Imágenes de páginas
PDF
EPUB

2

om Bredes Drab. Thi Brito dræber, uden at ville det, sin Fader ved et Pileskud. Galfrid af Monmouth (1130—1140), som har benyttet Historia Britonum, siger (Kap. 3), at Brutus, Sön af Ascanius, fulgte sin Fader paa Jagten og der dræbte ham, uden at ville det, ved et Pileskud.

Naar den norske Fortælling om det Drab, som gjör Sige fredlös, fjærner sig saa vidt fra Fortællingen om det Drab, som gjör Brito fredlös, saa maa dette forklares deraf, at ogsaa andre Sagnelementer her har virket ind

paa

den norske Fortælling, der, som jeg i det foregaaende har vist, maa være skabt af en norsk Sagndigter paa en af de britiske Øer, snarest i Irland.

Disse Sagnelementer er beslægtede med Apollodors Fortælling om Peleus (III, 12, 6-III, 13). Dette kan forklares paa folgende Maade. Fortællingen om Brito i Historia Brittonum havde nogle Ligheder med Peleus-Sagnet, vistnok rent tilfældig og saaledes, at det ikke behöver at forudsætte nogen historisk Sammenhæng. Brito dræbte uforvarende sin Fader med en Pil (efter Galfrid af Monmouth paa Jagten); Peleus dræbte paa Jagten sin Svigerfader uforvarende med et Kastespyd. Peleus maatte som Brito to Gange paa Grund af Drab forlade det Land, hvori han opholdt sig. Disse Ligheder mellem Brito-Sagnet og PeleusSagnet bevirkede efter min Formodning, at den norske Sagndigter, som i Britannien digtede Sagnet om Sige, Skade og Brede, og som fra Brito overförte paa Sige det Motiv, at denne paa Grund af et Drab maatte forlade sit Fædreland, tillige fra Peleus overförte nogle Sagnmotiver paa Sige.

Naar Sige dræber Brede paa Grund af dennes större Dygtighed, har dette Motiv intet tilsvarende i Fortællingen om Brito. Men Peleus og Telamon dræber sin Halvbroder Phokos paa Grund af dennes Overlegenhed i Kampövelser. Sige skjuler Liget af Brede, som har været med ham i Skoven, i en Sneskavl; men Mordet bliver opdaget, og han maa forlade Landet. Peleus og Telamon skjuler Phokos's Lig i Skoven (katá tivos üans). Men Mordet bliver opdaget, og de maa forlade Landet. Ogsaa det Motiv, at Sige og Brede efter Jagten om Kvelden sammenligner, hvor mange Dyr hver af dem har fældet, har sit tilsvarende i PeleusSagnet, men i en anden forbindelse. Da Peleus var hos Akastos, opstod der en Væddestrid om, hvem der var den dygtigste Jæger. Peleus skar da Tungerne ud paa alle de vilde Dyr, han kom over, og stak dem i sin Jagttaske. Dyrene faldt siden i Hænderne paa Akastos's Ledsagere. Da disse saa spottede Peleus for, at han intet Bytte havde gjort, tog han alle Tungerne frem og godtgjorde, at han havde fældet saa mange Dyr, som han havde Tunger.

Da Peleus-Sagnet har flere Motiver tilfælles med vidt udbredte Folkeeventyr, vil de Mænd, som afviser enhver Indflydelse fra den græsk-romerske Verden paa den hedenske norröne Sagn- og Myte-Digtning, ved de her af Sige-Sagnet fremhævede Motiver vistnok heller antage Paavirkning fra et Eventyr, som paa den anden Side ogsaa har paavirket Peleus-Sagnet.

Jeg finder derimod intet synderlig betænkeligt ved den Forudsætning, at den norske Sagndigter, som i Britannien og kanské snarest i Irland digtede Sagnet om Sige, Skade og Brede, der havde hört en mundtlig Fortælling, som grundede sig paa Peleus-Sagnet, saaledes som dette fortælles hos Apollodor. Dog formaar jeg ikke at bestemme, gjennem hvilke Mellemled og ad hvilke Veie denne Fortælling er kommen til Britannien.

