Imágenes de páginas
PDF
EPUB

måde, at fremstille begrænsningen for fænomenerne selv, hvorved det bliver læserens egen sag, om han vil, at tænke sig det ene sæt grænser lagt ovenpå det andet og således i sin egen bevidsthed danne sig en forestilling om, hvorledes målene, sammensatte som de er af de forskellige sprogfænomener, er grupperede. Et kart af den förstnævnte art kan være tilstrækkeligt, hvor man har at fremstille anerkendte etnologiske enheder af en eller anden gradf. eks. dansk, frisisk og nedertydsk efter deres territoriale fordeling, for praktiske eller mindre rent sprogvidenskabelige interessers skyld. For sprogvidenskaben selv er et sådant kart af mindre væsentlig betydning, medens ét, der giver grænser for det enkelte fænomen, kan være til stor direkte nytte. Som bekendt afmaler en rækkefölge af dialekter ofte de udviklingstrin, som den længst fremskredne af dem har gennemgået, og beliggenheden, som jo altid sees klarest på et kart, kan således ofte forklare fænomenets væsen og tilværelse; men dette sker kun for det enkelte fænomens vedkommende, dialekterne står jo ikke i det forhold til hinanden, at deu ene forklarer den anden i alt. Bortseet fra, at denne fremstillingsmåde er vidtlöftigere og således kostbarere, kan etnologien også være vel tjent med den. Hvor den etnologiske forskel ikke er anerkendt, idet andre kriterier mangler, kan dens tilværelse kun bevises derved, at mange sproglige forskelligheders grænser falder på samme sted. Og hvor man derimod også har andet at holde sig til, kan man, når forskellighedsgrænserne holdes hver for sig, få rede på, hvilken divergens der pleier at stemme bedst med det fra andre kanter tilkomne etnologiske materiale, hvad der måske kan være et mærke på, hvilken der har den dybeste etnologiske betydning. Således er det nylig skeet for det sydlige Norges 1) vedkommende, idet det i indeværende år er bleven påvist, at grænsen mellem landets to fornemste antropologiske typer her fölger det tykke l's grænse, ikke grænsen for ligevægtsloven.

Når det foreliggende kartværk i sine 8 förste karter, som sagt, kun fremstiller behandlingen af gammelt a, viser allerede denne detaljering megen tillid til publikums dialektologiske interesse. Og denne ser man idethele deraf, at de forskellige sproglige grænser betegnes på en måde, som fordrer et stort antal kartblade. I regelen angår nemlig hvert kart kun et eneste forhold, og dette betegnes ved dækkende farver; en sjelden gang får et sidefænomen en betegnelse desforuden. Den fordel for kartets anskuelighed og anvendbarhed, som derved vindes, er overordentlig; når ikke alle kartografer gör det samme, er det formodentlig blot for at opnå prisbillighed.

Medens karterne skyldes hr. Bennike, er teksten hr. Marius Kristensens del af arbeidet. Denne fölger kartets enkelte blade og forklarer lydforandringernes historie; af resultaterne i den henseende er i dette hefte især det at mærke, at den i Danmark så

1) i Nedenes.

udbredte overgang af a til å foran to konsonanter for de fleste distrikters vedkommende antages at komme af gammel vokalforlængelse, selv om den samme stilling foran to konsonanter har foranlediget, at å-lyden nu atter er bleven kort. Derhos redegöres der for slige unöiagtigheder, som ethvert sprogkart nödvendigvis må have, fordi en mængde af de enkelte steder har nogle ord, der i sin lydform ikke stemmer med det, der er og på kartet er angivet som det herskende, in casu det lydlovmæssige. Det er mig ikke ganske klart, om udg. har gjort sig rede for, at den mulighed også kan findes, at sådan blanding af forskellige lydlove er relativt naturlig på et sted, er den eneste udvei, stedet har havt, og således ligeså berettiget (principielt, kanske ikke praktisk) til at betegnes på et kart som de eneherskende lydlove. Uden at jeg vil udtale nogensomhelst mening om, hvorledes forholdet i Danmark har været, vil jeg tænke mig et eksempel svarende til det foreliggende heftes indhold: vi sætter, at overgangen af langt a til å indtrådte samtidig i tre dialektområder ved siden af hinanden; foran en bestemt kosonant eller konsonantforbindelse havde det vestligste af dem dengang langt a (ā), det mellemste (som slet ikke behövede at være af lidet omfang) havde middellangt (a) og det östligste kort (a); hvad vilde så den mellemste dialekt göre? måtte der ikke i en stor del af dens distrikt opstå blanding, enten efter regler eller uden sådanne? I en vis forstand opstod jo denne blanding gennem påvirkninger fra öst og fra vest; men når lydsystemet ikke gav dialekten nogen anledning til selvstændig udvikling, så blev det blandede resultat dog også i en forstand naturligt; det var en fölge af stedets tidligere sproglige tilstand og af dets beliggenhed.

