde være samme person, men der er netop en menneskealders forskel imellem dem. Sagnet må være overført fra den ene til den anden. Men i så fald kan der ikke være tvivl om, at Bjørn Beresun er den rette ejermand. Hos ham findes det med bjørnefødselen sammenhængende tilnavn; hos ham findes det fra æventyret udgåede kendemærke bjørneørerne; og fremfor alt findes der den berömte sön, Sivard den digre, hvis usædvanlige störrelse, styrke og hensynsløshed får sin forklaring igennem denne overnaturlige fødsel. Derimod mældes der intet om noget usædvanligt ved Ulf jarls eller hans sönners fremtræden. Sagnet må være blevet overført til denne slægt i Danmark og på en tid, da man ikke huskede mere om den kæmpestærke jarl Sivard.

---

1) Laurids Engelstofts Skrifter, I 26. For øvrigt har Langebek ved siden af denne mening også haft en anden; han udtaler s. 300, at tilnavnet Beresun sikkert er årsag til bjørnesagnet. Desværre havde hans eftermænd blandt historikerne ikke vid eller sprogsans nok til at følge denne antydning.

Som nyt problem møder vi det spörsmål: hvad kan der alt i alt vides om Sivard digres forfædre i Danmark?

Allerede Langebek (s. 281) har udtalt, at den oftnævnte bjørn eller Bjørn, der sættes i spidsen for de to slægter, må være Svenskeren Styrbjørn; ti bjørnens jomfrurov foregik ifølge Sakse i Sverig, og Styrbjørn betyder "den vilde bjørn", et navn der altså er givet ham på grund af hans karakter. Denne mening er senere tiltrådt af Munch og Steenstrup; men den er så slet begrundet som muligt. Det var ganske utroligt, at efterkommerne skulde have glemt, at de gennem ham nedstammede fra den svenske kongeæt og igennem hans hustru fra den danske; dette var så meget mærkeligere, som Styrbjørn og hans arvekrav var velkendt for senere historisk overlevering. Heller ikke træffer man i de pågældende slægter navne, der tyder på opkaldelse fra kongeætterne 1). Endelig er navnet Styrbjørn ikke, således som historikerne af den ældre skole antog, noget opfundet kendingsnavn, men et ganske naturligt døbenavn (i lighed med Styr og Styrkar).

Lidt mere historisk værdi er der måske i den anden hypotese af de nævnte historikere, at Sivard den digres og Ulf jarls slægt er grene af samme stamtræ. Rigtignok har den overlevering, hvorpå de byggede deres mening, vist sig ikke at være til. Men der bliver da tilbage bjørnesagnet, navnet Bjørn og jarleværdigheden i begge slægter. Men af disse punkter står det sidste på svage fødder. Sivardsagaen er så slet underrettet om sin helts danske forfædre, at man næppe tör lægge for stor vægt på, at den tænker sig dem alle som jarler i Danmark; sligt kan let være overført på dem fra deres berömte ætling. Ved den anden gruppe hører vi ikke det mindste om, at den var jarleæt för Ulf jarls tid. Både Ulf og den digre Sivard kan være krigere, der svang

1) [Allerede Gustav Storm (Arkiv IX 218) har vist hypotesens uholdbarhed.]

sig op på Knud den stores hærtog. Deres fattigdom på aner er da netop bleven erstattet ved sagnet om den overnaturlige fødsel.

Det eneste sikre er da navnet på Sivards fader Bjørn Beresun. Med en vis sandsynlighed kan man slutte til andre forfædre ud fra datidens faste skik, at opkalde de afdøde slægtninge. Når både jarlen og hans søstersön bærer navnet Sivard, har det vel været ført af en fælles stamfader (snarest Bjørn Beresuns fader). Navnet Esbjørn for Sivards sön synes også at være gammel slægtsarv, da Sivards egen hustru var engelsk; snarest hører det sammen med Bjørn som levning af oprindelig navnevariation (jf. f. eks. Gudfred og Regnfred ved siden af hinanden i den danske kongeæt). Herved åbner sig mulighed for ad en anden vej at påvise ættens slægtskab med Sprakelegg-ætten. Ganske vist ligger dennes förste sikre navne Thrugils og Ulf ganske fjærnt; men når vi går til de senere slægtled og ser bort fra de navne, der peger mod Skjoldungætten, træffer vi netop en række navne, der hører herhen: Esbjørn og Bjørn som sönner af Ulf jarl, Bjørn og Sivard som sönnesönner 1). Det synes da det rimeligste, at de to ætter enten ved selve deres udspring eller ved giftermål hænger nærmere eller fjærnere sammen.

Dette er et yderst beskedent resultat og lidet egnet til at sættes i stamtavle. Ser vi hen til den digre Sivards eget levnedsløb, hvorledes han gennem en lang krigersk løbebane arbejder sig frem til sin magtstilling, men tjæner i mange år för han får jarlenavn, tyder intet på at han er nået frem i kraft af sin höjbyrdige slægt. Langt snarere har den stærke kæmpe selv måttet bane sig sin vej; derved var han vel det bedste æmne for sagndigtning.

1) Königsfeldt, Genealogiske tabeller, pl. 2 nr. 2-26.

og netop

Axel Olrik.

Gubbe ock gumma II.

Mot min härledning av nsv. gubbe ur fsv. göper bonde ock gumma ur fsv. gōp mopir i Arkiv f. nord. fil. 16, s. 162 f. har dosänten O. v. Friesen i Arkiv f. nord. fil. 18, s. 53 f. sökt taga den förklaring av gubbe i försvar, som han själv framställt i sin avhandling Om de germanska mediageminatorna s. 41 f., enligt vilken gubbe skall återgå på en stam *zubban-, förekåmmande t. eks. i nlt. (Estland) gubbe f. 'kleiner Heuhaufen', ä. ne. gub 'a lump' m. fl.

Dos. v. Friesen anför s. 56 särsjilt mot mig den i ä. nsv. mötande betydelsen 'gammal uthlefwat man', uppenbarligen ock grundbetydelsen i det älsta tjännda sitatet från 1568: sterhusgubben, ock framhåller, att denna betydelse långt ifrån äger något av glansen hos "hedersnamnet på husbonden i det fornsvenska bondehemmet", vilket enligt mig gubbe en gång varit. Sannt är, att en betydelseutveckling ägt rum, den fornsvenske husfadern var åfta en gammal man, det ord, som betecknade honom som husfader, blev därför åfta liktydigt med 'åldring'. Betydelseutvecklingen från 'husbonde' till 'åldring' synes mig åtminstone vida naturligare ock förklarligare än den av v. Friesen antagna betydelseutvecklingen från 'en bred, satt, hopsjunken gestalt; afrundad, böjd figur' (Med. gem. s. 43) till 'åldring'; den primära betydelsen säges lysa ganska klart ijenom i nsv. gubbe 'rund sädesskyl, frukt' etc. Den betydelseutveckling, jag antager, är samma företeelse, som då gubbe i sin nya betydelse 'åldring' användes av sjeppsfålk om deras kapten, hur ung han än må vara; benämningen har sin grund i att kaptenen jemenligen är till åren kåmmen. Då bonde i fornnordiska språk också betyder 'äkta man', är detta en jämförlig betydelseutveckling ur en annan synpunkt av beteckningen för husfadern, vilken betydelse som bekant ännu lever i e. hus

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.