Britannia eller inis Bretan er blevet omtydet til Breðafonn, Gen. *Breðafannar 1).

Alle, som har syslet med de Forandringer, Sagn i Middelalderen undergik ved at vandre fra Sprog til Sprog, véd, hvilken omfattende og for os höist overraskende Rolle Omtydning og "Folkeetymologi" af Navne derved spillede. Jeg kan her eksempelvis fra et nærliggende Omraade nævne, at det i Historia Brittonum (Mommsen p. 150) heder: Moderen döde ved Barnets Födsel; det fik Navnet Britus. Dette er efter Zimmer (Nennius S. 246) en irsk Digtning, til hvilken Ligheden mellem irsk brith "Födsel" og Navnet Brito eller Britus har givet Anledning.

Anledningen til, at Brito af Nordmanden omtydedes til Bredi og Britannia til Bredafonn, var den, at man paa Norsk brugte Ordet bredi "en Snemasse" ved Siden af det synonyme fonn.

Ordet bredi forekommer ikke ellers i den gamle islandske Litteratur og bruges ikke i nyere Islandsk. Derimod bruges Ordet i Betydning "Snemasse" nu paa Söndmör og i Nordfjord. Derfor har den Mand, som har digtet Sagnet om Sige, Brede og Skade, vistnok været en Nordmand fra det vestlige Norge og ikke en Islænding.

Efterat Brito ved Indflydelse af breði "en Snemasse” var blevet omtydet til Bredi, hvis Lig blev lagt i Breðafonn, förte dette videre til det alene i Rimerne bevarede Motiv, at Bredes Hund Refill blev dræbt med ham og at det Sted, hvor Dyrets Legeme blev fundet, blev kaldt refilþá, en Grund, hvor Sneen kun ligger igjen i enkelte Flekker. Ogsaa dette Motiv stemmer vel overens med den Formodning, at Sagnets

1) I fremmede Navne er den græske og latinske Endelse -ia ofte faldt bort i Oldnorsk. Ægisif af Hagia Sophia; Sýrland af Syria; Sardínar ey af Sardinia, o. s. v. Hvis den norske Sagndigter kunde saa meget Irsk, at han vidste, at fi irsk Fremlyd faldt bort efter vokalisk Udlyd i det foregaaende Ord, saa kunde dette virke med til, at han omtydede Britannia til Bredafonn uden at tage Hensyn til f.

Digter har været fra det vestlige Norge; thi paa Söndmör bruges Verbet rövla (af revla), i Nordfjord og Söndfjord rivla om at begynde at tö, saa at enkelte Pletter og Striber bliver snefri, ligesom Ordet tå, oldn. pá "snelös Mark" endnu bruges i Bergens Stift.

Den Nordmand, som har gjort Brito til Bredi, er ogsaa den, som har forbundet Bredi med Skaði. Af Nationalstolthed har han gjort Breði, d. e. Brito, Walisernes Repræsentant, til Træl hos Skaði, Repræsentanten for Scathanavia, for den skandinaviske Halvö og her i Sagnet særlig for det nordlige Norge.

Forfatteren af den i anden Halvdel af 13de Aarhundred nedskrevne Volsunga saga var ialfald ikke 1) den förste, som forbandt Sagnet om Skades Træl Brede med Sagnet om Volsungerne. Hint Sagn har i norsk Form aldrig været til udenfor Forbindelsen med Volsunge-Sagnet.

At Sagnet om Bredi fra förste Færd af har været sat i Forbindelse med Sigi, stöttes ogsaa derved, at det, som fortælles om Sigi, i enkelte Træk viser Lighed med det, som fortælles om Brito. Sige blev nemlig som Brito fordreven fra sit Fædreland for et Drabs Skyld og kom saa over Havet til et fremmed Land, hvor han blev Konge og Stammefader til en talrig Slægt.

Vi tör derfor finde det rimeligt, at den Nordmand, som har digtet Sagnet om Skade, Brede og Sige, fra Brito til Sige har overfört det Motiv, at Stammefaderen for en navnkundig Slægt paa Grund af et Drab var bleven fordreven fra sit Fædreland 2).

De nærmere Omstændigheder ved det Drab, som gjör Brito fredlös, er dog ganske forskjellige fra det, som fortælles

1) Dette mener Symons i Paul-Braune Beitr. III, 292.

2) Jeg skal lade det være usagt, om den norske Sagndigter har forbundet Navnet Sigi (Siggi) med Navnet paa Britos Fader Isicion (Isiocon Isocon).

ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XVII, NY FÖLJD XIII.

4

om Bredes Drab. Thi Brito dræber, uden at ville det, sin Fader ved et Pileskud. Galfrid af Monmouth (1130—1140), som har benyttet Historia Britonum, siger (Kap. 3), at Brutus, Sön af Ascanius, fulgte sin Fader paa Jagten og der dræbte ham, uden at ville det, ved et Pileskud.

Naar den norske Fortælling om det Drab, som gjör Sige fredlös, fjærner sig saa vidt fra Fortællingen om det Drab, som gjör Brito fredlös, saa maa dette forklares deraf, at ogsaa andre Sagnelementer her har virket ind paa den norske Fortælling, der, som jeg i det foregaaende har vist, maa være skabt af en norsk Sagndigter paa en af de britiske Øer, snarest i Irland.

