Själfva hufvudarbetet är uppdeladt efter härader och socknar. Af gårdnamnen anföres först den vanliga skriftspråksformen, kommer så uttalsformen från bygden, de äldre skriftformerna, namnets fornnorska (normaliserade) gestalt, därefter ofta upplysningar om gårdens uppkomst -dess egenskap att vara hufvudgård eller en från densamma afskild del samt slutligen ordets etymologi, där sådan kunnat angifvas. Ofta meddelas äfven motsvarande eller likartade eller besläktade namn från andra delar af landet, eller från Island, stundom äfven särskildt i fråga om vattendragsnamn från Sverige, däremot icke från andra germanska länder 1).

-

Vid namnförklaringarna, där ofta prof. Bugge bistått med råd och dåd, har författaren förfarit med stor försiktighet, takt och urskillning. I regeln ha vid desamma endast inhemska ord och ordstammar anlitats. Naturligtvis måste med en sådan plan åtskilliga namn lämnas utan försök till förklaring eller också i ett och annat fall tolkningarna blifva mindre lyckade: det får väl nämligen betraktas som afgjordt, att namn finnas, som numera etymologiskt stå alldeles isolerade inom språket och som först från ordskatten i ett annat besläktadt språk kunna erhålla en tillfredsställande tolkning. Hvad jag beträffande denna del af arbetet har att meddela, särskildt i fråga om vattendragens namn dels motsvarigheter från det svenska namnförrådet eller därifrån hämtade betydelseanalogier, som stödja prof. Ryghs uppfattning, dels, men mindre ofta, afvikande meningar får jag tillfälle att å annat ställe publicera.

Efter hvarje härad följa "försvunna namn", upptecknade efter äldre källor, och upplysningar om gamla "bygdenamn".

Hvarje del afslutas med utmärkt omsorgsfulla och nyttiga register öfver gård- och bygdenamnen, öfver i det föregående behandlade namn på vattendrag, öar o. d., öfver i sammansättningarna ingående person- och gudanamn, samt slutligen en förteckning på sammansättningarna, ordnade efter den andra sammansättningsleden.

Priset är rent af oerhördt billigt. Den tredje delen t. ex., 500 sidor stark, kostar 3: 20. Köpare af något af banden erhåller inledningshäftet gratis.

Recenscenten anser sig icke lämpligare kunna afsluta dessa rader än med att uttrycka den förhoppningen, att det omfattande undersökningsarbete, som enligt tidningarnas uppgifter nu börjat planeras äfven af de svenska ortnamnen, måtte komma att utmärkas af samma gedigna egenskaper som det Ryghska arbetet och besjälas af samma nobla anda som den, hvilken här öfverallt träder oss till mötes.

1) Om författarens uppfattning rörande denna punkt se Indl. s. XII. Lund i December 1901.

Elof Hellquist.

Theodor Hjelmqvist: Bibliska personers namn med sekundär användning i Nysvenskan. Samlingar och studier. Lund. Gleerup 1901. XVIII+ 252 ss. Pris 3 kr. 75 öre.

Allerede tidligere har dosent Hjelmqvist været inde på studier over personnavne i overført betydning, særlig i den lille opsats Petter, Per och Pelle (Från Filol. Fören. i Lund 1897), delvis også i Gös (Ark. XVI, 191), og utvivlsomt er studiet af denne art af sprogforøgelse frugtbart. Et arbejde, som bl. a. viser, hvor stor en rolle egennavnene spiller i det almindelige ordstofs udvikling, er Oluf Thomsens lille bog Egennavne som Sprogrødder i Fransk (1895), og en særlig interesse knytter sig for os til denne udvikling inden for de nordiske sprog. Men dette er ikke den eneste side af sagen, som dosent Hjelmqvist har fået fræm. Endnu mere turde hans bog være et vidnesbyrd om hans forståelse af den betydning, som den kirkelige, på bibelen byggede, sprogbrug har fået for hele sprogets udvikling. Det er jo en kendsgærning, at kirkelivet til tider har været den aller vigtigste, og til alle tider en vigtig side af folkets åndelige liv, og så sandt som åndslivet må sætte sit præg på sit vigtigste udtryksmiddel, sproget, så sandt må også kirkens sprogbrug have præget det almindelige sprog.

Det vilde være en stor, men også en taknæmmelig opgave i sin helhed at undersøge disse forhold, bl. a. for at se, hvor mange af vort sprogs dybeste udtryk der har fået deres præg netop gennem det bibelske sprog. Det er nok ikke blot i religiøs henseende eller i alt fald ikke blot i kristelig henseende, at "Jafet bor i Sems pauluner". Mangt et udtryk, som kald og talent (pund), der nu bruges af alle og med fuld tilegnelse, også af dem, der intet som helst har med kirken at göre, vidner derom.

