Imágenes de páginas
PDF
EPUB
[ocr errors]

Saaledes er det vistnok ogsaa med de i eller efter direkte tale föiede sætninger: "sagde han, svarede han" o. 1. Ogsaa her gjör de i direkte tale anförte ord indtryk paa sprogfölelsen som et foranstillet objekt. Braune's bemerkning, at det her "selvfölgelig kun kommer an paa verbet, medens subjektet pleier at være bekjendt” slaar ikke til som rimelig forklaring.

At i spörgende, önskende og befalende sætninger verbet "spiller hovedrollen", kan ikke ubetinget siges. Det kan jo dog i dem komme mere an paa subjektet end paa prædikatet. Hvad spörgende hovedsætninger angaar, er ordstillingen den normale, naar spörgeordet er subjekt. (Hvem har gjort det?) I mange andre tilfælde har man den regelmæssige "omvendte” stilling (Hvad har N. N. gjort? Hvem har N. N. givet bogen? Naar gjorde han det? 0. s. v.

Dette har N. N. gjort. Ham har N. N. givet bogen. Igaar gjorde han det.) Det bliver væsentlig spörgesætningerne uden spörgeord, som kommer i betragtning (Kommer kongen? Er han reist?). Naar i disse verbet sættes först, enten vegten ligger paa prædikatet eller paa subjektet, synes det at ligge nær at antage, at man har fundet det hensigtsmæssigt paa en mere iörefaldende maade end ved tonefaldet alene at skille spörgsmaal fra udsagn. (Kongen kommer. Han er reist).

I befalende og önskende sætninger er subjektet fortrinsvis et pers. pron. af 2:den pers. Naar dette sættes efter,

: er der deri i oldn. ikke nogen oprindelig forskjel fra udsagnssætninger. Ogsaa i de sidste stilles, som af Braune bemerket, de ubetonede personalpronomener ofte (eller rettere: oftest) bagefter. Men medens i önskende og befalende sætninger pron. ikke sættes först, uden det særskilt skal udhæves, vil man i den almindelige norröne prosa i regelen ikke finde det hensyn iagttaget i udsagnssætninger.

[ocr errors]

Det maa dog merkes, at ved personalpronomener kan i denne forbindelse alene tænkes paa pron. af 1:ste og 2:den person. De saakaldte 3:die pers. pronomener (hann, hon peir, þær, pau) er, hvor det gjælder ordstilling, at stille sammen med de nominale subjekter.

Endelig maa fremholdes, at det i oldn. ikke gaar an at regne ord som , o. v. til "proklitiske partikler”. Disse er altid sterkt betonede og har for sprogfölelsen vistnok aldrig tabt sin egentlige betydning, selv hvor de staar paa grænsen til at blive en slags overgangspartikler. Til det moderne: "der var engang en mand"; "es war einmal ein Mann”, findes i det norröne sprog, som ogsaa af Braune bemerket, intet tilsvarende.

S.

Efter min mening forholder det sig paa fölgende maade med verbets stilling i sætningen i det norröne sprog:

i

A. Hovedsætninger.
I. Udsagnssætninger.

Den normale stilling er: subjektet paa 1:ste plads i begyndelsen af sætningen, verbet paa 2:den.

I subjektlöse sætninger og sætninger med udeladt ubestemt subjekt bliver det da den normale stilling, at verbet indtager 1:ste plads.

Men verbet stilles foran subjektet i fölgende tilfælde:

1. Meget ofte, naar subjektet er pers. pron. af 1:ste og 2:den person.

Oprindelig har formodentlig disse pron. regelmæssig været suffigerede eller satte enklitisk efter verbalformen (forsaavidt man idethele har fundet det nödvendigt at tilföie dem), og de stilledes kun foran, naar de udhævedes ved eftertryk. Senere har analogien med nominale subjekter bevirket, at de kunde stilles foran ogsaa i andre tilfælde. I det alm. sprog

inn er

bliver da regelen, at de staar foran, naar subjektet fremhæves i modsætning til andre; ellers sættes de uden væsentlig forskjel dels efter, dels (sjeldnere) foran.

ek mun eptir vera, en Iakob fari (Hkr. 319, 2). veit Baldri sæmd sem ađrir menn; ek mun vísa þér til, hvar hann stendr (SE. 37, 14). hann mælti til Kálfs: þú skalt fara međ mér á Stiklastađi (Hkr. 525, 15). Sigurðr svarar: Vit skulum nú leika fyrst, en þú, Íslendingr! leita til lands (Hkr. 695, 3). þá mælti hann reiđuliga til Magnús: þér kallit Harald heimskan, en mér þykkir þú fól (Hkr. 694, 8).

ek mun enn annat sinn verja borg mína međ þvílíkum vélum (SE. 34, 35). ek fylgi hingat þeim manni, er kom

um langan veg at sækja går heim (Eg. 217, 14). þú hefir flutt mál Egils međ ákafa miklum, er þú býđr at etja vandræđum viđ mik (Eg. 224, 16). Gunnhildr mælti: Vér viljum ekki lof hans heyra (Eg. 219, 7). þér skolut bera kveđju mína Grími syni mínum (Eg. 87, 23).

kenni ek, at þú ert ása-bórr (SE. 29, 15). þá mælti jarl: Vagn, viltu fá grid? Vil ek, segir hann, ef vér hofum allir (Hkr. 160, 2). áttu engis annars af ván, en þú munt hér deyja skulu; máttir þú þat vita áår, at þú mundir enga sætt af mér fá (Eg. 218, 17). væntu vér, herra, at heđan af muni skipast mál Egils á betri leiđ (Eg. 219, 16). hafi þiđ verit hér um hríđ međ mér ok verit vel siđađir. Hafi þiđ vel jafnan dugat (Eg. 67, 17).