Disse Sagnelementer er beslægtede med Apollodors Fortælling om Peleus (III, 12, 6-III, 13). Dette kan forklares paa fölgende Maade. Fortællingen om Brito i Historia Brittonum havde nogle Ligheder med Peleus-Sagnet, vistnok rent tilfældig og saaledes, at det ikke behöver at forudsætte nogen historisk Sammenhæng. Brito dræbte uforvarende sin Fader med en Pil (efter Galfrid af Monmouth paa Jagten); Peleus dræbte paa Jagten sin Svigerfader uforvarende med et Kastespyd. Peleus maatte som Brito to Gange paa Grund af Drab forlade det Land, hvori han opholdt sig. Disse Ligheder mellem Brito-Sagnet og PeleusSagnet bevirkede efter min Formodning, at den norske Sagndigter, som i Britannien digtede Sagnet om Sige, Skade og Brede, og som fra Brito overförte paa Sige det Motiv, at denne paa Grund af et Drab maatte forlade sit Fædreland, tillige fra Peleus overförte nogle Sagnmotiver paa Sige.

Naar Sige dræber Brede paa Grund af dennes större Dygtighed, har dette Motiv intet tilsvarende i Fortællingen om Brito. Men Peleus og Telamon dræber sin Halvbroder Phokos paa Grund af dennes Overlegenhed i Kampövelser. Sige skjuler Liget af Brede, som har været med ham i Skoven, i en Sneskavl; men Mordet bliver opdaget, og han

maa forlade Landet. Peleus og Telamon skjuler Phokos's Lig i Skoven (katá tivos vins). Men Mordet bliver opdaget, og de maa forlade Landet. Ogsaa det Motiv, at Sige og Brede efter Jagten om Kvelden sammenligner, hvor mange Dyr hver af dem har fældet, har sit tilsvarende i PeleusSagnet, men i en anden Forbindelse. Da Peleus var hos Akastos, opstod der en Væddestrid om, hvem der var den dygtigste Jæger. Peleus skar da Tungerne ud paa alle de vilde Dyr, han kom over, og stak dem i sin Jagttaske. Dyrene faldt siden i Hænderne paa Akastos's Ledsagere. Da disse saa spottede Peleus for, at han intet Bytte havde gjort, tog han alle Tungerne frem og godtgjorde, at han havde fældet saa mange Dyr, som han havde Tunger.

Da Peleus-Sagnet har flere Motiver tilfælles med vidt udbredte Folkeeventyr, vil de Mænd, som afviser enhver Indflydelse fra den græsk-romerske Verden paa den hedenske norröne Sagn- og Myte-Digtning, ved de her af Sige-Sagnet fremhævede Motiver vistnok heller antage Paavirkning fra et Eventyr, som paa den anden Side ogsaa har paavirket Peleus-Sagnet.

Jeg finder derimod intet synderlig betænkeligt ved den Forudsætning, at den norske Sagndigter, som i Britannien og kanské snarest i Irland digtede Sagnet om Sige, Skade og Brede, der havde hört en mundtlig Fortælling, som grundede sig paa Peleus-Sagnet, saaledes som dette fortælles hos Apollodor. Dog formaar jeg ikke at bestemme, gjennem hvilke Mellemled og ad hvilke Veie denne Fortælling er kommen til Britannien.

Af Peleus-Sagnet finder jeg Gjenklang ogsaa i andre norröne Sagn, saaledes i Heidrek-Sagnet.

At bringe Fortællingen om Brito i Forbindelse med Sige og Volsungerne kunde for en norsk Sagndigter ligge saameget nærmere, som Brito hos Nennius (Mommsen p. 149 160) efter et ældre frankisk Skrift var bragt i Slægtforbin

delse med Eponymer for Franker, Goter, Burgunder og andre germanske Folk.

Jeg tror i det foregaaende at have godtgjort, at förste Fortælling i Volsunga saga, den om Sige, Skade og Brede, ikke er opfundet af den Islænding, som i anden Halvdel af det 13de Aarhundred forfattede den skrevne Saga, og at den heller ikke er et af fremmed Indflydelse upaavirket LokalSagn, som er opstaaet hos Almuen i Norge, men at Fortællingen er digtet af en vestnorsk Sagndigter, snarest fra Nordfjord eller Söndmör, i Britannien, snarest i Irland, som Indledning til Sagnet om Volsungerne, som herskede i Hunaland og stammede fra Sige, Odins Sön. Fortællingen er digtet under Indflydelse fra Meddelelser, som grundede sig paa Nennius's britiske Historie og paa Fredegars frankiske Krönike, sandsynlig tillige paa en Gjengivelse af det græske Sagn om Peleus, som dette fortælles hos Apollodor.

De Mænd i Britannien, hvis Meddelelser befrugtede den norske Sagndigters Fantasi, kan altsaa ikke have været simple Almuesmænd, men maa have været Mænd, som havde Interesse for Sagnhistorie og havde nogen Kundskab om flere paa Latin forfattede Skrifter, der handlede om dennes Personer.

Tidligere end i 9de Aarhundred kan Fortællingen om Sige, Skade og Brede ikke være digtet; men jeg ser heller ikke tilstrækkelig Grund til at sætte dens Tilblivelse længere ned i Tiden end til Vikingetogenes Tidsalder. Thi den Omstændighed, at denne Fortælling ikke er bleven behandlet i Digtform og at Sige ei nævnes i Hyndluljóð, beviser ikke, at den er senere.

Odins Sön Sige kjendtes bevislig alt omkring 1200. Og den Omstændighed, at den norske Sagndigters britiske Hjemmelsmænd meddelte ham Fortællinger fra Fredegar og Nennius, sandsynlig ogsaa fra det græske Peleus-Sagn, synes snarest at före Tanken hen til Vikingetiden.