Men denne undersøgelse, der måtte udstrække sig til ikke blot enkelte ord, men også talemåder som ånden og bogstaven, det daglige brød, klinten bland hveden, en forloren sön og lignende, er det vel tid at vænte på endnu. Som en begyndelse, og en smuk begyndelse, til en sådan undersøgelse må vi foreløbig hilse det foreliggende værk velkommen. Det behandler en enkelt side af sagen, de bibelske personnavne, en af de mere overfladiske sider, men så til gengæld også en af dem, hvor forholdene er klarest. Medens man for appellativernes vedkommende kan komme til tvivlsomme punkter, er egennavnene klare og gennemsigtige, og klarhed er da også en af de egenskaber, som udmærker bogen.

Dærnæst må man påskönne den rige materialsamling, som gör, at bogen også i en anden henseende får kulturhistorisk betydning. Det fremgår næmlig, som også forf. selv gör opmærksom på, af sitaterne, at brugen af bibelske udtryk har været underkastet en skiften i tidernes løb; efter at talrigheden af de bibelske hentydninger har kulmineret i den lutherske kirkes stortid

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

og pietismens tid, er der i det 18:de årh. en bestemt nedgang, og ved år 1800 er vel omtrent lavpunktet nået, så det sidste hundredår igen kan vise en, om end mindre, forøgelse i benyttelsen af bibelske navne i overført brug. Et enkelt eksempel kan jeg föje til s. 126. Udtrykket Hamans träd i bet. galge forekommer i en vise fra 1738 (Fehr, Frihetstidens polit. visa s. 23). I forbindelse med Rudbecks Hamans grift danner det jo en påfaldende parallel til Ynglingatals svalan hest Signýiar vers eller Háleygiatals Sigars jó.

Man kunde ønske, at der noget skarpere havde været skelnet mellem, hvad der altid er brugt med bestemt hentydning på bibelske forhold (som f. eks. Hamans träd), og hvad der er gået i den grad over i den almindelige bevidsthed, at man bruger det uden straks at tænke over hjemstedet (f. eks. Nimrod jæger). Men den ordning, som er fulgt i bogen (den historiske) har også sine fordele, og den har naturligtvis været lettere at gennemføre. Et alfabetisk register letter desuden brugen af bogen meget.

=

Når man har gjort sig kendt med dosent Hjelmqvists værk, er man blevet styrket i troen på, at kristendommens og kirkens indflydelse på sprogets udvikling har været og er stor og gennemgribende, og man lægger den fra sig med ønsket om, at forf. må føre sine undersøgelser videre og påvise også andre sider af denne indflydelse, samtidig med, at man er taknæmmelig for den gode begyndelse.

Askov, oktober 1901.

Marius Kristensen.

Konrad Maurer 1).

Den 16:de September er et af vort Selskabs mest udmærkede udenlandske, et af dets os alle kjæreste Medlemmer, Professor emeritus ved Münchens Universitet, Geheimeraad Konrad von Maurer, gaaet bort, i en Alder af henved 79 /, Aar.

Döden gjorde imidlertid denne Gang intet grumt Skaar i Arbeiderrækken. Til sin egen dybtfölte Sorg havde den Afdöde for flere Aar tilbage maattet indstille sin hidtil saa uafbrudt flittige Forskervirksomhed, og, ganske uvant til Otium, formaaede han ikke at finde sig tilrette deri. Med Længsel imödesaa han den Stund, der for ham var Befrielsens. Som han engang sagde mig: a non posse ad non esse valet consequentia.

Livet var for Konrad Maurer Arbeide og Evnen til at arbeide enstydig med dens yderste Udnyttelse. Saameget stærkere

1) Mindetale holdt i Videnskabsselskabet i Kristiania den 10 Oktober 1902.

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

bör dette fremhæves, som han ikke lagde Skjul paa, at det Værk, han med saa stor Fremgang viede sine Kræfter, ikke var den Livsgjerning, han selv vilde have valgt sig. Han ansaa sig selv bedst anlagt for den praktiske Jurists Hverv. Heri tog han feil. De, der fortroligst kjendte ham og hans Aands Retning, var ikke i Tvivl om, at hans höit begavede Fader havde seet rigtigt, da han bestemte Sönnen for Universitetsvirket. Men det hörer med til den forstaaelsesfulde Vurdering af Konrad Maurers Arbeidsvilkaar at vide, at han med personlig Ulyst, ja med oprindelig Modvillie kastede sig ind i de energiske Forskninger, der skulde gjöre ham til Mester paa et indtil da saagodtsom uryddet Omraade.

Det indre Brud, som hans Sind saaledes kom til at lide under, udfyldte han med en Flid, der gik til det muliges Grændser. I de förste 10 Aar af sin Professorvirksomhed arbeidede han fra Klokken 4 Morgen til sen Aften. Men saa opnaaede han ogsaa

ved siden af at holde Forelæsninger over saa svære Fag som tydsk Privat- og Handelsret, tydsk Retshistorie og med Tilknytning hertil endog over Tacitus's Germania - at blive Tydsklands og dermed overhovedet Udlandets uden Sammenligning betydeligste Kjender af den nordiske Oldtids ligesaa kvalitativt som kvantitativt vigtige Andel i det fællesgermaniske Liv og Væsen.