Dette vil jeg navnlig have udtalt som en indskrænkning til den ytring i indledningen (side 4), at man altid må være mistænksom mod de former, der stemmer med rigssproget. Det er jo ikke blot dette og den dialektgruppe, hvortil det hörer, som forhindrer hvert enkelt sted i at tale efter lydlove, der er opståede på stedet selv; tvertimod, enhver dialekt forsöger at göre det mod sine naboer, og ethvert sprogfænomen, som har en nogenlunde stor udbredelse, har ikke opnået dette uden ved at opsluge en mængde små spirende selvstændigheder.

Jeg har som foran antydet ingenlunde nogen mening om, enten den slags forhold i Danmark forekommer på sådan måde, at de har betydning for kartlægningen, eller ikke. Selv om så var, så er værket derfor lige veiledende, ved oplysningerne i teksten.

Det er en stor tjeneste udgiverne har gjort dialektkundskaben ved således at samle under ét kundskaben om de danske dialekters grammatik; de har givet de andre skandinaviske lande et godt eksempel, og det er höiligen at önske, at de må få anledning til at före værket til ende.

Arendal, septbr. 1898.

Amund B. Larsen.

Folkvisan om konung Didrik och
hans kämpar.

II. Visans källa 1).

[ocr errors]

(Forts.)

Om man läser ett arbete, berörande den germanska sagokrets, som har till ämne och medelpunkt Didrik af Bern eller Sigfrid Sigmundsson Eddans Sigurd Fafnesbane, skall man säkert finna, att jämte den norska piđreks saga äfven de nordiska folkvisorna om dessa sagohjältar anföras som stöd för den åsikt, som författaren förfäktar. Dessa visor hafva alltså för den germanska sagoforskningen erhållit en mycket stor betydelse. Den som åt dem förvärfvat denna rang, är Grundtvig, som, då han utgaf dem i första bandet af sitt stora verk Danmarks gamle Folkeviser, uttalade den bestämda åsikten, att dessa visor direkt härleda sig från lågtyska, folkvisartade dikter, af hvilka de utgöra öfversättningar. Mot den grundtvigska meningen uppträdde i början af 1870-talet den norske historikern G. Storm, hvilken i sin märkliga skrift Sagnkredsene om Karl den Store og Didrik af Bern ville betydligt reducera dessa visors värde genom att påstå, att de väsentligen grundade sig på den svenska öfversättningen af þiðreks saga. Han uppkallade då mot sig Grundtvig, som i Tillæg till 4:de bandet af sina Folkeviser

s. 602 ff. med skärpa tillbakavisade detta försök att beröfva visorna den plats, som Grundtvig en gång beredt dem. Så vidt jag vet, har den "nye norske Teorie", såsom Grundtvig kallar den stormska uppfattningen, icke vunnit några anhängare, utan Grundtvigs åsikt är den allenahärskande. Åtskilliga yngre forskare hafva till och med med led

1) Utgjorde ämne för ett föredrag vid Filologmötet i Kristiania 1898. ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVI, NY FÖLJD XII,