Af Peleus-Sagnet finder jeg Gjenklang ogsaa i andre norröne Sagn, saaledes i Heidrek-Sagnet.

At bringe Fortællingen om Brito i Forbindelse med Sige og Volsungerne kunde for en norsk Sagndigter ligge saameget nærmere, som Brito hos Nennius (Mommsen p. 149 160) efter et ældre frankisk Skrift var bragt i Slægtforbindelse med Eponymer for Franker, Goter, Burgunder og andre germanske Folk.

Jeg tror i det foregaaende at have godtgjort, at förste Fortælling i Volsunga saga, den om Sige, Skade og Brede, ikke er opfundet af den Islænding, som i anden Halvdel af det 13de Aarhundred forfattede den skrevne Saga, og at den heller ikke er et af fremmed Indflydelse upaavirket LokalSagn, som er opstaaet hos Almuen i Norge, men at Fortællingen er digtet af en vestnorsk Sagndigter, snarest fra Nordfjord eller Söndmör, i Britannien, snarest i Irland, som

i Indledning til Sagnet om Volsungerne, som herskede i Hunaland og stammede fra Sige, Odins Sön. Fortællingen er digtet under Indflydelse fra Meddelelser, som grundede sig paa Nennius's britiske Historie og paa Fredegars frankiske Krönike, sandsynlig tillige paa en Gjengivelse af det græske Sagn om Peleus, som dette fortælles hos Apollodor.

De Mænd i Britannien, hvis Meddelelser befrugtede den norske Sagndigters Fantasi, kan altsaa ikke have været simple Almuesmænd, men maa have været Mænd, som havde Interesse for Sagnhistorie og havde nogen Kundskab om flere

paa Latin forfattede Skrifter, der handlede om dennes Personer.

Tidligere end i 9de Aarhundred kan Fortællingen om Sige, Skade og Brede ikke være digtet; men jeg ser heller ikke tilstrækkelig Grund til at sætte dens Tilblivelse længere ned i Tiden end til Vikingetogenes Tidsalder. Thi den Omstændighed, at denne Fortælling ikke er bleven behandlet i Digtform og at Sige ei nævnes i Hyndluljóđ, beviser ikke, at den er senere.

Odins Sön Sige kjendtes bevislig alt omkring 1200. Og den Omstændighed, at den norske Sagndigters britiske Hjemmelsmænd meddelte ham Fortællinger fra Fredegar og Nennius, sandsynlig ogsaa fra det græske Peleus-Sagn, synes snarest at före Tanken hen til Vikingetiden.

Den her behandlede norske Fortælling bliver ved det, jeg her har oplyst om dens Oprindelse, af Vigtighed for Spörgsmaalet om, hvorfra Nordmændene först lærte Sagnene og Digtene om Volsungerne at kjende. Med det, som jeg her har begrundet med Hensyn til Fortællingen om Sige, Skade og Brede, sammenstiller jeg min Udvikling i Arkiv V, 39-41. Jeg har der efter Liebrecht godtgjort, at Fortællingen om, hvorledes Sigmund i Volsungs Hal faar et Sværd af Odin, staar nærmest i Forbindelse med et Sagn om Artur. Jeg forklarer denne forbindelse saa, at det

, norske Sagn om Sigmund i Vesten er blevet paavirket af et celtisk Sagn.

Den norske Digtning om Sigurd Faavnesbanes Forfædre opstod tidligst hos Nordmændene i Britannien ved en Omdigtning af angelsaksiske Sagn og Kvæder om Walsingerne under Indflydelse fra andre vesterlandske, germanske og celtiske Sagn. December 1899.

Sophus Bugge.