Her maa der da spörges: hvorfor blev det netop Maurer, som förtes ind paa disse skandinaviske Studier? Til Svar herpaa vilde det visselig være utilstrækkeligt at pege paa den Omstændighed, at Tydsklands fremvoxende Germanistik just i Maurers Studentertid, d. e. i 40-aarene, var blevet mere almindelig opmærksom paa de overraskende rige Bidrag, den kunde hente fra Norden. Vistnok havde Maurers egen höilærde Fader fremhævet dette for ham, og den geniale Hovedleder af de germanistiske Studier, den gamle Jacob Grimm, hvis Forelæsninger over det tydske Sprogs Lydlære Maurer i Berlin fulgte, havde gjort det samme. I 1842 udkom desuden Wilda's for sin Tid næsten epokegjörende "Strafrecht der Germanen", der i höi Grad tilgodegjorde ogsaa de oldnordiske Retskilder i den tarvelige Skikkelse de fleste af dem dengang forelaa. Men omend ydre Impulser saaledes ikke manglede, griber man neppe feil, om man i Konrad Maurers eget Indre söger den. Klangbund, som for ham blev det endelig bestemmende. I Virkeligheden hörte der til hans Karakter Træk, som var i nær Slægt med uformidlet Oprindelighed og Sagatid.

I Aarene efter, at hans syttiaarige Födselsdag med stor Tilslutning var bleven feiret, havde man heroppe i Norge mærket sig, at Maurer med en höi bayersk Dekoration tillige var bleven meddelt personligt Adelskab, og flere var i den Anledning begyndt i private Breve at give ham hans officielle Navn von Maurer. Men herover blev han mægtig forarget. Mig sendte han en Epistel, hvori han stærkt beklagede sig over en saadan Misbrug af, hvad han kaldte sin "Værgelöshed". Ligeoverfor sin Fyrste havde han

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XIX, NY FÖLJD XV.

19

ikke uden Uhöflighed kunnet undslaa sig for at modtage en velment Æresbevisning; men af sine Venner fordrede han, at de skulde forstaa hans Fölelse. Hans Farfader, Præsten, var en Bondesön fra Pfalz, og alle hans Forfædre höiere op tilhörte Bondestanden. Det Navn, som havde været godt nok for dem, var ogsaa godt nok for ham, og hin anden Skrivemaade, som han officielt maatte finde sig i, var ham derfor forhadt og modbydelig. Det var, som om jeg hörte Erling Skjalgssöns Röst dirre, da han tilbageviste Jarletitelen, fordi hans Forfædre alle havde været Herser.

Overhovedet underkastede sig Konrad Maurer det konventionelle Selskabslivs Regler kun med det Forbehold, at han gjorde det i den Udstrækning, han dertil ansaa sig nödt og tvungen, og han holdt sig mest muligt borte fra Kredse, hvor saadanne Regler er eneste Lov. Da han Vinteren 1876 opholdt sig her i Kristiania og meget uformodet saa sig indspundet i vor gode Bys Selskabelighed, der jo i Aandlöshed neppe staar synderlig tilbage for andre Hovedstæders, fik jeg, som dengang var udenlands, Breve fra ham, hvori han formelig jamrede sig over det Liv, han saaledes maatte före. Et desto venligere Blik havde han for alt, hvad der i Folkelivet var oprindeligt, uafslebet eller endog ubehersket, og navnlig var Bonden med sin ligefremme Selvbevidsthed og stolte Uafhængighedsaand ham en Gjenstand for inderlig Forstaaelse. Hans kjæreste Bog i nyere tydsk Literatur var Immermann's "Oberhof", der skildrer Storbonden paa Westphalens "rothe Erde”. Ligeledes var det ham en stor Tilfredsstillelse, at han gjennem en Aarrække som Medlem af Overbayerns Kredsregjering havde Anledning til at komme i nær Berörelse med de staute Repræsentanter for den bayerske Höis lette og Alpedalene, hvad enten de nu var Bönder eller Præster. Ikke lidet betegnende var det ogsaa, at den blandt hans mange skandinaviske Venner, som han i Grunden fölte sig personlig mest tiltrukken af, og hvis Eiendommeligheder han umiskjendelig omfattede med en rent instinktiv Sympathi, var Frederik Brandt. Man læse hans ypperlige Karaktertegning af Brandt i "Kritische Vierteljahresschrift", og man vil ane, med hvilken spögefuld Fryd han engang kunde yttre, at Brandt mere end noget andet Menneske, han havde kjendt, lignede et ægte nationalt norsk Trold, saaledes som Asbjörnsen skildrer os dem. For Asbjörnsen selv saavelsom for Björnstjerne Björnson nærede han ligeledes megen personlig Interesse.

Men saa stak da ogsaa undertiden Troldet frem bag Maurer selv. Et enkelt lidet Exempel maa det være tilladt at berette, fordi Maurer personlig nöd det med megen Humor. Vor afdöde Professor Caspari, som i theologiske Studieöiemed gjentagne Gange besögte München og da drog Fordel af Maurers hjælpsomme Venskab de to Mænd satte overhovedet megen Pris paa hinanden - havde ytret Önske om at lære at kjende den berömte "gammelkatholske❞ Schismatiker, Professor Döllinger. Til Imödekom