Innehåll. Nat.' Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. . 54 (och 140) I. Laghandskriftens egna uppgifter. S. 54. II. Något om Västgötalagens äldsta fragment. S. 61. III. Rätt- lösabalken. S. 68. IV. Vidhemsprästens anteckningar om Björn M. Olsen, Anmälan av "Rómverjasaga (AM. 595, 4:0). Herausgegeben von Rudolf Meissner" Th. Hjelmqvist, Anmälan av "Den islandske litteraturs historie L. Fr. Läffler, Till första gåtan i "Getspeki Heidreks konungs" 121 N. S. Hagen, On the Origin of the Name Kvasir Nat. Beckman, Studier till Västgötalagarnas historia. (54 och) 140 VI. Västgötalängdernas författare. S. 140. - VII. Västgöta- längdernas senare öden. S. 143. VIII. Ett par diplom från lagman Eskils tid. S. 148. — IX. Biskop Brynolf och kyrkobalken i VGL. II. S. 154. X. Sammanfattning. Nysv. argbigga. S. 167. Isl. elligar, ellar, ella - fsv. allighar, allighis, allaghis, ællar, allansv. eljest m. m. S. 170. Nysv. salig i hugkommelse (i åminnelse) och liknande uttryck. S. 190. Fsv. skyria. S. 196. — Fgutn. stafgar prfnorska stafr. S. 199. Fda. af æreld, nyda. Olai Skulerud, Om pronomenet kvar i norske maalføre, færøisk 242586 3. Linköpings-legendariet. S. 266. Vilhelm Gödel, Arne Magnusson till Johan Peringskiöld. Ett Henrik Ussing, Nekrolog över Anders Pedersen Magnus Olsen, Anmälan av "Beiträge zur Eddaforschung. Mit Exkursen zur Heldensage. Von Gustav Neckel" Hjalmar Lindroth, Anmälan av "En svensk Orde-skötsel af Sa- Marius Hægstad, Nekrolog över Marius Nygaard. Ernst A. Kock, Anmälan av "Die Syntax des Superlativs im Gotischen, Altniederdeutschen, Althochdeutschen, Frühmittel- Dansk og urnordisk akcentuering. Alle ved, av hvor stor betydning den dobbelte akcentuering er i nutidens dansk, svensk og norsk, så at ingen vil kunne tilegne sig den rette udtale av noget av disse sprog uden stadig at se sig stillet overfor spørgsmålet: akc. 1 (stød) eller akc. 2. Derimod har man vistnok endnu ikke på alle hold tilegnet sig den tilstrækkelige forståelse av, i hvilken grad akcentueringen i tidens løb har været en avgørende faktor i de nordiske sprogs historie, og det så vel under den fællesnordiske som den særsproglige udvikling. I førstnævnte henseende må især nævnes omlyds- og brydningsprocesserne, i sidstnævnte den svenske vokalisme i infortisstavelser. Hvad vi i det følgende vil undersøge, er imidlertid ikke denne akcentueringens indvirkning på ordenes form i kvantitativ og kvalitativ henseende, den står i hovedtrækkene fast, men derimod akcentueringen selv, hvormed særlig tages sigte på de til de forskellige akcenter hørende toneforhold (kromatisk akcentuering) samt stødet. Sidstnævntes oprindelse og alder undersøges i nærværende afhandling, medens granskningen av den kromatiske akcentuerings historie må opsættes til en anden lejlighed. Hvad stødet vedrører, synes det tidligere stedfundne ordskifte at have ført til enighed med hensyn til det kronologiske spørgsmål, medens der til forklaring av dets oprindelse er fremsat to forskellige teorier. Da jeg ikke kan slutte mig til nogen av disse og med hensyn til kronologien hylder en mod den gængse stridende opfattelse, vil det findes rimeligt, at stødproblemet optages til fornyet ventilation; jeg vil derfor søge så godt som muligt at belyse de lydfysiologiske og metodiske ARKIV FÖR NORDISK FILOLOGI XXVIII, NY FÖLJD xxiv. 1 |