[ocr errors]

Raknaslóđi = Ragnarsslóđi. Sögusögn um skip, sem ýmist er nefnt Raknaslóđi eđa Raknars(Ragnars-)slóđi, finst í íslenzkum forneskjusögum eđa skröksögum frá 14–15. öld (Hálfdanar sögu Eysteinssonar, Bárđar sögu Snæfellsáss), og er þađ ađalefni hennar, ađ skip þetta hafi verið óvenjulega stórt, og sá, sem þađ var kent viđ, hafi veriđ víkingahöfdingi og spillvirki, sem skipađ hafi Þađ "allra handa illmennum", en síđan hafi hann lagt undir sig "Hellulands óbygđir", og gengiđ loks kvikur í haug međ alla skipshöfn sína (H. s. Eyst. 26. k. Fas. III. 429—31). Eftir Bárđar sögu (sem bætir því viđ, ađ hann hafi myrt föđur sinn og móđur og margt illa gjört) tryllist hann í

ARKIV FÜR NORDISK FILOLOGI XVII, NI FÖLJD XIII.

hauginum ásamt mönnum sínum (o: verdur þar ađ trölli eđa afturgöngu) og reynir ađ vinna mein Ólafi Tryggvasyni, kristnibođanum alkunna, en Gesti Bárđarsyni tekst međ hamingju Ólafs konungs ađ brjóta hauginn og vinna draugana. Svo kynjalegar og aflagađar sem þessar frásagnir eru, munu þær þó styđjast viď forn munnmæli um skip, sem kallađ hefir veriđ "Slóđi” og kent vid Rakna eđa Raknar (Ragnar), en hitt er vandi ađ segja, hvort þær eigi heldur rót sína í gođsögnum eđa sögum frá víkinga-öldinni eđa hvorutveggja. Frá alda öðli munu hafa veriđ til á Norđurlöndum sagnir um sækonunga eđa víkingahöfðingja, sem heyra eigi til hinni eiginlegu víkinga-öld '), og eru hin mörgu nöfn sækonunga í fornum kveđskap ljósastur vottur þess, því ađ fæst af þeim munu vera heiti þeirra manna, sem áreiđanlegar sögur finnast um, heldur er allur þorrinn svo langt framan úr forneskju, ađ nöfnin virđast hafa veriđ lögđ niđur sem eiginnöfn, áđur en sannar sögur hefjast. Eitt af slíkum nöfnum er Róđi, finst þađ nafn letrađ međ rúnum á hinum nafntogada Röksteini í Eystra-Gautlandi, og er oft haft í kenningum, og mun af því hafa myndast málshátturinn: "láta (leggja) fyrir Róđa” : gefa upp eđa selja í óvina hendur, eđa "feygja fyrir hunda og hrafna”, eins og nú er komist ađ orđi. Saxi getur um Róđa (Rötho, í 7. bók, 353-354 bls.), er þar hrođaleg lýsing á grimdarverkum hans ?), og orđiđ "raudarán” sett í samband viđ nafn hans, sem eigi mun rétt vera (sbr. ”rauđavíkingr” Þ. stang. 1. k. ”rauđr víkingr” Fms.

1) Yngl. getur t. d. um Hagbard og Haka, Völs. um Hunding og Lyngva, og enn eru fleiri nefndir hjá Saxa og i Fas. (svo sem Beimuni og GnođarÁsmundr).

2) Þađ sem frá atferli hans er sagt, líkist helzt forngrísku sögunum um spillvirkja þá, er þesevs vann (einkum því, sem sagt er um Sinnis Pityokamptes), og er óvíst, ađ þađ sé af norrænum toga spunnid, enda þótt norrænar forneskjusögur geti ýmissa fádæma, sem vafasamt er ađ nokkurn tíma hafi átt sér stađ (Safn til s. Ísl. I. 287.). Vera má, að Róđi hafi upphaflega verið gođkynjuđ vera (sbr. "Rotho” hjá Saxa, 6. bók, 316. bls.) en orđiđ siđan "hrókr alls víkingsskapar" og loks fyrirmynd grimmra hervíkinga.

« AnteriorContinuar »