Imágenes de páginas
PDF
EPUB

af saadan vegt, at der ikke, som ved de övrige sætningsled, skal en særlig sterk fremhævelse til forat bringe det foran. Men saa mener han ialfald, at "overalt hvor verbet skal fremhæves, fremdeles hvor det först træder frem for den talendes bevidsthed, og hvor en fortællings eller fremstillings fremadskriden hovedsagelig beror paa verbet, begynder det sætningen". Hertil er at bemerke, at hvad udsagnssætninger angaar, hænder det ganske vist, at verbet sættes först, fordi det udhæves med eftertryk. Naar det heder SE. 77, 27 (Egilssons udg.): veitti nú họndin fætinum, er det klart, at der tales med bestemt henvisning til, at man tidligere har negtet, at haanden nogensinde hjalp foden (þeir segja, at þat var alls ekki, at fótr styddist viđ họnd), men at der nu var syn for

sagn. Det er utvilsomt, at verbet skal akcentueres ved sin stilling ogsaa Hkr. 694, 34: týn eigi manninum, herra! sjá nú allir, at þú ert miklu betr syndr, og SE. 33, 17: felt hefir hon þá menn, er mér hafa litizt eigi ústerkligri, en þórr er. Men saadanne udtryk er i virkeligheden, efter hvad jeg har observeret, sjeldne (udenfor de sammensatte tidsformer) og kan derfor kun tillægges liden betydning til forklaring af den store masse af tilfælde, hvor verbet begynder sætningen.

Jeg tror heller ikke, at forklaringen kan söges i, at verbet "först træder frem for den talendes bevidsthed". Lad os tage et exempel blandt hundrede: Hákon fór norðr til prándheims, var hann þar til konungs tekinn; váru þeir Eiríkr um vetrinn báđir konungar í Noregi. En eptir um várit dró hvárrtveggi her saman; varđ Hákon miklu fjølmennri; sá Eiríkr þá engan sinn kost annan en flýja land, fór hann þá á brott međ Gunnhildi konu sína ok børn þeira (Eg. 212, 20 fgg.). Efterat der er fortalt, at Haakon for til Trondhjem, træder ganske vist prædikatet först frem for den talendes bevidsthed, nemlig at han blev taget til konge,

saa hefter tanken sig ved de to personer, idet det

men

fremholdes, at den fölgende vinter var baade H. og E. konger. Naar forfatteren har berettet, at begge samlede tropper, træder atter personerne först for hans tanke: Haakon fik flere folk, Erik vidste ikke anden raad end at flygte, men derefter bliver igjen handlingen fremtrædende: han for bort. Ordstillingen bliver imidlertid, som det sees, den samme, enten subjektet kommer frem for den talendes bevidsthed för prædikatet eller omvendt.

Det samme gjælder, hvor en ny sætning tilknyttes ved ok. Hkr. 177, 26 fgg.: þeir segja, at fals sé í hringinum. Síđan lét hon brjóta í sundr hringinn, ok fannst þar eir í innan, er det eir, som först træder frem for bevidstheden. Naar det lidt foran heder (Hkr. 177, 12 fgg.): þann vetr fóru menn milli Ólafs konungs ok Sigríđar dróttningar, ok hóf Ólafr konungr þar upp bónord sitt viđ Sigríđi dróttning, en hon tók því líklega ok var þat mál fest međ einkamálum, er der ingen forskjel paa tankeforholdet i ok hóf Ólafr etc. og i en hon tók etc. Hvis tanken paa förste sted nærmest fæster sig ved prædikatet hóf bónorđ sker det samme ogsaa paa sidste sted tók því líklega men er paa det ene sted subjektet at antage for mest fremtrædende, maa dette ogsaa være tilfælde paa det andet. Men hvorfor er da efter sprogbrugen ordstillingen ok Ólafr hóf etc. uregelmæssig og en tók hon því etc. utilstedelig?

Med det udtryk, at "en fortællings eller en fremstillings fremadskriden hovedsagelig beror paa verbet”, har jeg vanskeligt for at forbinde en bestemt forestilling. Ialfald for verbets stilling i eftersætninger vil der kunne findes en mere nærliggende grund, end at verbet tjener "zur Weiterführung des Gedankens". Den substantiviske eller adverbielle forsætning virker paa samme maade som et foranstillet objekt eller adverbiel bestemmelse, og verbet i eftersætningen kommer da foran subjektet efter sprogets almindelige regel for "omvendt” ordstilling

[ocr errors]

Saaledes er det vistnok ogsaa med de i eller efter direkte tale foiede sætninger: "sagde han, svarede han" o. 1. Ogsaa her gjör de i direkte tale anförte ord indtryk paa sprogfölelsen som

som et foranstillet objekt. Braune's bemerkning, at det her "selvfölgelig kun kommer an paa verbet, medens subjektet pleier at være bekjendt” slaar ikke til som rimelig forklaring.

At i spörgende, önskende og befalende sætninger verbet "spiller hovedrollen", kan ikke ubetinget siges. Det kan jo dog i dem komme mere an paa subjektet end paa prædikatet. Hvad spörgende hovedsætninger angaar, er ordstillingen den normale, naar spörgeordet er subjekt. (Hvem har gjort det?) I mange andre tilfælde har man den regelmæssige "omvendte" stilling (Hvad har N. N. gjort? Hvem har N. N. givet bogen? Naar gjorde han det? 0. s. v.