2. Naar subjektet er en infinitiv eller en hel sætning fölges med hensyn til ordstillingen (ligesom i flere andre henseender) analogien med subjektlöse sætninger og sætninger med udeladt ubestemt subjekt; verbet stilles altsaa först.

er gott félag at eiga viđ konung (Eg. 54, 7). er mér leitt, at konungr kvíi oss hér (Jómsv. 62, 21). má vera, at vér komim í færi viđ nokkura þá menn, er verit hafa at falli pórólfs (Eg. 72, 11).

Men ordstillingen kan blive uforandret, og verbet stilles först, om der som grammatisk subjekt tilföies et pat (hitt).

var þat lífsháski at hlaupa á sæinn (SE. 40, 10). þykki mér þat allfýsilegt at koma í þeira sveit (Eg. 16, 5). er þat mitt ráđ, at vér leggim oss ekki á trúnađ þessa bónda (Hkr. 518, 23). er hitt bæn mín ok vili, at þér farit at

, heimbođi til mín (Eg. 47, 4). er sú bæn Kveldúlfs, at þú takir viđ Þórólfi vegsamliga (Eg. 22, 10). er går þat vegr mikill, er úvinir yđrir fara sjálfviljandi af gårum londum (Eg. 217, 16). þiki mér þat miklu skipta, at þeim sé vel til haga haldit (Eg. 297, 18).

Det pronominale subjekt sættes dog ofte foran verbet, navnlig altid, naar der ligger eftertryk paa det.

þat þótti føđur minum vegr at deyja í konungdómi međ sæmd (Eg. 8, 11). þat er mér lítit starf at reka þetta erendi (Eg. 216, 11). þat samir eigi, at lendir menn láti

) skip fyrir þér (Mork. 49, 3). þat mun konungi skylt þykkja, at ek fara međ honum, ef hann skal verja land sitt (Eg. 9, 8). Sú er bæn mín, at þú látir okkr hvárki skiljast lífs né dauđa (Hkr. 477, 26).

3. Stundom, naar verbet skal særlig udhæves.

þá mælti sá er bundinn var: Lifa enn nokkurir Jómsvíkingar (Fsk. 52, 10). konungr mælti: Vandast nú getan (Hkr. 673, 5). veitti nú họndin fætinum (SE. 77, 27). týn eigi manninum, herra! sjá nú allir, at þú ert miklu betr syndr (Hkr. 694, 34). má mér svá vel líka þín þjónosta, at ek veita þér bætr eptir bróđur þinn (Eg. 78, 7; má má vera, at).

Saaledes kan spörgsmaalets verbum gjentages med eftertryk i svaret.

hvat ætla menn, at Sigmundi Brestissyni muni hafa at bana orđit? sagđi hann ætla sumir, at þér munit hafa fundit þá í fjørunni ok drepit þá mæla þat enn sumir menn, at þeir muni hafa sprungit á sundi (Flat. I 556, 8; 11). hafởi hann nakkvat vápna? segir Flosi. Hafđi hann sverdit Fjorsvafni, segir Geirmundr (Nj. 130, 45). cfr. hvernug varđ hann viđ Ásbjørn, þegar er þér ruddut skipit? Þórir segir: Bar hann sik til nokkurrar hlítar (Hkr. 356, 34). þá spurđi hann eptir, ef setr nokkur væri í dalnum. En Brúsi segir: Eru setr, er heita Græningar (Hkr. 450, 7).

Navnlig stilles saaledes verbet ofte foran i de sammensatte verbalformer, hvor da infinitiven eller fortidsparticipiet sættes först ');

taka mundi þá øx þín til hans (Hkr. 525, 27). þurfa muntu, þjálfi

, at leggja þik meir fram (SE. 31, 27). svínbeygt hefi ek nú þann, er ríkastr er međ Svíum (SE. 83, 11). heyrt hefi ek, at þér hafit kvisat í milli yđvar (SE. 30, 19). felt hefir hon þá menn, er mér hafa litizt eigi ústerkligri, en þórr er (SE. 33, 17).

4. Altid i den saakaldte "omvendte ordstilling

naar objektet, hensynsbetegnelsen, prædikatsordet, et adverbium eller en adverbiel bestemmelse sættes paa förste plads for at fremhæves. I dette tilfælde kommer verbet efter det udhævede ord og subjektet efter verbet.

suma rak hann af landi, ok af sumum tók hann stórfé, fyrir sumum lét hann bú høggva (Hkr. 526, 15). Gunnari lét hann kasta í ormgard (SE. 76, 12). dýrt er dróttins orđ (Hkr. 300, 33). þat kveld gekk hann at brúðhlaupi međ Brynhildi (SE. 75, 12). skamt þađan frá viđr tjąrnina hjá leirvík nokkurri var Haraldr (Hkr. 285, 22). ekki uni ek því. þá mælti konungr (Hkr. 673, 21).

Paa samme maade kan ogsaa en infinitiv stilles först. vill þú þiggja gullit at gjøf? þiggja vil ek víst, segir

d. e.

) Ellers er det regel, naar subjektet stilles efter verbum i sammensat form, at hjælpeverbet sættes foran subjektet, men hovedverbet bagefter; altsaa : þá mundi ex þín taka til hans; hefi ek heyrt o. s. v. Dog siges ogsaa: ok þađan af eru komnir þessir úlfar (SE. 8, 5).

« AnteriorContinuar »