8

ning af de nordiska folkvisorna och þiðreks saga uppkonstruerat en nordtysk hjältesaga. Man har resonerat på följande sätt: finnas i pidr. saga och folkvisorna samma eller liknande uppgifter, så hafva vi framför oss rester af en förlorad nordtysk tradition. Denna uppfattning gör sig mer eller mindre tydligt gällande hos Symons, Die Heldensage, s. 16 och 34, Boer, Über die handschriften und redaktionen der þiðreks saga (Arkiv, N. F. III 215), Steenstrup, Vore Folkeviser, s. 93 (närmast om Grimilds Hævn) och 121, Schück, Illustr. Sv. Litt. hist. I 144, 148, Golther, Norddeutsche und süddeutsche Heldensage (Germania, N. R. XXII 266). För den sistnämnde synes Grundtvigs mening hafva blifvit en trosartikel, som han icke ens anser sig behöfva närmare granska, och dock står den åtminstone i ett fall i strid med hans egna åsikter. Han söker uppvisa, att kap. 168 i þiðr. s., hvilket handlar om, huru Sigfrid, sedan han slagit i hjäl sin fosterfader Mime, begaf sig till Brynhild och af henne fick hästen Grane, grundar sig på nordisk tradition. Men samma ämne behandlas äfven i visan om Sivard Snarensvend, hvilken Grundtvig påstår höra till de från tyskan öfversatta visorna (DgF. nr. 2). Har Golther rätt, hvilket synes mig rimligt, så måste han beträffande denna visa öfvergifva Grundtvigs teori.

Grundfelet i den grundtvigska uppfattningen är, att denna utan kritik tillämpas på alla hithörande visor. A priori är det långt ifrån otänkbart, att en del stödja sig på tyska, en del på nordiska original. Då jag började studera dessa visor och granska de skäl, som Grundtvig anfört, blef jag alltmer skeptisk och kom snart till den öfvertygelsen, att en ny grundlig undersökning af hvarje visa var af nöden. Hittills har jag endast med afseende på visan om Didrik och hans kämpar kommit till en bestämd uppfattning, men denna är den viktigaste af dem alla, emedan den rör sig inom ett vidsträckt område af sagokretsarne om Didrik och Sigfrid.

För att komma till klarhet om visans ursprung, måste man först besvara två viktiga spörsmål. Det ena gäller tillkomsten af þiðreks saga, det andra folkvisornas ålder i Norden.

Beträffande piđreks saga har den äldre uppfattningen varit, att den noga återgifver nordtyska sägner och att de afvikelser, som den gör från nu bevarade tyska dikter från medeltiden, hvilka behandla samma ämnen, bero på andra källor än de nu förefintliga dikterna. Denna åsikt torde ej längre kunna försvaras. Olika forskare hafva för olika delar af þiðr. saga visat, att i denna finnas kortare eller längre ställen, som icke kunna grunda sig på något tyskt original. Oomtvistligt är, att det mesta materialet är af tyskt ursprung, men vid bearbetningen af detta har författaren tillåtit sig många afvikelser. Dessa hafva varit dels oafsiktliga, dels afsiktliga. Författaren har tydligen ej haft skriftliga källor till sitt förfogande, utan fått sina uppgifter genom muntliga berättelser. Hans sagesmän hafva troligen varit köpmän från hansestäderna i Nordtyskland, hvilka i Bergen berättat sägner, som voro gängse i deras hemland. Men hvad säkerhet finnes för att dessa meddelat sägnerna i oförändradt skick? De hafva berättat ur minnet, och detta har nog ofta svikit. Då sedan den norske författaren skulle öfverföra det rika materialet till norska, så torde han ofta hafva glömt rätta sammanhanget. Detta är också helt naturligt. På detta sätt hafva sådana onöjaktigheter tillkommit, som Döring beträffande Sigurdssägnen anför: personernas roller hafva ombytts, andra namn hafva inträdt, händelserna hafva en annan ordning o. s. v. Därtill komma de afsiktliga ändringarne. Den norske författarens plan var att åstadkomma en "Morskabslæsning"; han var själf författare om ock en dålig sådan

och ej blott öfversättare; han tog stoffet, hvar det än erbjöd sig. Hufvudparten fingo de nordtyska sägnerna lämna, men äfven inhemska källor anlitades, där de passade; allt

« AnteriorContinuar »