Dette har N. N. gjort. Ham har N. N. givet bogen. Igaar gjorde han det.) Det bliver væsentlig spörgesætningerne uden spörgeord, som kommer i betragtning (Kommer kongen? Er han reist?). Naar i disse verbet sættes först, enten vegten ligger paa prædikatet eller paa subjektet, synes det at ligge nær at antage, at man har fundet det hensigtsmæssigt paa en mere iörefaldende maade end ved tonefaldet alene at skille spörgsmaal fra udsagn. (Kongen kommer. Han er reist).

I befalende og önskende sætninger er subjektet fortrinsvis et pers. pron. af 2:den pers. Naar dette sættes efter, er der deri i oldn. ikke nogen oprindelig forskjel fra udsagnssætninger. Ogsaa i de sidste stilles, som af Braune bemerket, de ubetonede personalpronomener ofte (eller rettere: oftest) bagefter. Men medens i önskende og befalende sætninger pron. ikke sættes först, uden det særskilt skal udhæves, vil man i den almindelige norröne prosa i regelen ikke finde det hensyn iagttaget i udsagnssætninger.

[ocr errors]

Det maa dog merkes, at ved personalpronomener kan i denne forbindelse alene tænkes paa pron. af 1:ste og 2:den person. De saakaldte 3:die pers. pronomener (hann, hon þeir, þær, þau) er, hvor det gjælder ordstilling, at stille sammen med de nominale subjekter.

Endelig maa fremholdes, at det i oldn. ikke gaar an at regne ord som , o. v. til "proklitiske partikler”. Disse er altid sterkt betonede og har for sprogfölelsen vistnok aldrig tabt sin egentlige betydning, selv hvor de staar paa grænsen til at blive en slags overgangspartikler. Til det moderne: "der var engang en mand"; "es war einmal ein Mann", findes i det norröne sprog, som ogsaa af Braune bemerket, intet tilsvarende.

S.

Efter min mening forholder det sig paa folgende maade med verbets stilling i sætningen i det norröne sprog:

A. Hovedsætninger.
I. Udsagnssætninger.

Den normale stilling er: subjektet paa 1:ste plads i begyndelsen af sætningen, verbet paa 2:den.

I subjektlöse sætninger og sætninger med udeladt ubestemt subjekt bliver det da den normale stilling, at verbet indtager 1:ste plads.

Men verbet stilles foran subjektet i fölgende tilfælde:

1. Meget ofte, naar subjektet er pers. pron. af 1:ste og 2:den person.

Oprindelig har formodentlig disse pron. regelmæssig været suffigerede eller satte enklitisk efter verbalformen (forsaavidt man idethele har fundet det nödvendigt at tilföie dem), og de stilledes kun foran, naar de udhævedes ved eftertryk. Senere har analogien med nominale subjekter bevirket, at de kunde stilles foran ogsaa i andre tilfælde. I det alm. sprog bliver da regelen, at de staar foran, naar subjektet fremhæves i modsætning til andre; ellers sættes de uden væsentlig forskjel dels efter, dels (sjeldnere) foran.

ek mun eptir vera, en Iakob fari (Hkr. 319, 2). veit Baldri sæmd sem. ađrir menn; ek mun vísa þér til, hvar hann stendr (SE. 37, 14). hann mælti til Kálfs: þú skalt fara međ mér á Stiklastađi (Hkr. 525, 15). Sigurðr svarar: Vit skulum nú leika fyrst, en þú, Íslendingr! leita til lands (Hkr. 695, 3). þá mælti hann reiđuliga til Magnús: þér kallit Harald heimskan, en mér þykkir þú fól (Hkr. 694, 8).

ek mun enn annat sinn verja borg mína međ þvílíkum vélum (SE. 34, 35). ek fylgi hingat þeim manni, er kominn er

um langan veg at sækja yđr heim (Eg. 217, 14). þú hefir flutt mál Egils međ ákafa miklum, er þú býđr at etja vandræđum við mik (Eg. 224, 16). Gunnhildr mælti: Vér viljum ekki lof hans heyra (Eg. 219, 7). þér skolut bera kveđju mína Grími syni mínum (Eg. 87, 23).

kenni ek, at þú ert Ása-Þórr (SE. 29, 15). þá mælti jarl: Vagn, viltu fá griđ? Vil ek, segir hann, ef vér hofum allir (Hkr. 160, 2). áttu engis annars af ván, en þú munt hér deyja skulu; máttir þú þat vita áår, at þú mundir enga sætt af mér fá (Eg. 218, 17). væntu vér, herra, at heđan af muni skipast mál Egils á betri leið (Eg. 219, 16). hafi þið verit hér um hríđ međ mér ok verit vel siđađir. Hafi þiđ vel jafnan dugat (Eg. 67, 17).

2. Naar subjektet er en infinitiv eller en hel sætning fölges med hensyn til ordstillingen (ligesom i flere andre henseender) analogien med subjektlöse sætninger og sætninger med udeladt ubestemt subjekt; verbet stilles altsaa först.

er gott félag at eiga viđ konung (Eg. 54, 7). er mér leitt, at konungr kvíi oss hér (Jómsv. 62, 21). má vera, at vér komim í færi viđ nokkura þá menn, er verit hafa at falli pórólfs (Eg. 72, 11).

« AnteriorContinuar »